Da vores sognemedhjælper skal på barsel, søger vi en barselsvikar, der kan overtage hendes opgaver i forhold til børnearbejdet i Christianskirken. Konkrete eksempler herpå er babysalmesang, legestue, og minikonfirmander. Derudover vil du bl.a. skulle være til familie- og spaghettigudstjenester, medvirke til lejlighedsvise aktiviteter, der rækker ud i sognet, samt understøtte de mange frivillige, der hver søndag afholder børnekirke i forbindelse med gudstjenesten kl. 10.30.
Om stillingen
Som sognemedhjælper i Christianskirken har du en vigtig opgave i at bære med på Christianskirkens vision, der lyder:
Christianskirken - et livstræ med mange grene, der
• Rækker synligt ud i sognet
• Peger opad og inspirerer til at søge Gud
• Styrker og engagerer den enkelte og menigheden
- for at gøre evangeliet kendt, troet og levet.
Som sognemedhjælper i Christianskirken kommer du til at møde mange forskellige mennesker – både børn og voksne. Du får det privilegie at møde nybagte forældre midt i en tid, hvor alt er nyt, spændende og overvældende – igennem babysalmesang. Du møder børn, når de udforsker rum, tester grænser og undersøger alle mulige ting, når du er sammen med dem og deres forældre til legestue. Når børnene kommer i 3. klasse, får du lov til at møde dem, hvor de er spørgelystne, undrende og modtagelige. De kommer med de skønneste livsanskuelser, som kun børn kan komme med. Du bliver beriget af dem, og du får lov til at fortælle dem, hvad kirken og den kristne tro er og hvad det hvad det betyder for dem. Gennem et godt samarbejde med præsterne, bliver du en del af spaghettigudstjeneste og familiegudstjenester, hvor du kan være med til at præge indhold og form.
Arbejdet vil fortrinsvis foregå i dagtimerne på hverdage, men weekendarbejde og eftermiddags-/aftenarbejde kan forekomme, fx i forbindelse med familiegudstjenester og spaghettigudstjenester, der afholdes ca. en gang månedligt.
Stillingen er på 19 timer ugentligt med tiltrædelse pr. 1. april 2025, eller efter aftale.
Om dig:
Grundlæggende brænder du for at formidle evangeliet på forskellig vis til børn og unge under 18 år – både de der kender kirken godt og de, som måske møder kirken for første gang.
Som ansat ved Christianskirken kan du identificere dig med kirkens samspilsværdier - åbenhed, respekt, omsorg og engagement og evner at omsætte disse til praksis, i relation til kolleger, frivillige og den øvrige menighed.
Du er robust, kan arbejde struktureret og har en konstruktiv tilgang til tingene og kan samarbejde med både ansatte og frivillige, herunder engagere, motivere og samarbejde med frivillige på en måde, så deres kompetencer bliver bragt i spil og de føler sig påskønnede og som en aktiv del af kirkens liv.
Hvis du kan synge og/eller spille et instrument (klaver, guitar eller lignende) kan det være en fordel, men det er ikke et krav. Hvis du har erfaringer med ledelse af frivillige, vil du have et forspring, for det er en stor del af det daglige arbejde og den måde, som vi er kirke på.
Om os:
Christianskirken er en aktiv kirke på Christiansbjerg, der danner ramme om mange forskellige aktiviteter og fællesskaber. Kirkens arbejde præges af mere end 400 frivillige, der bidrager til kirkens liv og aktiviteter på forskellig vis.
Vi tilbyder bl.a.:
• Samarbejde med engagerede kolleger i et godt arbejdsmiljø, der vægter teamsamarbejdet højt
• Mulighed for udvikling og understøttelse gennem bl.a. godt samarbejde med kolleger og sparring med kirkens daglige leder
• Godt besøgte gudstjenester, der i udtryk og stilarter rummer variation, tradition og fornyelse
• Et rigt menighedsliv
Som ansat ved Christianskirken refererer du overordnet set til menighedsrådet. I praksis er ledelseskompetencen delegeret til Christianskirkens daglige leder, Vibeke Dahmen, der vil forestå den daglige ledelsesopgave. Beskrivelse af kirken og dens mange aktiviteter og fællesskaber kan findes på kirkens hjemmeside www.christianskirken.dk
Ansøgningssted: Ansøgning sendes via sikker mail til kirkekontoret, att. daglig leder Vibeke Dahmen. (Link findes på kirkens hjemmeside www.christianskirken.dk ).
Ansøgningsfrist: mandag d. 10. marts kl. 12.00
Samtaler: forventes afholdt i uge 12.
Tiltrædelse pr. 1. april eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med gældende overenskomst på området. Disse kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen.
Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kirkens daglige leder, Vibeke Dahmen, på telefon: 41 72 71 06
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir