Er du servicemindet, kan du arbejde selvstændigt, har du erfaring med regnskabshåndtering og kan lide en alsidig hverdag, så læs mere om dette spændende job hos Naturstyrelsen med kontor i Gråsten. Naturstyrelsen har 16 lokale enheder over hele landet og i den østlige del af Sønderjylland har vi til huse i Gråsten. Enheden Sønderjylland forvalter 10.500 ha skov- og naturarealer fra grænsen og op til nord for Haderslev. Vi arbejder med en meget bred vifte af opgaver, der knytter sig til forvaltning af arealerne. Det gælder friluftsliv, skovdrift, forvaltning af urørt skov, klima-lavbundsprojekter, naturgenopretning og naturpleje.
Hovedfokus i stillingen er todelt. På den ene side bogføring, fakturering, afstemning/opfølgning, debitor- og debitorhåndtering samt kørselsregnskab. Derudover hjælp med indkøb, forbrugsregninger og andre generelle regnskabsopgaver. På den anden side sekretæropgaver som journalisering, telefonpasning, mødehåndtering og ansvar for enhedens kontorfaciliteter. Der vil være kontakt med borgere i forhold til generelle spørgsmål om booking, ophold i naturen og andre forespørgsler. Du vil i stillingen få rig mulighed for at bruge og udvikle din evne til samarbejde og koordinering ved f.eks. at bidrage til udarbejdelse af informationsmateriale, oplysningsskilte, håndtering af kontrakter og lignende i samarbejde med øvrige kolleger på enheden. Endvidere forventes det, at du er serviceorienteret og er indstillet på at bidrage til at løse opgaver på tværs af de forskellige faglige kompetencer hos enheden.
Din profil - Du har en kontoruddannelse.
- Du har erfaring med regnskabsopgaver gerne fra anden offentlig styrelse.
- Du har gode samarbejdsevner og kan lide at hjælpe kolleger.
- Du er servicemindet såvel indadtil i relation til kolleger som udadtil i relation til borgere og brugere.
- Du er god til at bevare overblikket og til at få afsluttet opgaver.
- Du kan lide at arbejde selvstændigt.
- Du har godt humør og ser tingene fra den lyse side.
Vi tilbyder Naturstyrelsen er en stor organisation med gode udviklingsmuligheder. På enheden Sønderjylland har vi en uformel tone og højt til loftet. Du får spændende arbejdsopgaver og efter en god introduktion til dine opgaver, får du et job med stor selvstændighed. Endvidere får du hos Naturstyrelsen Sønderjylland et job, hvor du skal samarbejde med dygtige og engagerede kolleger med mange forskellige fagligheder.
Stillingen er berammet til 37 timer/uge, der kan evt. laves aftale om 32 timer/uge.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK).
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Naturstyrelsen Sønderjylland, Felstedvej 14, 6300 Gråsten.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Yderligere oplysninger Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skovrider Inge Gillesberg på tlf. nr. 40 33 99 95.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen ved at sende dine oplysninger vedlagt ansøgning og CV senest den
9. april 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 23. april 2025. Som forberedelse til samtalen vil du blive bedt om at udfylde en simpel personprofil og du vil også blive bedt om at forholde dig til en case.