Vil du være med til at gøre en forskel for den grønne omstilling, færdselssikkerhed og mobilitet samtidigt med at du bliver udfordret fagligt? Så er det måske dig vi leder efter til at hjælpe os på tværs i kontoret Køretøjer.
Hvem er vi? I Færdselsstyrelsen arbejder vi målrettet for at udvikle en transportsektor, der er både sikker, effektiv og bæredygtig. Vores kontor har en central samfundsmæssig rolle i at realisere de politiske klimaambitioner inden for transportsektoren samtidig med, at vi bidrager til en høj færdselssikkerhed og mobilitet.
Kontoret Køretøjer består af tre teams. I team Klima og ny mobilitet jonglerer vi med projekter, der ændrer måden, vi transporterer os på i fremtiden, og med, hvordan fremtidens transport bliver mere bæredygtig. Team Køretøjsteknik beskæftiger sig med køretøjer og deres indretning og udstyr, og er med til at fremme færdselssikkerhed og mobilitet. Team Vejafgift og parkering beskæftiger sig med overholdelse af parkeringsreglerne på de statslige rastepladser og arbejder med den kommende vejafgift. Du vil organisatorisk blive tilknyttet team Klima og ny mobilitet.
Dine opgaver Du vil blive involveret i en bred vifte af opgaver lige fra koordinering, udarbejdelse af skriftlige oplæg, understøttelse af ledelsen, planlægning til mindre sagsbehandlingsopgaver. Du får derfor en helt unik mulighed for at arbejde med en bred vifte af samfundsvigtige opgaver og et indblik i kontorets spændende projekter på tværs. Det betyder, at du vil være i kontakt med en bred gruppe af mennesker og skal trives med at løse opgaver på områder, der er i konstant udvikling, og hvor der er stor, politisk bevågenhed.
Hvem er du? I vores kontor er vi vidt forskellige, og derfor er det heller ikke altafgørende for os, hvilke erfaringer eller uddannelsesmæssige baggrund du har. Vi forestiller os at du går på en samfundsfaglig eller teknisk uddannelse.
Vi kunne godt tænke os, at du:
- Har gåpåmod, og ikke er bange for at give dig i kast med nye udfordringer
- Værdsætter samarbejde på tværs af fagligheder
- Værdsætter en struktureret tilgang til opgaveløsning og tager ansvar for fx overholdelse af deadlines
- Ser muligheder i opgaveløsningen, selvom der ikke nødvendigvis findes en manual
- Sætter pris på et socialt og uformelt arbejdsmiljø
Hvad kan vi tilbyde? Du ansættes med tjenestested i Ribe. Da vi godt ved, at alle veje fører til Rom og ikke Ribe, har vi i Færdselsstyrelsen meget gode vilkår for og aftaler om hjemmearbejde. Vi kan derfor tilbyde dig et fagligt udfordrende job fyldt med læring, hvor der er plads til både grin og sparring i fleksible rammer.
Stillingen er en deltidsstilling på op til 15 - 20 timer ugentligt. Det nøjagtige timeantal og arbejdstid aftales i fællesskab. Ansættelse sker efter gældende overenskomst.
Stillingen forventes besat snarest.
Ansøgning Vi vil gerne modtage din ansøgning så hurtigt som muligt via vores rekrutteringsportal.
Vi afholder samtaler løbende i uge 48 og 49.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende teamleder Christine Schoop Gärtner en sms på 4187 1799, så ringer hun dig op.
Færdselsstyrelsen er en arbejdsplads, der vægter mangfoldighed og ligestilling. Kom og vær med til at skabe en grønnere fremtid – vi lover, at det bliver en køretur værd! Vi står stærkt på værdier som fællesskab, handlekraft, læring og meningsskabelse. Vi tager ansvar for at spille hinanden gode og forpligter os på fællesskabet. Vi ved, at vi sammen skaber de bedste løsninger.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.