Stillingen som
retspræsident for Retten på Frederiksberg er ledig til besættelse snarest muligt.
Om stillingen Retspræsidenten er dommer og er som rettens øverste administrative chef ansvarlig for rettens bevillingsmæssige og administrative forhold. I den forbindelse skal retspræsidenten sørge for en effektiv og hensigtsmæssig drift og udvikling af retten og skal tage de fornødne initiativer til sikring heraf. Retspræsidenten træffer efter forhandling med rettens øvrige dommere bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og om sagernes administrative behandling.
De administrative og ledelsesmæssige opgaver i retten omfatter blandt andet organisering af arbejdet i retten, personaleledelse, kommunikation i forhold til pressen, rettens professionelle samarbejdspartnere, brugere og andre interessenter, bevillingsstyring, budgetlægning og budgetopfølgning, personaleadministration, it-drift og bygningsadministration samt ansvar for domstolenes enhed for udenlandsk forkyndelse.
Retspræsidenten bistås i det daglige arbejde med ledelsesmæssige, personaleadministrative og andre administrative opgaver af en administrationschef, en sekretariats- og funktionschef og ca. 3 kontorfunktionærer inkl. en afdelingsleder.
Retten har ca. 125 medarbejdere, heraf 14 dommere inkl. retspræsidenten.
Læs mere om Retten på Frederiksberg på
www.domstol.dk/frederiksberg/.
Kvalifikationer Som retspræsident skal du:
- være dommer eller kvalificeret til at blive dommer, jf. retsplejelovens §§ 42 og 43
- nyde kollegial og faglig respekt blandt rettens øvrige dommere
- have gode evner for strategisk ledelse samt formå at omsætte Danmarks Domstoles overordnede mål og værdier til konkrete handlingsplaner for rettens arbejde
- have gode evner for organisering af arbejdet i en stor organisation med mange fagprofessionelle
- have gode evner for personaleledelse, herunder særligt for ledelse af og samarbejde med dommere
- have økonomisk indsigt og forståelse
- være god til at træffe beslutninger og til at føre dem ud i livet
- være en stærk kommunikator.
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelse som retspræsident sker på tjenestemandsvilkår.
Stillingen som retspræsident for Retten på Frederiksberg er klassificeret i lønramme 39. Til stillingen er endvidere knyttet et personligt tillæg. Den samlede løn i stillingen udgør for tiden 109.179 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. april 2025).
Pensionsbidraget udgør 17,1 pct af det personlige tillæg, hvoraf en tredjedel regnes som egetbidrag.
Yderligere oplysninger om de formelle krav for udnævnelse i dommerstillinger mv. kan ses under punktet ”Job” i topmenuen på
www.domstol.dk.
Ansøgning Stillingen søges elektronisk på
www.domstol.dk under punktet ”Job” i topmenuen.
Du skal vedlægge curriculum vitae, en evt. landsretsudtalelse, et vellignende digitalt foto samt evt. yderligere udtalelser. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet
senest den 3. april 2025. Ansættelsessamtaler i Dommerudnævnelsesrådet forventes at blive afholdt den 15. maj 2025 og eventuelt også den 26. juni 2025.
Forinden forventes afholdt samtale med et bedømmelsesudvalg ved Retten på Frederiksberg. Indkaldelse til samtaler må påregnes at ske med kort varsel.
Et konsulentfirma kan medvirke under ansættelsesproceduren. Til brug for gennemførelse af et eventuelt testforløb skal fortrolig e-mail-adresse samt telefonnummer oplyses i ansøgningen.
De ansøgere, der har været til samtale, vil modtage særskilt information om den videre procedure ved stillingsbesættelsen samt om et eventuelt testforløb efter Dommerudnævnelsesrådets møde den 15. maj 2025.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Dommerudnævnelsesrådets sekretariat på
[email protected]. Specifikke spørgsmål til stillingen kan rettes til vicepræsident P.G. Jensen på
[email protected].
Dommerudnævnelsesrådet forventes at træffe endelig beslutning om, hvem der indstilles til stillingen på sit møde den 26. juni 2025. Rådets indstilling offentliggøres på hjemmesiden den 27. juni 2025, kl. 14.00. De ansøgere, der har været til samtale, orienteres telefonisk mellem kl. 13.00 og kl. 13.30.
Dommerudnævnelsesrådet afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Yderligere oplysninger om rådet findes på
www.domstol.dk/dommerudnaevnelsesraadet. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger
her.
Yderligere oplysninger om de formelle krav for udnævnelse i dommerstillinger, proceduren ved stillingsbesættelse mv. kan ses på
www.domstol.dk under "Job".
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.