Familieambulatoriet, Amager og Hvidovre Hospital, søger en socialrådgiver til en tidsbegrænset 37-timers stilling i to år, eventuelt med mulighed for fastansættelse.
Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital er en tværfaglig specialafdeling under Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, som varetager svangreomsorgen og patientforløbene for gravide med mangeartede problemstillinger; psykisk og socialt sårbare kvinder, eller kvinder med nuværende eller tidligere risikoforbrug af potentielt vanedannende medicin, alkohol eller andre rusmidler, kvinder med aktuelt eller tidligere forbrug af afhængighedsskabende medicin, alkohol og/eller andre rusmidler inkl. gravide hvor partneren har et nuværende forbrug af rusmidler, samt gravide kvinder, der lever med HIV.
Målet med indsatsen er, under graviditet mod barselsperioden og udskrivelse, at der skabes kontinuitet og sammenhæng under hele patientforløbet, med fokus på ressourcetænkning, den tidlige indsats og samarbejdet omkring familien med de øvrige sektorer.
Med stillingen som socialrådgiver i Familieambulatoriet får man, i samarbejde med de andre socialrådgivere, ansvaret for brobygning til kommune og civilsamfundstilbud for familierne.
Som del af projektet God start på familielivet bliver alle gravide screenet for vold i nære relationer, og du vil derfor i stigende grad arbejde med familier, som har vold i nære relationer tæt inde på livet.
Arbejdet i Familieambulatoriet er proces- og helhedsorienteret, og du vil blive en del at et tværfagligt team bestående af læger, jordemødre, socialrådgivere, sundhedsplejersker, psykolog og sekretærer.
Desuden har Familieambulatoriet et omfattende og formaliseret samarbejde med mange fagpersoner og instanser i den primære social- og sundhedssektor og i hospitalssektoren.
Der er tilsvarende familieambulatorier i de øvrige fire regioner, og alle fem ambulatorier har et indbyrdes samarbejde på nationalt plan.
Erfaring med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt kendskab til børneområdet og erfaring med voksne med alvorlige psykosociale problemer er ønskeligt. Kendskab til relevant lovgivning på området forudsættes.
Vi tilbyder: - et godt og inspirerende arbejdsmiljø præget af faglige ambitioner og et stærkt tværfagligt teamsamarbejde
- personlig og faglig udvikling
- en udfordrende og spændende hverdag
- indføring i gravides og børnefamiliers vilkår i Danmark
- mulighed for at arbejde med særligt socialt udfordrede gravide og børn
Vi forventer: - min. 3 års erfaring som socialrådgiver
- kendskab til gældende lovgivning på området – med særligt kendskab til aktivloven og servicelovgivning
- interesse for og engagement i patientgruppen
- interesse for og erfaring med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
- god kontaktevne
- høj grad af tolerance, fleksibilitet, robusthed og rummelighed
- gode samarbejdsevner
- stærke kompetencer i såvel skriftlig- som mundtlig formidling
- videndeling/undervisning
Der er tale om en stilling med reference til Familieambulatoriets ledelse og afdelingsledelsen i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Amager og Hvidovre Hospital.
Stillingen er til besættelse pr. 1. april 2025 eller hurtigst muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst indgået mellem den faglige organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefjordemoder Katrine Hornum-Stenz på tlf.: 38623433 eller mail:
[email protected] Ansøgningsfrist: 9. februar 2025
Ansættelsessamtaler: Afholdes 19. februar 2025 fra kl. 13.00
I forbindelse med ansættelsessamtalen vil du blive præsenteret for en case, som du vil blive bedt om at udarbejde en skriftlig underretning ud fra.