Vil du spille en central rolle i at etablere, optimere og vedligeholde en it-organisation, der leverer velfungerende it-løsninger, der understøtter brugernes forretningsprocesser bedst muligt og bidrager til effektiv økonomistyring i staten? Så er du måske den souschef, vi søger til Kontor for Økonomisystemer.
Om stillingen Kontor for økonomisystemer har ansvaret for udvikling, vedligehold og drift af de fællesstatslige løsninger, der understøtter økonomistyringen i over 400 statslige og selvejende institutioner. Som souschef i kontoret indgår du i kontorets ledelse og får det faglige, personale- og driftsmæssige ansvar for en del af kontorets opgaver og medarbejdere, samtidigt med at du bidrager til dagligdagen og den strategiske udvikling af hele kontorets opgaveportefølje.
Det konkrete ansvarsområde vil afhænge af dine kompetencer, men du vil få ansvar for både at udvikle løsninger og kontorets organisation, samtidigt med at du skal have øje for den daglige drift, support og vedligehold af én eller flere af vores løsninger. Du vil få mulighed for at udvikle dine ledelsesevner i tæt samarbejde med kontorets ledelsesteam, samtidig med at du arbejder med spændende og strategisk vigtige opgaver.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Fælles ledelse af kontoret sammen med kontorchefen og en anden souschef.
- Personaleansvar for en del af kontorets medarbejdere herunder støtte dem i deres udvikling.
- Faglig ledelse af én eller flere af kontorets løsninger sammen med dygtige medarbejdere på området.
- Fokus på at kontoret og dit ansvarsområde er organiseret rigtigt, at opgaverne er fordelt effektivt, og at processer og metoder understøtter opgaveløsningen.
- Formidle et godt samarbejde med samarbejdspartnere, leverandører og kunder på tværs af styrelsen og eksternt.
Om dig Du lykkes bedst i rollen, hvis du besidder følgende kompetencer og færdigheder:
- Du har flair for ledelse, trives med at støtte og udvikle medarbejdere, og du har lyst og evner til at skabe resultater gennem andre.
- Du har en relevant baggrund og erfaring med at drifte, vedligeholde og udvikle digitale løsninger, gerne i en agil kontekst, og har måske også erfaring med økonomistyring.
- Du er struktureret, kan lægge en plan og har et naturligt opfølgnings-gen.
- Du er en holdspiller, der gerne vil indgå i et ledelsesteam, hvor vi hjælper hinanden og bliver bedre sammen.
- Du evner at samarbejde og skabe gode relationer både internt i Økonomistyrelsen og ift. resten af staten.
- Du er proaktiv og tager fat i de udfordringer, der viser sig såvel internt i kontoret som eksternt ift. samarbejdspartnere, leverandører og kunder.
Det er ikke et krav, at du har erfaring fra en tilsvarende stilling, men du skal have talent og lyst til at bedrive ledelse, ligesom du har bedrevet ledelse uden personaleansvar tidligere i din karriere.
Om os Vi er et kontor med 40+ medarbejdere med en bred vifte af kompetencer hos bl.a. erfarne product owners og it-arkitekter, dybt faglige forretningsanalytikere og interne udviklere samt servicemindede supportere, der ledes af en kontorledelse bestående af en kontorchef og 2 souschefer.
Vi har ansvaret for de fællesstatslige løsninger på økonomistyringsområdet. Vi leverer løsninger, der understøtter udarbejdelse af finansloven, budgetlægning og udgiftsopfølgning (SBRL og SBS), understøttelse af e-handel (Statens Digitale Indkøb), godkendelse af udlæg og rejseafregninger (RejsUd), samt bogføring af alle transaktioner (Navision Stat).
Det er vigtigt for os at balancere en effektiv drift af løsningerne, så kunderne kan løse deres daglige opgaver, samtidigt med at vi hele tiden skal have øje for, hvordan it-understøttelsen kan forbedres, så økonomistyringen i staten bliver så effektiv og målrettet som muligt.
Vi stræber efter at skabe en it-organisation, som andre finder inspiration i. Det gør vi ved at være tæt på kunderne og forretningen, ved at have fokus på processer og metoder internt i kontoret, ved at vægte samarbejde internt og eksternt højt og ikke mindst ved at skabe rammer for vores medarbejderes udvikling, så de kan tage ansvar for opgaveløsningen.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som chefkonsulent med personaleledelse på baggrund af dine kvalifikationer. Dit arbejdssted vil være Landgreven 4, 1017 København K. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kontorchef Klaus Østergård Jensen på 25 23 42 22 eller på mail
[email protected].
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 30. marts 2025.
Vi forventer at holde samtaler løbende og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen senest den 1. juni 2025.
Du skal være indstillet på at gennemgå tests som en del af ansættelsesforløbet
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.