Vil du være med til at gøre en forskel i det danske sundhedsvæsen? Kan du tænke strategisk, skabe struktur og fremdrift og motiveres du af en alsidig opgave portefølje? Så er stillingen som specialkonsulent for centerledelsen i Juliane Marie Centret måske noget for dig.
Juliane Marie Centret (JMC) er Rigshospitalets højt specialiserede center for syge børn og unge, for graviditet, fødsel og fertilitet, gynækologi, vækst og reproduktion samt kirurgi på børn. Med ca. 1500 medarbejdere fordelt på seks specialiserede afdelinger arbejder vi hver dag for, at sikre patienter og familier får den bedste behandling og et sammenhængende forløb, baseret på en familiecentreret tilgang, som understreger vores fokus på at være til gavn for vores patienter og det samlede danske sundhedsvæsen.
Centerledelsen består af centerdirektør Jesper Erdal og centervicedirektør Mette Friis, som du vil indgå i tæt samarbejde med, sammen med et stærkt team bestående af sekretær, HR, økonomi- og planlægningsfunktioner. Tempoet er højt, ikke alle dage ligner hinanden, og der er også plads til grin og fællesskab.
Dine opgaver Din opgaveportefølje er bred, og du skal derfor trives godt i en generaliststilling, hvor du skal mestre opgaver af både praktisk administrativ, operationel og strategisk karakter. Konkrete opgaver er fx
- Understøttelse og planlægning af centerledelsens aktiviteter
- Deltage i og understøtte igangsættelse og styring af strategiske og organisatoriske udviklingsprojekter, samt opfølgning herpå
- Sekretariatsbetjening af centerrådet, der består af alle afdelingsledelser i JMC samt centerledelsen
- Sagsbehandling af høringer, regionale henvendelser og politiske spørgsmål
- Praktisk planlægning/gennemførelse af strategiske, organisatoriske og ledelsesmæssige tiltag i centret
- Bindeled for centrets internationale samarbejde med andre børnehospitaler i Europa i samarbejde med staben i Mary Elizabeths Hospital
Der vil være et tæt samarbejde med projektorganisationen i Mary Elizabeths Hospital, som er et nyt hospitalsbyggeri for børn, unge og gravide under opførelse. Frem mod 2027, hvor der er indflytning i den nye bygning, skal aktiviteter på tværs af Rigshospitalet samtænkes og danne grundlaget for drift af Mary Elizabeths Hospital.
Vi lægger vægt på, at du: - kan arbejde selvstændigt, resultatorienteret og er god til at tænke fremad
- har et højt niveau af sans for detaljer og kvalitetssikring og samtidig formår at hæve dig op i helikopterperspektivet
- evner at planlægge, koordinere og arbejde struktureret
- finder gode løsninger, tager ansvar, er proaktiv og følger opgaverne til dørs
- er udadvendt og kan arbejde sammen med mange forskellige faggrupper
- har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau og minimum nogle års erhvervserfaring fra en større organisation
- er god til at formulere dig såvel skriftligt som mundtligt – også på engelsk
- bidrager til godt humør og et godt arbejdsmiljø, også i en til tider travl hverdag
Du skal have organisatorisk og strategisk flair, være hurtig til at sætte dig ind i komplicerede sundhedsfaglige eller politiske problemstillinger, og have generelle sagsbehandlerkompetencer.
Vi forventer, at du fleksibelt og proaktivt bidrager til opgaver, uanset om behovet er strategisk eller praktisk.
Vi kan tilbyde: - en spændende arbejdsplads, hvor du dagligt vil komme til at håndtere centrale arbejdsopgaver med indflydelse på afgørende beslutninger – både for centret og for de enkelte afdelinger
- indflydelse på tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver og stort set selvstændigt ansvar
- et tværfagligt miljø i tæt kontakt med en højt specialiseret sundhedsfaglig dagligdag
- mulighed for at være med i udviklingen af et sundhedsvæsen i transformation
- et godt arbejdsmiljø, hvor vi griner og bakker hinanden op, også når hverdagen er udfordrende
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerdirektør Jesper Erdal på mail:
[email protected] eller tlf. 3545 3852 eller centervicedirektør Mette Friis på mail:
[email protected] eller tlf. 3545 4229.
Tiltrædelse pr. 1. marts 2025.
Ansøgningsfristen er
torsdag d. 23. januar 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 5.
Ansøgningen skal vedhæftes curriculum vitae samt relevante eksamenspapirer.
Søg stillingen via linket på siden.
Stillinger i Juliane Marie Centret er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har
blank børneattest. Centret indhenter børneattesten hos Rigspolitiet, efter samtykke fra ansøger.
Rigshospitalet er en
røgfri arbejdsplads.
Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.