Har du erfaring med bygningsarkæologiske undersøgelser, restaurering og traditionel byggeteknik? Er du samtidig en dygtig projektleder med interesse for kulturhistorie og vil have chancen for at arbejde i et team med nogle af landets mest erfarne ruin-arkitekter, så skal du læse videre herunder.
Om jobbet Du skal i stillingen lede og varetage istandsættelse af historiske fortidsminder. Dine opgaver bliver særligt bygningsarkæologiske undersøgelser samt projektering og tilsyn med bevaringsarbejder på fortidsminder fra historisk tid, herunder fx Hammershus, Gurre slotsruin m.fl.
Du bliver en del af et mindre team, der har ansvar for vedligeholdelse og istandsættelse af fortidsminder. Arbejdet foregår dels ude på ruiner rundt om i landet dels på styrelsens adresse i København. Du kommer til at bidrage aktivt til at udvikle restaureringsområdet, og du vil medvirke til udvikling af styrelsens faglige praksis på området. Du skal desuden være med til at sikre den langsigtede viden på området.
Stillingen er forbundet med stort ansvar og selvstændighed og omfatter bl.a. projektledelse og økonomistyring af istandsættelsesprojekter, istandsættelse af fortidsminder fra historisk tid, samt sagsbehandling, ministerbetjening og andre administrative opgaver relateret til området.
Jobbet er forbundet med stor rejseaktivitet med ophold i alle afkroge af landet, og der bruges ofte 4-6 uger på feltarbejde ved istandsættelsen af hvert fortidsminde.
Stillingen er placeret i Slots- og Kulturstyrelsens Center for Slotte og Haver, som har ansvar for drift og vedligehold af en af Danmarks mest spændende ejendomsporteføljer. Styrelsen varetager sagsbehandling efter museumsloven og bygningsfredningsloven bl.a. istandsættelse af fortidsminder, herunder ruinerne af de middelalderlige klostre og borge.
Om dig Du har en akademisk baggrund som arkitekt, arkæolog eller tilsvarende og har indgående kendskab til dansk arkitekturhistorie.
Vi forestiller os desuden, at du:
- har byggeteknisk indsigt med viden om middelalderligt byggeri og materialer
- har erfaring med restaurering, bygningsarkæologiske undersøgelser og analyse af historiske bygninger
- anvender Microstation eller AutoCAD, som et selvfølgeligt værktøj i din arbejdsproces, og kan håndtere digital 3D rummelighed
- er hurtig og sikker i din skriftlige fremstilling
- har evnen til at gå i dialog og finde løsninger med mange forskellige typer interessenter omkring arkitektur og bygningsbevaring.
- Har kendskab til eller erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
Da der er en del rejseaktivitet i stillingen er det en forudsætning, at du har kørekort til alm. bil (B).
Vi tilbyder En arbejdsplads med mange dedikerede medarbejdere og spændende brugere. I Center for Slotte og Haver administrerer, vedligeholder, udvikler og aktiverer vi en række af landets væsentligste slotte, kulturbygninger og haveanlæg til glæde for landets borgere. Vi er en stor enhed, der fagligt spænder utrolig bredt – fra arkitekter, teknikere, vagter og gartnere, til arrangementskoordinatorer, udviklere og administrative medarbejdere. Du vil derfor få en bred berøringsflade med mange forskellige faggrupper.
Vi har en uformel omgangstone, et godt arbejdsmiljø og en fælles kærlighed til vores unikke ejendomme og haver.
Ansættelsesvilkår Der er tale om en stilling på fuld tid. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne eller anden relevant overenskomst.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Mia Thomsen på telefon 33 74 51 24 eller mail
mit@slks.dk eller enhedschef Christian Johansen på telefon 51 53 88 09 eller på mail
[email protected].
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen
www.slks.dk Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på
www.slks.dk/job senest den 16. februar 2025.
Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde jobsamtaler 20. og 24. februar.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.