Bliv del af en sang- og musikglad kirke, hvor det musikalske prioriteres og værdsættes. Her er glæde i hverdagen, god akustik, bredde i genrerne, samarbejdende kollegaer og et lyttende menighedsråd.
Vi er en bredt favnende sognekirke, som forkynder livsnært og vedkommende både gennem musik, ord og handling.
Vi søger en pædagogisk musiker, som har lyst til at stå for og videreudvikle Husumvold kirkes børnemusiske tilbud. Vi har en god tradition for, at børnene både synger rytmisk og også får åbnet til ord og stemning i mere traditionel salmemusik.
Vi har et ønske om, at du som ansøger har interesse i kirkens indhold og liv, og at du vil indgå aktivt i det gode og stærke samarbejde, kirken har med Husumvold menighedsbørnehave.
Du vil komme til at varetage kirkens babysalmesang (ugentligt i sæsoner) og børnehavekor (hver 14. dag), og du vil medvirke til familiegudstjenester (11*årligt) og børnehavegudstjenester (4*årligt). Derudover er der afsat tid i stillingen til nye initiativer, som fx kunne være familiefællessang, opførelse af musical eller sommersang-camp. Vi er spændte på at høre om dine idéer til børnemusiske tilbud i kirken.
Vi håber desuden på sigt, at stillingen også kan indeholde børnekor.
Du kan spille på klaver (og evt. andre instrumenter) til fællessang (evt. med becifring), spille til enkelte akkompagnementer til korsatser, synge og demonstrere melodier og stemmer. Vi forestiller os, at du har AM eller en anden pædagogisk musikuddannelse fra konservatoriet, eller at du er uddannet fra Kirkemusikskolen.
Stillingen er på 12 timer om ugen fra 1. november 2024.
Løn efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist er d. 16. september 2024 kl. 12. Ansøgningen sendes til [email protected]
Ansættelsessamtaler afholdes fredag d. 27. september 2024.
Ring gerne, hvis du har spørgsmål, til sognepræst Line Bjørn, tlf. 61201898
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir