Vil du have en central rolle i Fødevarestyrelsens arbejde for at fremme sikre og bæredygtige fødevarer? Vil du være en del af ledelsen i en enhed, hvor vi hver dag arbejder med at omsætte politiske beslutninger til virkelighed fra jord til bord for virksomheder og forbrugere? Så har vi en spændende stilling til dig som sektionsleder i Foder- og Fødevaresikkerhed.
Vi tilbyder
Fødevarestyrelsen er en dynamisk arbejdsplads, hvor vi er stærkt optaget af at skabe værdi for hele samfundet. Vores indsats omfatter fire hovedområder: Regulering og kontrol, information og vejledning, beredskab samt EU og internationalt samarbejde. De forandringer, der sker ude i verden og i Danmark, påvirker hele vores område og stiller konstant nye krav til os og til måden, vi varetager vores myndighedsrolle og understøtter de politiske beslutninger.
Vi tilbyder alsidige arbejdsopgaver, hvor du får rig mulighed for at udvikle dig, og hvor dine kompetencer og erfaringer inden for styring og ledelse vil blive udnyttet og udfordret. Vi er ambitiøse og stiller krav til hinanden og søger gennem tillid at skabe en god sammenhængskraft i organisationen. Du får derfor en varieret arbejdsdag i et godt arbejdsmiljø med en uformel atmosfære – sammen med engagerede kollegaer. Vi sætter en høj faglig standard, værdsætter tværgående samarbejde og har stort fokus på godt lederskab.
Du kommer til et indgå i et lederteam, som aktuelt består af en enhedschef og tre sektionsledere.
Om dig og stillingen
Den aktuelle stilling er som leder af sektionen Microzoonose, der arbejder med mikrobiologiske forureninger i fødevarer og fødevarebårne zoonoser. Sektionen består af 14 medarbejdere og er opdelt i to teams. De to teams arbejder bl.a. med indsatser overfor salmonella og campylobacter fra jord til bord, overvågning for resistente bakterier, håndtering af fund af bakterier, vira og parasitter i fødevarer og koordinering af Fødevarestyrelsens analytiske kontrol.
Ledelseserfaring fra en lignende stilling vil være en stor fordel. Det er også vigtigt, at du er engageret, har lyst til at udvikle dig og ikke er bange for forandringer. Sparring, uddelegering og udvikling af medarbejdere bliver en vigtig del af din arbejdsdag. Du har kendskab til offentlig forvaltning og har fra tidligere jobs vist, at du er politisk tænkende og kan omsætte strategier til konkrete projekter og praksis. Det vil være en fordel, hvis du er vant til at begå dig i et internationalt miljø og har erfaring med forhandlinger i EU-regi og internationale fora.
Du har masser af gå-på-mod, godt humør og omgås mennesker på en anerkendende måde. Som person holder du af forandringer og at finde nye løsninger. Du er nysgerrig og proaktiv og udfordrer vanetænkning på en konstruktiv måde. Du evner at skabe netværk og løse opgaver på en måde, hvor du samtidig balancerer faglige, politiske og økonomiske hensyn.
Åbenhed er centralt i din ledelsesstil. Du er handlekraftig, kan bevare roen og træffe ansvarlige beslutninger - også i pressede situationer. Derudover trives du med at håndtere henvendelser fra medier og presse.
Du har en samfundsvidenskabelig eller naturvidenskabelig akademisk uddannelse.
Dine vigtigste opgaver bliver, at
• prioritere og skære opgaverne til, så kvaliteten og tidsfristerne passer til ressourcerne
• sikre fremdrift i opgaveløsningen gennem uddelegering og opfølgning
• have blik for effektive sagsgange, herunder hvordan dine medarbejdere bedst indgår i tværgående samarbejder
• inspirere til og understøtte videndeling og være tydelig i din kommunikation, når du sætter retning
• fastholde overblik og den strategiske retning i en travl hverdag
Om os i Foder – og Fødevaresikkerhed
Enheden består p.t. af 45 engagerede medarbejdere med mange forskellige faglige profiler. Foruden sektionen Mikrozoonose har vi Hygiejneteamet og Teamet for Animalske Biprodukter. Herudover har vi i enheden ansvaret for Fødevareberedskabet, og ved årsskiftet overtog vi ansvaret for Fødevarestyrelsens samlede forskningskoordinering, herunder aftalerne med universiteterne om den forskningsbaserede myndighedsbetjening.
EU-møder herunder forhandlinger i EU-regi og andet internationalt arbejde fylder en del i kontorets hverdag.
Til enhedens daglige opgaver hører også minister- og departementsbetjening samt løbende samarbejde med brancheorganisationer og andre myndigheder.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte enhedschef Lene Mølsted Jensen på telefon 722 76 722.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker som chefkonsulent med personaleansvar efter den gældende overenskomst for akademikere i staten mellem Skatteministeriet og en række AC-organisationer. Der vil være mulighed for tillæg efter kvalifikationer.
Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt CV, kopi af eksamensbevis og eventuelle andre relevante bilag online i vores rekrutteringssystem senest søndag den 13. april 2025.
Vi forventer at afholde to samtalerunder, henholdsvis den 28./29. april og den 7. maj. Test vil indgå som en del af rekrutteringsprocessen i forbindelse med anden samtalerunde.
Læs mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir