Vil du være med til at sætte retning for udviklingen af sundhedsvæsenet sammen med os? Har du gode lederevner og lyst til at lede højt kvalificerede og engagerede medarbejdere? Har du stærke planlægningskompetencer og ønsker at bringe dem i spil på nationalt niveau? Så er du måske vores nye sektionsleder i Enheden National sundhedsplan og folkesundhedslov.
Om Enheden National sundhedsplan og folkesundhedslov Enheden National sundhedsplan og folkesundhedslov er en nyetableret enhed i Sundhedsstyrelsen. Vi skal være med til at løfte vigtige initiativer i sundhedsreformen indenfor national planlægning af sundhedsvæsenets indretning, som skal omstille sundhedsvæsenet til et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi arbejder også med folkesundhed på strukturelt niveau, og hvordan man kan skabe rammer og betingelser, som fremmer sundhed og trivsel.
Som sektionsleder får du sammen med enhedschefen og din sektionslederkollega ansvar for opgaver af væsentlig strategisk karakter, og vi vil I fællesskab tilrettelægge opgaveporteføljen imellem os. Du får personaleansvar for halvdelen af enhedens cirka 20 medarbejdere.
Din hverdag hos os Du vil få en central rolle med mulighed for at sætte dit aftryk i det daglige og samtidig strategisk påvirke udviklingen i sundhedsvæsenet i samarbejde med dygtige medarbejdere, den øvrige ledelse i enheden og Sundhedsstyrelsen samt øvrige aktører. Ikke to dage er ens, og du vil blive leder for opgaver med stor bevågenhed, hvor der er både mulighed og forventning til, at vi samarbejder.
Du bliver en del af en enhedsledelse, som værdsætter godt samarbejde, en uformel tone og højt humør. Også på tværs af ledelsesgruppen i Sundhedsstyrelsen vil du opleve et godt kollegaskab og stor lyst til samarbejde og fællesskab.
Dine primære arbejdsopgaver vil være at:
- varetage faglig ledelse og personaleledelse af engagerede og fagligt dygtige medarbejdere med samfunds- og sundhedsfaglige baggrunde
- varetage ledelse og strategisk udvikling indenfor enhedens ansvarsområder. Opgaverne varierer og kan bl.a. bestå i udarbejdelse af analyser, udvikling af faglige anbefalinger og sekretariatsbetjening af faglige udvalg
- koordinere på tværs af Sundhedsstyrelsen og med Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden for dine opgaveområder
- skabe netværk og samarbejde med eksterne aktører og faglige miljøer
- repræsentere Sundhedsstyrelsen eksternt i fagligt arbejde, ved konferencer, i medier mv.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer Du har en relevant lægefaglig uddannelse fx som speciallæge i samfundsmedicin og erfaring med ét eller flere af enhedens faglige områder, gerne med sundhedsplanlægning på forskellige forvaltningsniveauer.
Derudover forventer vi, at du har:
- lyst til og evner at lede, samt at du bidrager til et tillidsfuldt, inspirerende og dialogbaseret samarbejde med medarbejderne
- blik for at bringe andres kompetencer i spil og er god til at prioritere og sætte retning på opgaverne samt skabe motivation og engagement hos medarbejderne
- stærke samarbejds- og kommunikationsevner og er i stand til at skabe og vedligeholde gode relationer internt og eksternt
- erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem faglighed og politik
- praktisk erfaring fra sundhedsvæsenet.
Om ansættelsen Ansættelse forudsætter speciallægeanerkendelse.
Ansættelse sker som overlæge i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er placeret i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse kan ske på åremål i 5 år.
Kontakt os gerne Du er meget velkommen til at ringe til enhedschef Tanja Popp på tlf. 21510177, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Er du interesseret? Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Første samtale forventes afholdt i uge 13 og 2. samtale forventes afholdt i uge 14. Du kan læse mere om os på
sst.dk.