Har du viden og kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed, og lyst til at arbejde med at højne sikkerheden i Slots- og Kulturstyrelsen og på Kulturministeriets område, så er muligheden der nu, da vi i Slots- og Kulturstyrelsens Koncern IT søger en medarbejder til arbejdet med cyber- og informationssikkerhed. Om Koncern IT Udover cyber- og informationssikkerhed arbejder vi i Koncern IT med drift, vedligehold og udvikling af styrelsens og en række koncernfælles IT-systemer på Kulturministeriets område. Koncern IT har dermed berøringsflader i hele Kulturministeriets koncern.
Vi er 20 kolleger med vidt forskellig baggrund og erfaring. Vi er organiseret i fire teams, og du vil få din gang i styringsteamet, hvor dine kolleger, udover cyber- og informationssikkerhed, også arbejder med porteføljestyring, økonomi, it-strategi mv.
Om jobbet Slots- og Kulturstyrelsen har en vigtig opgave med at sikre opfyldelse af kravene til statslige myndigheder inden for cyber- og informationssikkerhed. Vi arbejder derfor på at skabe den rette struktur på området og øge bevidstheden og opmærksomheden i forretningen om cyber- og informationssikkerhed. Vi løser både opgaver, der retter sig internt mod Slots- og Kulturstyrelsen og opgaver, der retter sig mod Kulturministeriets departement og institutioner.
Vi søger en ny kollega, som har viden og kompetencer inden for cyber- og informationssikkerhed på det organisatoriske plan og er stærk i at drive og udvikle processer. Du kan have tung erfaring på området, men du kan også være nyuddannet, men har det rigtige ’drive’ og ambitioner om at udvikle dig inden for området.
Du vil, i tæt samspil med kolleger i styringsteamet, få en nøglerolle i dette arbejde. Dine opgaver vil blandt andet bestå i:
- Fortsat implementering af ISO27001 og ISO27002
- Opfølgning på it-beredskab, GDPR- og informationssikkerheds-hændelser
- Risikovurderinger
- Udvikling, koordinering og drift af cyber- og informationssikkerhed i styrelsen og departementet
- Dialog, tilsyn og opfølgning i forhold til Kulturministeriets institutioner
- Sager, afrapporteringer og kommunikation til ledelsen i styrelsen og departementet.
Cyber- og informationssikkerhed er et område i markant udvikling, som har ledelsens opmærksomhed – og du vil derfor i dagligdagen være i tæt dialog med både it-chefen og styrelsens direktion.
Om dig Du tager initiativ, sikrer fremdrift, og har evnen til at skabe struktur i hverdagen. Vi lægger vægt på, at du har gode samarbejdsevner og er en dygtig formidler i skrift og tale. Kombinationen af tilsyns- og kontrolopgaver på den ene side og vejlednings- og rådgivningsopgaver på den anden, stiller store krav til dine relationelle kompetencer, hvis du skal få succes i rollen.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende for os, men det vil være en fordel, hvis du er AC’er eller kan dokumentere tilsvarende kompetencer og erfaring. Samtidig er det en fordel, hvis du har erfaring fra et ministerie eller en styrelse. Det vigtigste er dog, at du evner at sætte dig ind i et kompliceret og omfattende sagsområde.
Vi tilbyder Vi tilbyder en spændende og dynamisk arbejdsplads med engagerede kolleger, hvor faglig udvikling er i højsædet. Vi arbejder sammen som et stærkt team og prioriterer videndeling og kollega-sparring højt, så du vil ikke stå alene med faglige udfordringer. Såfremt du ikke kommer med stærke kompetencer på området, vil vi tilbyde den nødvendige oplæring og uddannelse, dels gennem kurser og dels ved kollegial oplæring.
Ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Staten og relevant organisation, med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til enhedschef Lars Fuglsang på tlf. 22 66 76 66. Send evt. en sms, så ringer vi dig op.
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk.
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på
www.slks.dk/job senest d. 26. januar. Du bedes vedhæfte CV og andre relevante bilag. Vi forventer at holde samtaler løbende med henblik på ansættelse d.1. april.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.