Har du lyst til at arbejde med offentlig administration og forvaltning? Er du stærk på data og komplicerede beregninger? Har du mod på at gå i dialog med landets museer og rådgive dem om ny museumslov og tilskudsmodel? Så har du muligheden for at gøre det i samarbejde med engagerede kolleger i Slots- og Kulturstyrelsen.
Om jobbet Du skal sammen med kolleger i museumsteamet sikre, at de nuværende 95 statsanerkendte museer i Danmark lever op til gældende lovgivning og modtager det statstilskud, som de er berettigede til. Du skal medvirke til udvikling af en ny administrativ praksis efter den nye museumsreform er trådt i kraft pr. 1. januar 2025, herunder bl.a. implementering af en ny tilskudsmodel og udvikling af dataindsamling og analyse i forbindelse med et nyt tilsynskoncept. Du kommer desuden til at deltage i enheden, centeret og styrelsens tværgående indsatser.
Eksempler på konkrete arbejdsopgaver kan være:
- administrative og økonomiske opgaver i forbindelse med beregning og udbetaling af tilskud til museerne.
- deltagelse i udvikling og drift af et nyt it-system til indberetning af nøgletal og udregning af driftstilskud.
- rådgivning og vejledning af statsanerkendte museer inden for museums- og driftstilskudslov
- medvirken til sagsfremstillinger til det nye armslængdeorgan, Museumsnævnet.
- minister- og departementsbetjening.
Du vil få en bred kontaktflade i Slots- og Kulturstyrelsen, til Kulturministeriets departement og til museerne.
Om os Du bliver en del af enheden Museer og Folkeoplysning, hvor du vil få 20 engagerede kolleger med en stærk faglighed, et godt samarbejde og en uformel omgangstone. Vi arbejder målrettet og effektivt med vores opgaveportefølje. Enheden arbejder foruden med museumsområdet bl.a. med tilskudsadministration og tilsyn i højskolesektoren og på det zoologiske område, med folkeoplysning og med Kulturministeriets tilskud til kulturindsatser i kommunerne.
Enheden forbereder i samarbejde med Kulturministeriets departement politiske oplæg, bidrager til lovgivning, træffer afgørelser om aktindsigter og meget andet.
Om dig Du har en relevant akademisk uddannelse gerne inden for statskundskab, økonomi eller offentlig administration og har interesse for museer
Det vil være en fordel, hvis du har viden og interesse for museumsområdet og at du har kendskab til og erfaring med arbejdet i centraladministrationen. Vi forestiller os, at du har et par års erhvervserfaring, men du kan også være nyuddannet med interesse for forvaltning, administration og museer.
Vi ser gerne, at du,
- kan arbejde træfsikkert med økonomi, regneark og beregninger.
- har viden om dataindsamling og -analyse.
- har stærke mundtlige og skriftlige kompetencer og kan formidle budskaber kort og præcist med fokus på modtageren.
- har gode evner inden for strategi- og analysearbejde.
- er hurtigt til at sætte dig ind i IT-systemer og forståelse for databasearbejde.
Vi går selvfølgelig ud fra, at du er engageret og initiativrig, og at du evner at bevare overblikket og det gode humør i en travl hverdag. Som person ønsker vi, at du kommer til at agere proaktivt i en styrelse med et stærkt fagligt afsæt.
Det er en fordel, hvis du har kørekort.
Ansættelsesvilkår Der er tale om en stilling som fuldmægtig på fuld tid. Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne eller anden relevant organisation. Rejseaktivitet kan forekomme.
Forventet tiltrædelse hurtigst muligt.
Information og ansøgning Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte enhedschef Christina Papsø Weber på tlf. 40492825 eller mail cpw
@slks.dk eller chefkonsulent Berit Fruelund Kjærside på tlf. 33745191 eller mail fru
@slks.dk.
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på
www.slks.dk/job senest den 10. marts 2025. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”.
Du bedes vedlægge ansøgning, CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 11.
Slots- og Kulturstyrelsen betragter forskellighed som en ressource og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.