Speciallæge til sår-, infektions- og amputations sektionen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge
Ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge (SUH Køge), er en stilling som overlæge eller afdelingslæge ledig ved sår-, infektions- og amputationssektionen fra den 1/5 2025 eller derefter.
Sår-, infektions- og amputationssektionens funktioner
Sektionen varetager den samlede behandling af sår, bløddels- og knogleinfektioner samt amputationskirurgi og opfølgning. Sektionen indeholder et veletableret tværfagligt center for kroniske sår og diabtiske fodkomplikationer med flere fodterapeuter, sårsygeplejersker og gipseteknikere med fysioterapeut baggrund. Dertil fast tilknytning af bandagist- og skomagerkonsulenter.
Sektionen har for fire år startet et samarbejde med Steno Center Sjælland omkring diabetiske fodkomplikationer i MDT-regi (multidisciplinære teams), med tæt samarbejde mellem sårsygeplejersker, fodterapeuter, gipsetekniker, endokrinologer og ortopædkirurger. Der er et tæt samarbejde med karkirurgien. MDT danner ramme for flere forskningsprojekter på tværs af faggrupper, hvoraf flere er multicenterstudier. Der er således en nær relation til vores forskningsenhed CEBO.
Sektionen er spydspids i regionen vedr. behandling af kroniske sår, diabetiske fod komplikationer og infektioner og har haft stor succes med nye behandlingsformer, fx seriegipsninger, kirurgiske ”off loading” teknikker, delhudstransplantation, avanceret sårpleje, tilretning af fodtøj og bandager mm. Sektionen danner i tæt samarbejde med fod-ankel sektionen rammerne for/omkring den højt specialiserede behandling af charcot artropati og har desuden et tæt samarbejde med traumesektionen ved behandlingen af komplekse frakturinfektioner. Der er desuden et godt samarbejde med plastikkirurgisk afdeling i Roskilde, der efter planen flytter til Køge i 2026-2027.
På sengeafsnittet varetages sårbehandling og stuegang primært af sektionens tilknyttede læger i samarbejde med fast sårsygeplejersketeam. Amputerede patienter indgår i tilrettelagte optimerede forløb med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde i højsædet.
Sektionen er normeret til to overlæger, samt på det ambulante område tre sårsygeplejersker, 2,5 fodterapeuter og en gipsetekniker.
Efter udbygningen af den sammedagskirurgiske kapacitet, er der to faste operationslejer om ugen allokeret til sektionen.
På ugentlig basis deltager afdelingens yngre læger i sektionens ambulatorier.
Stillingens funktioner og ønskede kvalifikationer
Stillingen indbefatter dagligt klinisk arbejde med stuegang, ambulatorie og operationer indenfor sår, infektions- og amputationsområdet. Det forventes at speciallægen indgår med fokus på højt fagligt niveau i behandlingen, samt tilfører nyeste evidens i afdelingens behandlinger. Interesse i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde er nødvendigt. Kendskab og interesse for arbejdet er at foretrække, men der vil kunne foregå relevant oplæring til højeste specialist niveau i stillingen.
Der påhviler et fælles ansvar for speciallægerne til at fremme det tværfaglige samarbejde imellem sårambulatoriet, fodcenteret og sengeafdelingen, samt deltage i uddannelsen af de yngre læger på afdelingen indenfor fagområdet.
Det forventes at speciallægen aktivt vil medvirke til at udvikle og varetage såvel præ-graduate som postgraduate uddannelsesopgaver.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i ortopædisk kirurgi, der har særlig interesse for sår-, infektions- og amputationsbehandling, samt interesse for den specialiserede snitflade til fod-ankelkirurgien og den komplekse traumekirurgi. Afdelingen har en væsentlig forskningstyngde på området, med både en fysioterapeut og to læger som skriver ph.d. omkring behandling af fodsår. Dertil kommer en væsentligt sygeplejefaglig forskningsindsats. Det forventes at speciallægen udviser interesse for forskningsområdet og bidrager til dets fortsatte udvikling
Øvrige specialer på Køge
Anæstesiologi med et intensivt terapiafsnit samt palliationsenhed, kirurgi, reumatologi, oto-rhino-laryngologi, kæbekirurgi, klinisk biokemi, klinisk fysiologi, billeddiagnostik inkl. CT-skanning, MR-skanning og ultralydsdiagnostik samt intern medicin omfattende endokrinologi, kardiologi og medicinsk gastroenterologi. Desuden findes en akutafdeling med egen lægestab. Efter den fulde udbygning af SUH i Køge i 2026-2027 flytter alle afdelinger til Køge og kommer herefter til at indeholde samtlige specialer undtaget thoraxkirurgi og neurokirurgi.
