Patent- og Varemærkestyrelsen har en åben stilling i vores Økonomiafdeling. Vi søger en ny kollega på regnskabsområdet, der kan sikre en stabil drift og har lyst til at arbejde med regnskabs- og journaliseringsopgaver.
Om jobbet Vi leder efter en medarbejder, der hurtigt kan træde ind i rollen, tage ansvar for opgaveløsningen og sikre en stabil drift af afdelingens regnskabs- og journaliseringsopgaver.
Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte følgende:
- Registrering af indbetalinger fra styrelsens kunder
- Afstemninger
- Lettere regnskabsopgaver
- Journalisering af indkomne rettighedsansøgninger i styrelsens sagssystemer
- Fremsøgning af sager
Du vil arbejde tæt sammen med dine kollegaer i teamet og på sigt have mulighed for at udvide din opgaveportefølje alt efter dine interesser og kompetencer.
Om dig Vi forestiller os, at du er kontoruddannet gerne kombineret med erfaring inden for regnskab og/eller sagsbehandling, samt at du har kendskab til Navision.
Vi anvender de fælles statslige systemer (fx Navision Stat, IndFak og RejsUd) og følger de statslige bevillings- og regnskabsregler. Erfaring med disse systemer og kendskab til reglerne er en fordel men ikke et krav.
Derudover ser vi gerne, at du:
- Har regnskabsmæssig forståelse (du kender til debet og kredit) og har god talforståelse
- Er glad for at have orden i sagerne og motiveres af at nå til bunds i fakturaerne
- Trives med opgaver, der til tider er rutinepræget
- Er grundig og arbejder systematisk
- Føler og tager ansvar for opgaver
- Er serviceorienteret, imødekommende og gerne vil hjælpe dine kollegaer – også når der er travlt.
- Er fortrolig med Microsoft Office-pakken
Om os Patent- og Varemærkestyrelsen er en dynamisk, moderne og markedsorienteret del af Erhvervsministeriet. Det er styrelsens mission at hjælpe virksomheder med at gøre idéer til aktiver. Vores kerneopgave består i at behandle ansøgninger om patenter, brugsmodeller, varemærker og designs, og vi arbejder for at sikre, at danske virksomheder har rettighederne til deres egne idéer, så vi skaber de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling – både i og udenfor Danmarks grænser. Fælles for alle vores medarbejdere er, at de yder en kvalificeret og professionel service i en forretnings- og kundeorienteret organisation.
Økonomienheden består af 12 engagerede medarbejdere, og du bliver en del af en enhed med dygtige og hjælpsomme kollegaer, hvor vi har en fin balance mellem humor, personligt engagement og høj faglighed. Vi arbejder i et moderne hus med åbne kontorer, stemningen er præget af en uformel omgangstone, vi værner om hinandens trivsel og prioriterer det gode arbejdsmiljø. I Patent- og Varemærkestyrelsen har vi bl.a. en personaleforening, som står for forskellige sociale arrangementer, en massageordning, træningsfaciliteter, en lækker kantine samt mulighed for fleksible arbejdsfællesskaber i form af hjemmearbejde – omfanget heraf er afhængigt af arbejdsopgaverne.
Vi er lokaliseret i henholdsvis Taastrup og Ikast – dit arbejdssted bliver i Taastrup.
Stillingen er på fuld tid med betalt frokostpause og fleksibel arbejdstid.
Information og ansøgning Lyder jobbet som noget for dig, så søg stillingen via knappen "søg stilling" nedenfor eller via vores hjemmeside
www.dkpto.dk/job senest 26. februar 2025. Læg venligst CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag ind i systemet sammen med din ansøgning.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Du ansættes efter gældende overenskomst mellem HK Stat og Finansministeriet. I forbindelse med ansættelse skal der fremvises straffeattest.
Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 10 og 2. samtaler i uge 11, og der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Jill Ahrensberg på tlf. 43508222 eller e-mail
[email protected].
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.