Vi søger en SPS-medarbejder per 1. maj 2025, da vores dygtige kollega Julie har fået nye opgaver på CBS.
Vi er Student Affairs, en del af Studieadministrationen på CBS. Vi arbejder med specialpædagogisk støtte (SPS), SU, optagelse samt information og kommunikation til alle CBS’ fuldtidsstuderende.
Vi har ansvar for SPS, hvor vi opretter SPS ansøgninger og administrerer genansøgninger mm. på vores knap 600 SPS-modtagere. Vi vejleder også studerende på CBS’ bachelor og kandidatuddannelser om bl.a. støttemuligheder og ansøgningsprocesser knyttet til at modtage SPS og særlige vilkår til eksamen.
Du vil indgå i et team på fire personer, der varetager administration af og vejledning om SPS og SU på CBS, men vi har samtidig et tæt samarbejde med de øvrige funktioner i studieadministrationen.
Arbejdsopgaverne i stillingen omfatter sagsbehandling, rådgivning og vejledning relateret til SPS. Kontakten med vores studerende foregår primært via mail og i vores walk-in. Derudover er der fakturering af afholdt støtte og oprettelse af refusionsanmodninger og ad hoc administrativt arbejde. Du skal derfor trives med en varieret portefølje, hvor der i perioder kan være meget administrativt arbejde, og i andre perioder kan være en større vægt af 1:1 vejledning eller kollektiv vejledning og information.
Vi forventer, at du:
- har en relevant videregående uddannelse, fx samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse eller anden videregående uddannelse inden for det socialfaglige område
- har faglig viden om og erfaring med funktionsnedsættelser, diagnoser og SPS
- har erfaring med studieadministration og studerende
- kan dansk og engelsk i både skrift og tale
Vi ønsker os en kollega, som:
- er struktureret og kan arbejde med sagsbehandling og systemer
- tager ansvar for driften og er pligtopfyldende
- er interesseret i at arbejde med vejledning af studerende om SPS
- er autentisk i samværet med både studerende og kolleger
- er tillidsvækkende og kan rumme mange slags mennesker
- har gode samarbejdsevner og kan koordinere mellem mange forskellige parter
Vi tilbyder en engageret og travl arbejdsplads med gode kolleger, hvor vi alle arbejder med og for vores studerende. Vi er meget forskellige og har såvel studenteransatte som fuldtidsansatte, danske og internationale, unge og knap så unge. Vi er fælles om opgaverne, har en uhøjtidelig tone og sætter samarbejdet højt.
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Ansættelsen er 37 timer om ugen. Ansættelsesstart er 1. maj 2025.
Hvis du vil vide mere om stillingens indhold, er du meget velkommen til at skrive til SPS-koordinator Anna Koefoed,
[email protected], eventuelt med telefonnummer, så du kan blive ringet op.
Ansøgningsfristen er søndag den 2. marts 2025. Samtaler afholdes tirsdag den 4. marts. Der kan efterfølgende eventuelt ske indhentning af referencer og/eller afholdelse af 2. runde samtaler.
CBS inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale. Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og inklusion i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.
Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV.
Ansøgningsfrist: 02-03-2025
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt business universitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 21.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 760 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 210 ph.d.-studerende og 680 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.