Kan du formidle komplekst stof på en letforståelig måde? Og synes du, at det lyder spændende at have et alsidigt studenterjob, hvor arbejdsopgaverne blandt andet handler om at bidrage til implementering af EU-direktiver, politisk betjening og Energistyrelsens udvikling af en mere digital forsyningssektor? Så er det måske dig, vi søger i Enheden for Energieffektivisering og Data!
Bliv en del af Center for Elektrificering Som vores nye studentermedhjælper vil du blive en del af enheden Energieffektivisering og Data, som består af dygtige generalister, ingeniører og jurister, der bl.a. har ansvaret for grønne og energieffektive bygninger og varetager implementering af flere EU-direktiver samt Energistyrelsens Forsyningsdigitaliseringsprogram, som arbejder for at sikre, at data og digitale værktøjer i endnu højere grad kan komme forsyningssektorerne for el, varme og vand til gavn.
Hverdagen hos os er spændende og varieret med en række forskellige arbejdsopgaver, der vil sikre dig studierelevant arbejdserfaring bl.a. med skrivning af notater, politikudvikling og implementering af EU-regler. Fællesnævneren i vores hverdag er, at vi har en stærk faglig base og et stort fokus på at understøtte og hjælpe hinanden.
I enheden lægger vi vægt på sammenhold, og du vil opleve en hverdag med et stærkt fællesskab og en god stemning. Hos os har vi en hyggelig og uformel tone, vi spiser frokost sammen, og så deltager vi sammen i sociale arrangementer.
Om jobbet Som student i Center for Elektrificering kommer du til at arbejde med både EU-regulering, implementering af politiske aftaler på energi- og klimaområdet samt ministerbetjening og administrative opgaver alt efter dine kompetencer og interesser.
I stillingen vil du få mulighed for at arbejde tæt på de politiske processer og udvikle dig i et spændende miljø med høj faglighed og engagement. Samtidig får du mulighed for at lære mere om, hvordan den grønne omstilling sker i praksis.
Dine opgaver vil spænde bredt og vil blandt andet bestå af at: - Understøtte enhedens medarbejdere i deres arbejde med bl.a. politiske aftaler, ministerbetjening, implementering og interessenthåndtering
- Hjælpe med at planlægge og afholde møder
- Udarbejde præsentationer og hjælpe til med diverse formidlingsopgaver
- Hjælpe til med lettere analysearbejde, herunder fx behandling af data i Excel eller udarbejdelse af juridiske notater afhængig af kvalifikationer
- Diverse store og små ad hoc opgaver.
Vi lægger vægt på, at du får ansvar og indflydelse på dit arbejde og vi bestræber os på at skabe gode rammer for faglig sparring med teamledere, kontorchef og andre erfarne kollegaer, så dine kompetencer kommer bedst muligt i spil.
Om dig For at blive en succes i stillingen er det afgørende, at du har interesse for den grønne omstilling og ønsker at lære mere om at arbejde i en politisk styret organisation. Derudover forestiller vi os, at du interesserer dig for både kvalitative- og kvantitative data, ligesom du trives med vekslende arbejdsopgaver. For en juridisk profil vil du også kunne blive involveret i lov- og bekendtgørelsesarbejde.
Vi ser derudover gerne, at du: - Er i gang med en relevant videregående uddannelse, fx som cand.scient.pol., cand.tech.soc, cand.scient.adm., cand.merc.pol. eller lignende, du kan også være cand.jur. med interesse for politiske processer og lovarbejde.
- Formulerer dig klart og præcist i skrift og tale og kan lide at skabe overblik over sammenhænge og kommunikere tal, data og rapporter
- Har erfaring med Office-pakken og har god teknisk forståelse, når det kommer til databehandling
- Interesse for juridisk analysearbejde, herunder implementering af regler
- Har gode samarbejdsevner og en serviceorienteret tilgang til arbejdet
- Er struktureret, omhyggelig og ansvarsbevidst.
Vi forestiller os endvidere, at du er positiv af sind, har gode sociale kompetencer og gerne vil dyrke den holdånd, som kendetegner Energistyrelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen, der kan tilrettelægges med fleksibilitet i forhold til undervisning og eksamener.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) samt organisationsaftale for kontorfunktionærer i statens tjeneste (HK).
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til teamleder Nina Helene Hilbard på
[email protected] eller telefon 33 92 68 29. Husk at skrive dit telefonnummer i tilfælde af, at de vil ringe dig op.
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan ansøger du Du søger via http://www.ens.dk/job. Benyt linket ”Søg stillingen” på stillingsopslaget.
Din motiverede ansøgning med CV, karakterudskrift og eventuelle øvrige bilag skal være indsendt inden udgangen af
d. 25. marts 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 13 med henblik på tiltrædelse 1. maj eller hurtigst muligt.
Kandidater til stillingen skal være indstillet på evt. at skulle udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen.