Hvis du har lyst til at arbejde i en dynamisk driftsenhed, hvor to dage aldrig er ens, og brænder du for at være med til at sikre en effektiv support på Landbrugsstyrelsens systemkompleks, så er det måske dig, vi søger.
De daglige opgaver
Du bliver en del af Team Systemsupport i enheden It Drift & Support, der varetager 2. level support, dels på Landbrugsstyrelsens eksternt vendte fagsystemer, men også på de interne systemer. Fagsystemerne er fundamentet for vores store ansøgnings-, sagsbehandlings- og udbetalingsløsninger til landbrugserhvervet.
De opgaver som løses i teamet er bl.a. support på fagsystemer, dispatch af opgaver, brugeradministration, deltagelse i vagtplaner samt afvikling af forskellige servicevinduer og datakørsler. Eksterne landbrugeres fejlmeldinger kommer gennem Landbrugsstyrelsens Kontakt Center, mens de interne kommer gennem Statens It's servicedesk. Du vil få et tæt samarbejde med både Kontakt Center og Statens It. Statens It varetager den traditionelle it-support, så det er support på styrelsens fagsystemer, der skal håndteres i denne stilling.
Om dig
Den oplagte kandidat har et udpræget support-gén og ønsker at løse de problemer, der er i en alsidig supportfunktion som denne. Du kan være it-supporter eller have en anden relevant it-uddannelse. Den support, vi yder, er ikke traditionel it-support, men support på vores egne udviklede systemer.
Samtidig har du en struktureret tilgang til dit arbejde og kan holde styr på en stor og til tider omskiftelig arbejdsmængde uden at miste overblikket. Du trives med at arbejde efter fastlagte processer, men du kan samtidig også udfordre disse, hvis du mener, at der er noget, der kan gøres mere effektivt.
Du er god til at kommunikere både med brugere og leverandører, taler og skriver dansk og behersker engelsk til professionelt brug. Du kommer til at indgå i et team med dygtige og engagerede kollegaer, hvor du også forventes at bidrage både til den faglige udvikling og til, at teamet trives godt socialt. Samtidig er du også god til selv at løbe med opgaver, når der er brug for det. Det vil være en fordel, hvis du er stærk i ITIL og måske endda ServiceNow, har et godt kendskab til Oracle SQL developer, MS SQL Server management Studio eller lignende værktøjer.
It i Landbrugsstyrelsen
It Drift & Support er en central del af Landbrugsstyrelsens it-organisation, og varetager primært supportopgaver i tæt samarbejde med systemforvaltning (al drift er outsourcet), arkitektur, udvikling og test på vores rammesystemer. Enheden har et tæt samarbejde omkring opgaver i udviklingsprocessen samt med Landbrugsstyrelsens Agile Release Trains. Herudover har enheden også et tæt samarbejde med vores it-leverandører.
Der er stor fokus på faglig og personlig udvikling, på at være med til at sikre stabil drift og samtidig forbedre og effektivisere processerne omkring driften. It Drift og Support er bindeleddet til, at brugerne får en professionel oplevelse af implementeringen af grøn omstilling, økologi, miljø og klima på landbrugsstøtteområdet.
Du søger stillingen ved at sende et cv og en kort motiveret ansøgning. Ansøgningen må godt være bygget op over følgende spørgsmål:
• Hvad vil du bidrage med fagligt i stillingen som it-supporter?
• Hvad er vigtigst for dig i din faglige udvikling i dit kommende job?
• Hvordan vil du bidrage til det gode kollegaskab?
• Hvad vægter du højest i dit arbejdsliv?
Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg afhængig af kompetencer og erfaring. Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan fremvise en privat straffeattest uden forhold af betydning for stillingen.
Kontakt
Yderligere oplysninger om stillingen som it-fagsupporter kan fås ved henvendelse til teamleder Henrik Follmann på telefon 30 30 99 99.
Søg stillingen senest den 6. oktober 2024. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir