Stillingen som statsgeolog (kontorchef) til Afdeling for Geokemi ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) er ledig til besættelse per 1. juni 2025 eller snarest derefter
Som statsgeolog i Afdeling for Geokemi indgår du i GEUS’ lederteam, og skal blandt andet sikre udviklingen af GEUS’ rolle som førende inden for risikovurdering af pesticider og andre miljøfremmede stoffer i relation til grundvandsbeskyttelse i Danmark. Du skal være drivende i rådgivnings- og samarbejdsprojekter med myndigheder, virksomheder og akademiske samarbejdspartnere såvel nationalt som internationalt. Du står for den faglige, personalemæssige, administrative og økonomiske ledelse af afdelingen, og skal udvikle denne og dens personale i overensstemmelse med GEUS’ værdier.
Om stillingen
Afdelingen har for nuværende 32 medarbejdere, som dækker en bred vifte af forsknings- og rådgivningsopgaver inden for geokemi, miljøkemi, geomikrobiologi, omsætning i kulstofkredsløbet og miljøteknologi med tilhørende laboratorie- og andre hjælpefunktioner. Afdelingens medarbejdere har et tæt samarbejde med universitetsverdenen, og har tilknyttet en række postdoc, Ph.d.- og specialestuderende. Afdelingen bidrager til Miljøstyrelsens og Ministeriet for Grøn Treparts rådgivning af det politiske system inden for vurdering af miljøfremmede og naturligt forekommende stoffers og organismers effekter på jord og grundvand, miljøeffekter af udnyttelse af undergrunden, og inden for grundvandsovervågning.
Opgaverne i afdelingen løses i tæt samspil med de syv øvrige faglige afdelinger igennem GEUS’ projektstruktur, og afdelingens laboratorier indgår ofte i tværgående projekter inden for GEUS’ vandområde. Det er en del af GEUS’ strategi at øge porteføljen af internationale forsknings-opgaver, herunder forskningsprojekter for EU, samt opnå rådgivnings- og forskningsopgaver i lav- og mellemindkomstlande inden for afdelingens område.
Der er en forventning om, at afdelingen henter en stor del af afdelingens indtægter via eksternt finansierede forsknings- og rådgivningskontrakter.
Du skal gennem udvikling af medarbejderne sikre, at afdelingen udfører forskning på internationalt niveau, og at den opbyggede viden kan anvendes i forbindelse med rådgivning af myndigheder og andre relevante opdragsgivere. En særlig udfordring vil være at geare afdelingen til at hjemtage innovationsprojekter, hvor der fra de forskningsbevilgende myndigheder lægges vægt på løsningsorienteret forskning i tæt samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner.
Hvem er du?
Du skal som leder af Afdeling for Geokemi en bred faglig baggrund og relevant forskningsmæssig erfaring inden for geokemi- og miljøkemi, et godt kendskab til miljøfremmede stoffers skæbne og effekt i miljøet samt viden om miljøteknologiske løsninger i relation til forureningsbekæmpelse i jord og grundvand og vandrensning. Der fordres erfaring med at agere i et konkurrencepræget miljø og dermed kendskab til fundraising og markedsføring i forbindelse med hjemtagelse og udførelse af eksterne forsknings- og rådgivningsprojekter og positionering af afdelingen. Dette gerne suppleret med erfaringer i en offentlig, vidensbaseret forvaltning eller i et rådgivningsmiljø.
Du har ledererfaring og besidder gode kommunikative evner, har overblik til at styre komplicerede projekter, er kreativ og strategisk i såvel opgaveløsning, som i at skabe opgaver og finansiering heraf via netværk hos myndigheder, industri og forskningsverden. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med styring af økonomi og ressourcer i en projektorienteret organisation samt betjening af politisk ledede styrelser.
Vi lægger vægt på erfaring i personaleledelse og på evnen til at motivere, uddelegere, udvikle og skabe resultater gennem medarbejdere. En sund dømmekraft, gode samarbejdsevner, personlig gennemslagskraft og et venligt sind er afgørende for at løse opgaverne.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel
Der er mange gode grunde til, at du skal vælge et arbejdsliv i GEUS.
Vi er en mangfoldig medarbejderskare på cirka 300 engagerede medarbejdere i GEUS. I GEUS er tillid og fleksibilitet nøgleord. Arbejdsmiljøet er levende, uformelt og internationalt.
Vi tilbyder et udfordrende lederjob med selvstændigt ansvar og mulighed for påvirkning af GEUS’ udvikling under en øget internationalisering. Vi prioriterer, at personaleledere er tæt på medarbejderne, ligesom du vil indgå i et lederteam hvor tværgående samarbejde og sparring er centralt.
Vi prioriterer faglig udvikling, og du vil som leder få gode udviklingsmuligheder, blandt andet gennem adgang til kurser og anden efteruddannelse.
Det sociale er også vigtigt i GEUS, og vi har for eksempel et rigt foreningsliv med personale- og kunstforening. I GEUS prioriterer vi den enkelte medarbejders generelle trivsel højt.
Derudover har vi træningsfaciliteter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen forventes at blive besat på åremål i seks år med mulighed for forlængelse i tre år. Ansættelse vil ellers ske på vilkår iht. rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er placeret i løngruppe 1. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte administrerede direktør Flemming Larsen på tlf. 30 51 58 99, e-mail:
[email protected], eller til vicedirektør Lars Nielsen på tlf. 91 33 38 70, e-mail:
[email protected] Er du interesseret?
Hvis du er interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Din ansøgning skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Ansøgningen sendes via GEUS’
hjemmeside senest
mandag den 24. marts 2025 (dansk tid). Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 14.