Studenter til det politiske maskinrum i Digitaliseringsministeriet Er du studerende og har en særlig interesse for politikudvikling og analysearbejde inden for national og international digitalisering? Har du lyst til at prøve kræfter i et lille og ambitiøst departement? Så er afdelingen for Digital vækst og techregulering måske noget for dig.
Vi arbejder for at fastholde Danmarks digitale førerposition og skabe værdi for borgere og virksomheder gennem digitalisering samt præge den digitale dagsorden i EU.
Vi arbejder med en lang række emner inden for digitalisering, blandt andet kunstig intelligens, sociale medier, beskyttelse af børn online, dataøkonomi, offentlig digitalisering, eID, telekommunikation, digital udenrigspolitik, cloud-området og investeringer i digitale teknologier. Vores opgaver omfatter ministerbetjening, Folketingsarbejde, politikudvikling, videns- og analyseprojekter, afholdelse af events samt interessevaretagelse og forhandlinger i EU, hvor Danmark til sommer overtager EU-formandskabet.
Som student får du mulighed for at komme med i maskinrummet i det politiske system og være med dér, hvor vi sætter retningen for Danmarks digitale fremtid. Vi har spændende opgaver på bordet.
Dig Du er i gang med en relevant videregående uddannelse. Du er interesseret i digitaliseringspolitik og den teknologiske udviklings betydning for vores demokrati, samfund og trivsel og er motiveret for at blive en del af hverdagen i et departement, hvor du kommer tæt på de politiske dagsordener.
Det vigtigt for os, at du:
- Skriver klart og enkelt.
- Er god til at samarbejde og ønsker at indgå i et socialt arbejdsmiljø.
- Arbejder selvstændigt og trives med at løse opgaver for dine kolleger.
- Trives i et arbejdsmiljø med omskiftelige opgaver.
- Motiveres af at have opgaver med længere sigte.
Derudover er det en fordel, hvis du:
- Er analytisk tænkende.
- Har erfaring med digitalisering eller teknologipolitik fra studiet eller tidligere job.
- Har interesse for eller erfaring med EU.
- Er god til eller har interesse for grafisk layout af fx skriftlige produkter.
Stillingen Vi søger 2-3 studenter, der kan bistå på tværs af afdelingen for Digital vækst og techregulering. Afdelingen har tre kontorer: Digital erhvervsliv og byrdelettelser, International digitalisering og konkurrenceevne og Center for sociale medier, tech og demokrati. I din ansøgning bedes du angive, om du har en præference for et specifikt område. Dog forventes det, at du som student vil løse opgaver på tværs af disse områder.
Du kommer især til at arbejde med:
- Bidrage til analyser og ministerbetjening.
- Informations- og litteratursøgning om fx nye teknologier eller digital dannelse.
- Diverse ad hoc-opgaver. Det kan fx være dialog med myndigheder, virksomheder eller borgere samt afholdelse af events og internationale møder.
Dine konkrete arbejdsopgaver vil afhænge af dine kvalifikationer og interesser.
Du bliver en del af de tre kontorer i afdelingen og du får samlet set cirka 35 gode kolleger, der står klar til at hjælpe dig godt i gang. Vi fokuserer på at hjælpe hinanden og have et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er plads til både grin, gode historier og en faglig snak over en god kop kaffe. Du vil blive mødt med tillid, og du får mulighed for at få ansvar for dine egne arbejdsopgaver.
Departementet Digitaliseringsministeriet er blevet genfødt som et nyt, større og stærkere ministerium. Vi arbejder for, at Danmark fortsat skal være et digitalt foregangsland.
Digitalisering kan være ét af svarene på alt fra klimaudfordringer til styrket velfærd. Men det er ikke uden udfordringer. Digitalisering kender ikke landegrænser, og vi har brug for fælles spilleregler. Som ministerium er vi sat i verden for at indfri potentialerne og hjælpe til at håndtere udfordringerne i den digitale transformation.
Vi gør os hver dag umage for at skabe en god arbejdsplads sammen. Det skal være rart, udviklende og meningsfuldt at gå på arbejde, og vi vil have et arbejdsliv i balance.
Student i departementet Som student i Digitaliseringsministeriet kommer du tæt på de politiske dagsordener i et stærkt fagligt miljø. Spørger du vores studenter i dag, vil de sige, at du vil møde tillid og få ansvar på en måde, der gør Digitaliseringsministeriets departement til noget særligt.
Vi tager dig og din udvikling alvorligt. Vi tilbyder dig en mentor, du har udviklingssamtaler og du er en del af lønforhandlinger. Tidsbegrænset jobbytte eller internt praktikforløb er en mulighed. Udmærker du dig, har vi et særligt karrierespor, når du er sidst i din kandidatuddannelse. Du kan få en ulønnet specialeplads, når du når dertil.
Vores personaleforening arrangerer alt fra sommerfester og fællesspisning til champagnesmagning og kanalrundfarter, så du har rig mulighed for at møde kollegaer på tværs.
Løn og ansættelse Du vil blive ansat som student efter HK-overenskomsten. Stillingen er som udgangspunkt på 15 timer om ugen. Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet er Digitaliseringsministeriets departement, Stormgade 2-6, 1470 København K.
Vi har brug for dig fra den 1. april 2025 eller snarest muligt herefter.
Spørgsmål? Du er velkommen til at kontakte kontorchef Thorkild Kristiansen på tlf. 20 55 82 93 eller
[email protected].
Søg Send ansøgning, CV og eksamensdokumentation elektronisk via stillingsopslaget på www.digmin.dk. Vi skal have modtaget din ansøgning
senest torsdag d. 13. februar 2025.
Digitalisering er for alle og vedrører alle. Derfor håber vi, at du vil søge uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.