Er fokus på de voksnes læring, co-teaching, vejledning af kollegaer og en kuffert fuld af deltagelsesorienteret didaktik og specialpædagogisk viden en naturlig del af din praksis? Så kom og vær med i Frederiksberg Kommunes skoleafdeling.
På Frederiksberg fokuserer vi på fællesskab og deltagelse for alle børn. Der er fokus på at styrke sammentænkningen af special- og almenpædagogik, således at de specialpædagogiske metoder og indsatser indarbejdes og normaliseres i almen praksis på skolerne, sådan at god pædagogik er god pædagogik for alle børn og unge.
Vi arbejder ud fra en vision om at bidrage til, at de voksne omkring eleverne får, deler og erfarer ny viden og metoder, som skaber handlemuligheder i udfordrende situationer og bringer det specialpædagogiske element ind som en meningsfuld del af hverdagen på skolerne – til gavn for eleverne og deres deltagelsesmuligheder.
I Frederiksberg Kommunes skoleafdeling arbejder vi i læringsfællesskaber, og alle konsulenter er forankret i et fællesskab, hvor fællesnævnerne er udvikling af faglighed, opgaveløsning og konsulentrollen. Som konsulent i denne stilling bliver du forankret i det læringsfællesskab, der hedder ”Deltagelse og Fællesskaber”, hvor Videncenteret og Læsekompetencecenteret hører til. I er i alt 5 konsulenter omkring de opgaver, der bor her. Stillingen er en del af Videncenteret, som understøtter en bevægelse frem mod en skole, der kan mere for flere. Vi arbejder desuden med implementering af mellemformsgrupper, understøttelse af de forskellige specialklasserækkers pædagogiske og didaktiske udvikling – og så selvfølgelig understøttelse af de voksnes læring på alle vores folkeskoler.
Vi forventer, at:
- Du er tryg ved at skulle balancere din opgaveløsning i feltet mellem politiske forventninger, skolernes forskelligheder, medarbejdernes kompetencer og elevernes behov.
- Du trives i, og har blik for, at dosere dig selv i det lærende samarbejde med andre og tør arbejde med ærlig feedback omkring den praksis, du er en del af.
- Du har mod til at være lærende selv og ved godt, at udviklingsarbejde kalder på tålmodighed, nysgerrighed, ydmyghed og en konstant afstemning med konteksten.
- Du har en dyb specialpædagogisk viden og erfaring fra praksis og elsker at arbejde helt tæt på praksisfeltet med de voksnes læring med et vejledende fokus, hvor du har øje for, hvilke forstyrrelser der er passende.
- Du har erfaring med, ideer og konkrete forslag til, hvordan børn og unge med specialpædagogiske behov kan støttes med visuelle redskaber, didaktiske strukturer og pædagogiske tilgange, så pædagoger og lærere på skolerne føler sig hjulpet til at kunne løfte opgaven.
- Du har lyst til at indgå i co-teachingforløb med lærere og pædagoger for at udvikle på den eksisterende praksis og tror på, at denne form for sampraksis er med til at skabe forandringer. Du tør sætte dig selv på spil sammen med de voksne.
- Vejlederrollen er velkendt for dig, og du kan lide at formidle viden i både mindre grupper og til større forsamlinger.
- Du kan løse og tage ansvar for opgaver selvstændigt og har nemt ved at indgå i samarbejdsrelationer med mange forskellige aktører. I den udgående rolle vil du komme i kontakt med mange fagprofessionelle i kommunen, og du vil derfor skulle kunne indgå i relationer, som også har en kortvarig karakter og på tværs af faggrupper.
- Du har blik for konsulentrollen og gør dig refleksioner over, hvordan du står relevant i dit samarbejde med både skolens ledelse, vejledere, PPR-medarbejdere og de voksne omkring eleverne.
Lidt om os:
- Videncenteret har eksisteret siden august 2023, og pr. 1. august 2024 er Videncenteret centralt forankret i skoleafdelingen. Vi øver os i at finde gode veje til at være de bedste understøttere af vores fællesskolevæsen, og du bliver derfor inviteret ind i at være med til at forme arbejdet i samarbejdet med skolerne.
- Vi har et veldefineret børnesyn, hvor vi altid søger at se bag om adfærd for at forstå barnets perspektiv.
- Vi er ambitiøse og håbefulde i vores udviklingsarbejde – og vi hjælper hinanden.
- Vi bidrager med forskellige kompetencer i teamet og ser det som en styrke, at vi ikke er ens. Vi arbejder tæt sammen om opgaver og udviklingsområder for at sikre flest mulige perspektiver.
- Vi er nysgerrige, åbne og ikke bange for at byde os selv til i samarbejder med skolerne.
- Vi vægter fællesskabet højt, har en åben og imødekommende tilgang til hinanden og tror på, at arbejdsglæde er noget, vi skaber sammen.
- Vi tilbyder en spændende arbejdsdag med ansvar, opgaver og tiltag, som har betydning for børn og unge. Dit arbejde gør en forskel – hver dag.
- Vi er en arbejdsplads med høje ambitioner og et godt arbejdsmiljø, vi bakker hinanden op og er lærende sammen. Som afdeling pejler vi efter at skabe følgeskab og at være på forkant i den måde, vi arbejder på – og det er noget, vi hjælper hinanden med og taler om.
Yderligere information: Ansøgningsfristen er søndag den 19. januar 2025. Ansættelsessamtalerne afvikles den 23. januar mellem kl. 10 og 16. Hvis vi vurderer behov for en 2. samtale, er disse placeret den 29. januar mellem kl. 11 og 15.
Stillingen forventes at være med en beskæftigelsesgrad på 37 timer ugentligt og ønskes besat pr. 1. marts 2025. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Stine Skovborg på [email protected] eller 28980033.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af hovedstaden. Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.