Er du social- og sundhedsassistent, og drømmer du om en hverdag, hvor din sundhedsfaglige viden bliver krydret med sanseintegration, pædagogiske delmål og en snoezelstol i ny og næ?
Så har vi jobbet til dig!
På Provstevej er vi i gang med at opbygge noget særligt – og vi har brug for dig!
Vi arbejder i et skønt miks af sundheds- og pædagogfaglige kolleger. Vi løser dagens store og små opgaver sammen – altid med ét fælles mål: beboernes trivsel og livsglæde.
Vi har beboere, der ikke altid kan fortælle, hvordan de har det. Derfor bliver din faglighed guld værd, når du læser kropssprog, registrerer trivsel og sparrer med dit tværfaglige team.
Vores vigtigste opgave at skabe en meningsfuld hverdag for 17 voksne beboere med multiple funktionsnedsættelser og udviklingshæmning. Du får mulighed for at være en del af en spændende udvikling af et nyt botilbud sammen med dedikerede pædagog- og sundhedsfaglige kolleger.
'Det vigtigste for mig er at give beboerne livskvalitet og hjælpe med at motivere dem til at beholde deres funktionsniveau', fortæller social- og sundhedsassistent Shelana.
Så er du social- og sundhedsassistent, der både vil pleje, observere og tænke tværfagligt, så send din ansøgning i dag eller start med at ringe til afdelingsleder Ankush på 20 36 00 82 for at høre mere!
Dine opgaver
Alle vores beboerne har brug for omfattende pædagogisk og praktisk støtte, omsorg samt sundhedsmæssig pleje og behandling for at kunne leve et godt liv på deres præmisser. De fleste af vores beboere har svært ved at udtrykke sig verbalt og skal have hjælp til at blive forstået ud fra nonverbale teknikker. Vi har alle nødvendige hjælpemidler såsom loftlift, badebåre, lejringspuder og vend-let-systemer.
Beboerne på Provstevej har brug for tryghed, struktur og stabilitet i en genkendelig hverdag, og sammen med dine kolleger planlægger I det pædagogiske og sundhedsfaglige arbejde ud fra en tværfaglig tilgang og ift. det enkelte menneskes ønsker, ressourcer og behov.
Der er ikke to dage, som er ens. Vi løfter hver dag flere opgaver, som beboerne ikke selv har mulighed for at udføre. Og så har vi ansvaret for at være beboernes kontaktperson og samarbejde med pårørende og værger. Vi har ansvar for økonomi og indkøb, planlægger aktiviteter og arbejder med pædagogiske delmål, som tager udgangspunkt i beboerens indsatsmål, så trivslen hos den enkelte beboer opretholdes.
I din rolle fremhæver du vigtigheden af, at sundheds- og pædagogfaglige kolleger bringer hinandens kernekompetencer i spil. Du får mulighed for at forme og udvikle somatiske indsatser, hvilket styrker den pædagogiske praksis. Som del af et sundhedsfagligt team vil du være med til at sparre om og implementere sundhedsfaglige tiltag. Og der vil være mulighed for at deltage i sundhedsfaglige netværk med andre botilbud.
Hvem er du?
Det er en fordel men ikke et krav, hvis du allerede kommer med noget erfaring fra specialområdet. Det er vigtigt, at du er åben over for at kommunikere skriftligt, da vi dagligt skriver om beboerens hverdag, reaktioner osv.
Som menneske er du stabil, nærværende og har en positiv tilgang til dine medmennesker. Du trives med at have både sundheds- og pædagogfaglige opgaver i løbet af din arbejdsdag.
Høj faglighed og sparring går hånd i hånd med omsorg og pleje
Vi anvender SundNeuro, som er en socialpædagogisk metode, hvor man ud fra de neuroaffektive kompasser kan danne en forståelse for borgerens adfærd. Metoden inddrager bl.a. de 12 sundhedsfaglige problemområder i analysen af borgerens adfærd og sikrer dermed, at vi får det sundhedsfaglige perspektiv med i forståelsen af mulige årsager til borgerens adfærd.
Flere gange om ugen får vi besøg af fysioterapeuter fra Specialterapien i Københavns Kommune, og vi har et tæt samarbejde med ergoterapeuter omkring bl.a. dysfagiscreeninger. Derudover kommer du til at samarbejde med vores sundhedsfaglige koordinator, og vi har et fast lægehus tilknyttet vores beboere. Der vil derfor være god mulighed for sparring med andre.
En del af borgerne har sanseprofiler, og derfor arbejder vi med sanseintegration ved at dokumentere beboerens oplevelser. Det kunne fx være, at vi går en tur i gårdhaven for at få vind i håret eller dufte til blomster og krydderurter.
Kom godt fra start
Som en del af din opstart får du mellem fire og seks introvagter. Det afhænger bl.a. af din erfaring. Det vigtigste er, at du bliver klædt godt på til de praksisnære opgaver.
Et botilbud med plads til mange aktiviteter og gode oplevelser
I Provstevej nyder både vi og beboerne godt af vores mange faciliteter, som giver mulighed for mange typer aktiviteter og gode oplevelser. Vi har bl.a. et lækkert snoezelrum, sansevogne, sansestol, massagestol og adgang til fysioterapi. Udendørs har vi et orangeri og et hyggeligt gårdmiljø med bl.a. bålplads, som vi bruger til hyggelige fællesarrangementer.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til overenskomst for social- og sundhedspersonale. Stillingerne er på fuld tid med skiftende dag- og aftenarbejde samt arbejde hver 2. weekend. Vi er en fleksibel arbejdsplads, så dit arbejds- og familieliv kan hænge sammen. Opstart snarest muligt. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder med sundhedsfaglig baggrund, Ankush Sudan på 20 36 00 82.
Søg via linket senest søndag den 23. februar 2025
Vi afholder samtaler løbende.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir