Er du en rutineret og dygtig chauffør? Trives du med et arbejdsliv på vejene og meget varierende arbejdstider? Og kan du lide de opgaver, der følger med en stor køretøjsflåde. Så har Direktoratet for Kriminalforsorgen måske jobbet til dig. Om Kriminalforsorgen Kriminalforsorgen er en stor organisation med fængsler, arrester, udslusningsfængsler, udrejsecentre og kontrolafdelinger fordelt i hele Rigsfællesskabet. Vores direktør skal være synlig og tilstedeværende i organisationen og hos de mange interessenter, kriminalforsorgen har, hvilket kræver, at der bruges tid på vejene.
Som en stor statslig driftsorganisation med mere end 100 lokationer råder kriminalforsorgen over en stor køretøjsflåde bestående af ca. 500 biler, som understøtter både kerneforretningen og de administrative enheder.
Om opgaverne Som chauffør i Direktoratet for Kriminalforsorgen er det din primære arbejdsopgave at transportere direktøren. Dette indebærer kørsel til møder og andre aktiviteter i hele landet. Du vil også skulle bistå med praktiske gøremål under turene efter behov.
Når der er perioder uden kørsel, vil du også skulle bistå med øvrige opgaver i huset fx varetagelse af opgaver i relation til styring og vedligeholdelse af kriminalforsorgens omfattende bilflåde, som er et område kriminalforsorgen blandt andet kommer til at opprioritere de kommende år, som følge af den grønne omstilling.
Stillingen vil organisatorisk høre under Center for Ejendomme i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Center for Ejendomme har ansvar for byggeri, renovering, vedligehold og facility management og har også ansvaret for kriminalforsorgens køretøjer.
Om dig Det forventes, at du har kørekort til personbil. Det forventes endvidere at du har gode køretekniske færdigheder, herunder et godt overblik og evne til at læse trafikken og planlægge kørslen. Du har erfaring med at arbejde som chauffør for en VIP som fx en minister, erhvervsleder eller lign. Derudover forventer vi, at du:
- Har gennemgået og bestået politiets køretekniske kursus.
- Er præsentabel og loyal.
- Er pålidelig, ansvarlig og udfører arbejdet yderst professionelt.
- Er serviceminded og fleksibel.
- Trives med og er indstillet på meget varierende arbejdstider og skiftende arbejdssituationer.
Du skal være omstillingsparat og fleksibel, og du skal have mulighed for med kort varsel at tilpasse din arbejdsdag. Arbejdstiden vil primært være i dagtimerne i hverdagene, men der må påregnes både arbejde på skæve tidspunkter og ture med overnatning.
Løn- og Ansættelsesvilkår Ansættelse og afløning sker i henhold til den enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt organisationsaftale for Vagtfunktionærer i staten mv. Der er tale om en fuldtidsstilling.
Som chauffør er du omfattet af cirkulære om fridage og særligt tillæg for ministerialbetjente m.fl., der virker som chauffører for ministre eller visse styrelseschefer (jf. cirkulære nr. 163 af 8. oktober 1982). Det indebærer, at du ydes et særligt pensionsgivende tillæg på 110.800 kr. i årligt grundbeløb (marts 2012- niveau), hvilket svarer til 11.339,15 kr. pr. måned i aktuelt niveau (april 2024-niveau). Tillægget ydes som godtgørelse for, at du ikke er omfattet af arbejdstidsreglerne for statens tjenestemænd og bestemmelserne om natpenge, godtgørelse for tjeneste på lørdage, søn- og helligdage og godtgørelse for delt tjeneste. Det betyder, at du ikke har en højeste tjenestetid, ligesom stillingen indebærer skiftende arbejdstider, herunder aften- og weekendarbejde.
Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen. Arbejdsstedet er Strandgade 100, 1401 København K.
Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse
Ansøgning Stillingen søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”.
Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest
torsdag den 9. januar 2025.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du ved samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister. Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV, f.eks. ansættelsesbeviser.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretær for direktøren Gitte Bonde på 7255 4102.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.