Social- og Boligministeriet søger en jurist med interesse for forvaltningsret Er du vild med komplekse juridiske problemstillinger og har du en forkærlighed for forvaltningsret? Kunne du tænke dig at være den, kollegaerne går til for juridisk rådgivning i forhold til en bred vifte af problemstillinger – og samtidig få indblik i spændende politiske processer? Kan du lide en varieret arbejdsdag og en bred opgaveportefølje? Så kom og bliv vores nye kollega!
Om stillingen Hos os får du en arbejdsdag fyldt med alsidige opgaver. Du vil blive en vigtig juridisk sparringspartner for kollegaerne på tværs af departementet, primært inden for forvaltningsret og koncernjuridiske spørgsmål. Stillingen er en generaliststilling, men du vil også få mulighed for at dykke ned i spændende forvaltningsretlige emner. Dine opgaver kan fx handle om tilsyn (herunder klager over departementets institutioner), aktindsigt, persondatabeskyttelse, bevillinger og tilskudsadministration. Du vil også arbejde med ministerbetjening i bred forstand – og måske endda få chancen for at udarbejde ny lovgivning.
Nogle perioder er ekstra dynamiske, så du skal trives med skiftende opgaver og kunne jonglere flere ting ad gangen. Du vil have mange samarbejdsflader i huset – både med dine kollegaer i centeret og med de andre kontorer, vi dagligt sparrer med.
Om dig Du har en juridisk kandidatuddannelse og gerne et par års erfaring – måske fra et departement eller en styrelse? Har du erfaring med eller særlig interesse for forvaltningsret, er det et stort plus.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har stærke juridiske og analytiske kompetencer
- Kan finde løsninger, der balancerer juridiske og politiske hensyn
- Arbejder selvstændigt, men også trives i et samarbejde
- Er skarp til både skriftlig og mundtlig formidling
Om centeret Hos os i Center for Jura og Internationale Opgaver spænder opgaverne bredt – fra politikudvikling og større lovgivningsprojekter til rådgivning om offentligretlige spørgsmål inden for stats-, forvaltnings-, bevillings- og persondataret. Vi har også egne juridiske sagsområder som social-, familie- og personret samt børnebortførelser. Derudover koordinerer og udfører vi internationalt arbejde på det sociale og familieretlige område, også i samarbejde med resten af Rigsfællesskabet.
En stilling hos os giver dig indsigt i centrale processer i ministeriet – fra politikudvikling og lovgivning til minister- og Folketingbetjening.
Vi er ca. 35 medarbejdere – et stort hold med forskellige erfaringer og baggrunde. Vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden, og vi sætter pris på et godt grin over frokosten eller den fælles morgenmad. Derudover har vi en aktiv personaleforening, yoga og træningsfaciliteter, hvis du har lyst til at koble af med lidt motion.
Departementet I Social- og Boligministeriet arbejder vi for at skabe resultater, der positivt bidrager til at skabe fremskridt for udsatte og ældre borgere i vores samfund. Ministeriet har det overordnede ansvar for social-, familierets- og boligområdet. Heri indgår bl.a. ansvaret for rammerne for kommunernes indsatser over for børn, unge og voksne, der er socialt udsatte eller har psykisk eller fysisk nedsat funktionsevne, samt ansvaret for de familieretlige regler, der særligt vedrører familiedannelse, herunder adoption, og brud i familier.
Løn- og ansættelsesvilkår Du vil, afhængigt af kvalifikationer og erfaring, blive ansat i henhold til AC-overenskomsten som fuldmægtig eller specialkonsulent. Stillingen er på fuld tid.
Ansættelsesområdet er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligministeriets departement, Holmens Kanal 22, 1060 København K.
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2025 eller snarest muligt.
Vil du vide mere? Ønsker du at vide mere om stillingen, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anita Hørby, tlf.: 41 85 11 10 / mail:
[email protected] eller kontorchef Henriette Braad Olesen, tlf.: 21 68 57 02 / mail:
[email protected].
Sådan søger du Send ansøgning, CV og eksamensdokumentation elektronisk via stillingsopslaget på www.sm.dk.
Vi skal modtage din ansøgning senest 17. februar 2025.
For at vi kan lære dig bedre at kende fra start, vil vi gerne bede dig besvare følgende spørgsmål i din ansøgning:
- Hvilke erfaringer har du med forvaltningsret, og hvordan har du anvendt din viden i praksis?
- Hvordan håndterer du situationer, hvor juridiske og politiske hensyn trækker i forskellige retninger?
- Hvad motiverer dig i dit arbejde, og hvad får dig til at trives i en stilling som denne?
Vi forventer at holde samtaler snarest efter ansøgningsfristens udløb.
Ministeriet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, hvorfor alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.