Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43
Projektleder til udvikling af fremtidens s-bane
Fuldtid
Permanent
Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, Danmark
ID: 2788905
|
Indrykket for 2 dage siden
Drømmer du om at arbejde i spændingsfeltet mellem politik, udvikling og teknologi? Så kig nærmere på denne stilling, hvor du også har mulighed for at være med til at fremme udviklingen af fremtidens grønne jernbane.
Vi leder lige nu efter en projektleder, der vil være med til at drive vores projekt, om at skabe rammerne for førerløs drift på s-banen. Her har du mulighed for at prøve kræfter med projektledelse og processtyring i en politisk organisation og styre et stort infrastrukturprojekt i forundersøgelsesfasen.
Du bliver en del af en sektion, hvor bl.a. 20 projektledere hver dag arbejder med at planlægge fremtidens grønne jernbane. Anlægsudvikling er en sektion i vækst med stort fokus på kompetenceudvikling, og det er vigtigt for os, at du udvikler dig og trives med dine opgaver. Vi vil derfor så vidt som muligt tildele dig projekter efter dine interesser og viden.
I alt består Anlægsudvikling af ca. 40 medarbejdere fordelt på fire teams. Udover projektledere rummer sektionen mange andre fagligheder, og vi sætter pris på alles input og supplerer hinanden i hverdagen. Vi har en uformel omgangstone, og alle kan tale med alle. Udover det faglige har vi fokus på at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor vi støtterhinanden og har let til grin og smil.
Spændende projekt og stort ansvar
Som projektleder i Anlægsudvikling får du sammen med tre andre projektledere ansvaret for planlægningsfasen af projektet vedrørende fremtidens fuldautomatiserede s-bane.
I samarbejde med dine projektlederkolleger bliver det din opgave at undersøge, hvordan sikkerhed på s-banen kan bibeholdes, selvom s-togene kører fuldautomatisk. Det betyder blandt andet, at der skal undersøges opsætning af hegn langs den 170 km lange banestrækning, ligesom der skal findes en løsning, hvor niveaufri adgang til toget sikres. Det er bare to af de opgaver, der skal løses gennem projektforløbet.
Der er en stor politisk bevågenhed på fremdriften i projektet. Det er derfor nødvendigt, at du hele tiden har styr på dit projekts tidsplan og økonomi gennem udarbejdelse og vedligeholdelse af milepælsplaner, budget og prognoser samt har blik for både interessanthåndtering og risikoanalyse.
Her er hvad to af dine kommende kolleger siger om at arbejde i Anlægsudvikling:
”Jeg oplever, at Banedanmark viser os projektledere stor tillid. Det er fedt at være i en organisation, hvor der er råderum til at sætte sit eget præg på projektet, og hvor man aldrig bliver ladt i stikken, hvis man har brug for hjælp til at løse sine udfordringer." - Ann Christina Schultz, projektleder.
”Det spændende i jobbet er både at få projektledererfaringen samtidig med, at man er i en stor, politisk styret organisation og kommer helt tæt på det politiske liv. Det er en super fed kombination, som åbner op for mange udviklingsmuligheder.” – Alexander Leander Knudsen, juniorprojektleder.
Struktureret projektleder med en skarp pen
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse noget teknisk, politisk eller noget tredje. Der er gavnligt, hvis du har erfaring med projektledelse. Vi tilpasser rollen efter dit erfaringsniveau.
Vi forventer, at du er i stand til at arbejde procesorienteret og struktureret samt har et langsigtet perspektiv og en god forståelse for komplekse sammenhænge. Du er en dygtig facilitator, der kan strukturere, samle, sortere i og formidle andres input – også når disse ligger udenfor din egen faglighed.
Vi lægger vægt på, at du er opsøgende i forhold til at få projektets leverancer i hus og motiveres af at kaste dig ud i nye komplekse opgaver og få dem til at lykkes.
Da vores hovedleverancer er skriftlige produkter i form af indstillinger, beslutningsoplæg og notater er det ydermere et krav, at du kan formulere dig klart, sammenhængende og fejlfrit på dansk.
Vi forventer ikke, at du ved noget om jernbaner inden du starter, men du skal naturligvis være indstillet på at sætte dig ind i de faglige input, der er relevante for dine projekter.
Din nye arbejdsplads og dine kollegaer
Banedanmark er en af Statens største styrelser, hvor mere end 3.500 medarbejdere hver dag sikrer, at Danmarks jernbane udvikles, driftes og vedligeholdes. På hovedkontoret ved Dybbølsbro i København sidder sektionen Anlægsudvikling, hvis fornemmeste opgave er at oversætte idéoplæg og kommissorier til konkrete beslutningsoplæg, der giver politikerne grundlag for at træffe beslutninger om udformningen af fremtidens jernbane.
Vi har fokus på work-life balance og Banedanmark tilbyder også fitnessrum, Falck Health Care sundhedsordning og mulighed for at arbejde hjemmefra i perioder, hvor opgaverne tillader det.
Der er plads til alle, og der er i Banedanmark fokus på diversitet og mangfoldighed. Vi har bl.a. tilsluttet os det europæiske initiativ Women in Rail.
Løn
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 4.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer, samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt teamleder Julie Josefine Feddersen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.