Har du lyst til at arbejde med analyser og ressourcestyring i en bærende samfundsinstitution? Og vil du arbejde i en organisation, der værdsætter høj faglig kvalitet og tilbyder masser af ansvar? Domstolsstyrelsen er en del af Danmarks Domstole og har til opgave at udvikle og administrere domstolene. Vi arbejder for ret og retfærdighed, fx ved at bidrage til rammer, der understøtter kortere sagsbehandlingstider til gavn for retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed. Danmarks Domstole består af 24 byretter, de overordnede retter, en række øvrige retter, råd og nævn samt Domstolsstyrelsen. Dertil kommer domstolene på Færøerne og Grønland.
Vi tilbyder en alsidig stilling på en arbejdsplads, der er kendetegnet ved høj faglig kvalitet, professionalisme og arbejdsglæde. Desuden tilbyder vi:
- En interessant og afvekslende hverdag i en vigtig samfundsinstitution, hvor du løbende bliver udfordret fagligt med nye opgaver mv.
- Sparring med og oplæring fra dygtige kolleger og chefer.
- En uformel og udviklingsorienteret arbejdsplads, der er kendetegnet ved engagement og samarbejde.
I Økonomi og Analyse bliver du en del af en engageret enhed, der har ansvar for domstolenes budget og bevillinger, herunder fastlæggelse af budgetter til retterne og den løbende budgetopfølgning samt bidrag til finanslovsarbejdet på domstolsområdet. Endvidere udarbejder vi i enheden statistikker, årsnøgletal og anden ledelsesinformation samt forskellige analyser relateret til domstolene. Økonomi og Analyse er en del af Center for Ressourcestyring. I enheden er vi 8 AC-medarbejdere og en chef. Vi motiveres af at levere velunderbyggede og skarpe beslutningsgrundlag i fællesskab og dele vores viden med andre.
Hvad kommer du til at arbejde med? Du vil bl.a. skulle arbejde med besvarelse af folketingsspørgsmål, vurdering af økonomiske konsekvenser af lovforslag og politiske initiativer mv. til Justitsministeriet, sager til Domstolsstyrelsens direktion og andre fora, intern økonomistyring på styrelsens område og eventuelt også på det øvrige domstolsområde. Herudover skal du bidrage til håndtering af en del af det betydelige antal ad hoc-sager, som enheden løbende håndterer, herunder bl.a. spørgsmål fra fx retterne og andre interessenter relateret til økonomistyring og ledelsesinformation på domstolsområdet.
I enheden arbejder vi herudover med fastlæggelse af budgetter for domstolene og løbende opfølgning herpå samt mål- og resultatstyring.
Du er en generalist, der trives med en afvekslende arbejdsdag Du har en relevant samfundsfaglig kandidatuddannelse, fx cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.polit. eller cand.oecon. eller lignende og har interesse for økonomistyring og udarbejdelse af ledelsesinformation på det statslige område.
Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring – eventuelt fra lignende opgaver i en anden statslig myndighed.
Vi lægger vægt på, at du har følgende kvalifikationer:
- Du har gode analytiske evner og god talforståelse.
- Du er struktureret og grundig.
- Du er god til at formidle kompliceret stof kort og præcist både skriftligt og mundtligt.
- Du er fleksibel og har gode samarbejdsevner.
- Du har et stort engagement og et godt humør.
Vi er en del af en stor organisation, og mange opgaver løses i tæt samarbejde med kollegaer og ledelse både i styrelsen, retterne og Justitsministeriet. Det er derfor afgørende, at du er lydhør og interesseret i et tæt samarbejde med et bredt felt af interessenter, herunder særligt retternes ledelser samt chefer og kollegaer i styrelsen.
Løn og ansættelsesvilkår Du vil blive ansat som fuldmægtig efter statens overenskomst for akademikere indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer, herunder Danmarks Jurist- og Økonomiforbund.
Der vil være mulighed for at forhandle et tillæg afhængig af dine erfaringer og kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Vil du vide mere? Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef for Økonomi og Analyse Snorre Christian Krøjer på telefon 29 60 92 18.
Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen og Danmarks Domstole på
www.domstol.dk Ansøgning Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen” på siden.
Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte cv, relevante eksamenspapirer med karakterer og eventuelle udtalelser.
Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet
senest mandag den 7. april 2025 kl. 12.00. Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold mv.
Ansættelsessamtaler Vi forventer at holde indledende ansættelsessamtaler torsdag den 10. april og fredag den 11. april 2025 og eventuelt 2. samtaler med udvalgte kandidater torsdag den 24. april 2025.