Ledelse
På Sjællands Universitetshospital er der etableret afdelingsledelser med decentralisering af en række ledelsesmæssige, økonomiske og administrative opgaver.
Cheflægen og chefsygeplejersken udgør i fællesskab afdelingsledelsen, der har det overordnede ledelses- og driftsmæssige ansvar for afdelingen. Afdelingsledelsen er således ansvarlig for fordeling af funktioner, arbejdsopgaver og ressourcer. Fordelingen skal ske ud fra faglige og funktionelle hensyn, herunder hensyn til helhed i patientforløb. Derudover skal der tages hensyn til rationel ressourceanvendelse.
Cheflægen, de ledende overlæger og de sektionsansvarlige overlæger fastlægger efter samråd med afdelingens øvrige overlæger retningslinjer for afdelingens diagnostik, behandling, visitation og lægelige uddannelsesopgaver. Inden for disse retningslinjer har afdelingens overlæger og øvrige læger et selvstændigt ansvar.
Ortopædkirurgisk Afdeling
Ortopædkirurgisk afdeling i Køge omfatter to stationære afsnit med i alt 61 senge. På det centrale operationsafsnit har afdelingen 4-5 operationsstuer og i sammedagskirurgisk afsnit 3 – 4 operationsstuer dagligt. Afdelingen driver endvidere et stort ambulatorium, et rygcenter, et fodcenter og et sårambulatorium. Afdelingen har akut døgnfunktion og modtager akutte- og elektive patienter fra en stor del af Region Sjælland samt elektive patienter i henhold til aftalen om frit sygehusvalg.
Afdelingen er opdelt i 9 sektioner mhp. specialiseret diagnostik og behandling. Udover sår- og amputationssektionen er der en skulder/albue sektion, traumesektion, børnesektion, hoftesektion, knæsektion, fod/ankel sektion, rygsektion og en idrætskirurgisk sektion.
Afdelingen varetager en lang række regionsfunktioner samt højt specialiserede funktioner. Afdelingen er således en af de mest specialiserede afdelinger i Østdanmark.
Afdelingens lægelige stab
Ortopædkirurgisk Afdeling har en normering på 22 overlæger og 9 afdelingslæger. Desuden er der p.t. ansat 17 reservelæger/1.reservelæger. Der uddannes årligt 6 introlæger fra afdelingen og der er løbende 11 hoveduddannelseslæger fordelt på 5 læger på 1. og 2. år, og 6 læger på 3. og 4. år.
Afdelingens lægelige arbejdstilrettelæggelse
Lægerne i de 9 delvis selvstyrende subspecialiserede sektioner arbejder med faste operations- og ambulatorie dage.
Afdelingslægerne deltager i døgnvagtsdækning som bagvagt sammen med mellemvagten.
Overlægerne har overvejende dagfunktion. Overlægerne deltager i en delvagt på en hverdage hver 2.- 3. uge frem til kl. 19.00 samt dagvagt med efterfølgende rådighedsvagt en weekend hver 3.- 4. måned. Begge med henblik på stuegang.
Undervisning
Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge indgår i Københavns Universitetshospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Afdelingen varetager undervisning af medicinske studenter på alle relevante semestre og er involveret i udrulningen af kandidatsporet på Sjællands Universitetshospital fra foråret 2019. Afdelingen har 4 kliniske lektorer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Thomas Juul Sørensen, 47 32 33 01, [email protected] eller til ledende overlæge Malene Larsen, 47 32 33 86, [email protected]
Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret til de syv kompetencer. Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Sjællands Universitetshospital Roskilde og Køge anvender en vurdering af de syv kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel) i den faglige bedømmelse.
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.
Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Region Sjælland har et befolkningstal på ca. 850.000 borgere, der betjenes af fire administrative somatiske sygehusenheder.
Regionens sygehusplan har udpeget Køge som akutsygehus og kommende hovedsygehus.
Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitetshospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Udrulningen af en fuldt kandidatspor på lægeuddannelsen på Sjællands Universitetshospital er påbegyndt.
For Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge, er patienternes ønsker og forventninger vigtige elementer i planlægning af optimale patientforløb.
Når bygningerne i Køge står færdige i 2026-2027, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir