PandemiX – Center for Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures – søger en dygtig og engageret studerende til at assistere vores forskere. Stillingen begynder den 1. februar 2025.
PandemiX er et forskningscenter, støttet af Danmarks Grundforskningsfond (DG), der undersøger COVID-19 og tidligere pandemier for at være forberedt på fremtidige pandemier. Vores team inkluderer matematikere, fysikere, epidemiologer, historikere og klinikere, der arbejder sammen om at forstå pandemiers påvirkning gennem de sidste 300-400 år. Vi introducerer et nyt videnskabeligt felt, pandemiologi, der kombinerer kvantitative metoder med metoder fra samfundsvidenskab og humaniora for at forstå pandemiernes effekt på samfund og mennesker. Det er centerets mål at opbygge en vidensbase om forskellige pandemiske trusler for at kunne informere det globale beredskab, når næste pandemitrussel opstår.
Institut for Naturvidenskab og Miljø (INM) ved Roskilde Universitet (RUC) er værtsinstitution for PandemiX Centeret, men din primære arbejdsplads vil primært være på PandemiX' kontorer på Statens Serum Institut (SSI) i København.
Arbejdsopgaver og kvalifikationerArbejdsopgaverne omfatter et bredt spektrum forskningsunderstøttende aktiviteter, bl.a. indtastning af sundhedsdata, analyse af historiske sundhedsdata, digitalisering af historiske artikler, samt forefaldende administrative opgaver.
Ansøger med erfaring eller kendskab til centrets forskningsområde eller kompetencer indenfor nogle af de ovennævnte arbejdsopgaver bedes tydeligt angive dette i ansøgningen.
Vi lægger vægt på:
- At du er fleksibel og har lyst til at arbejde i et travlt og dynamisk forskningsmiljø
- Har styr på Office (Excel, Word, PowerPoint) og at afvikle hybrid-møder på Teams mm.
- At du er kreativ, nysgerrig og i stand til selvstændigt at kunne opsøge og organisere oplysninger
- At du har gode organisatoriske evner og/eller erfaring med forskningsassistance, materialeindsamling og tværfaglige metoder
- At du har gode engelskkundskaber
Mere informationFor yderligere oplysninger om stillingen venligst kontakt PandemiX’ centerkoordinator Johanne Greibe Andersen på
[email protected].
AnsættelsesvilkårArbejdstiden er gennemsnitligt 8 timer om ugen. Vi tager naturligvis hensyn til perioder, hvor du læser og går til eksamen, når vi tilrettelægger arbejdet. Dog vil fremmøde i centerets lokaler på Statens Serum Institut (SSI) mindst én gang ugentligt være nødvendigt. Stillingen er tidsbegrænset og løber til 31. januar 2027. Leder af PandemiX er professor Lone Simonsen. Din personaleleder vil være sekretariatsleder Yosef Bhatti, men i det daglige vil du referere til forskellige centerforskere herunder Mads Villefrance Perner.
Du ansættes og aflønnes efter gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og efter Organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK). Minimumstimelønnen er kr. 140,74 kr. (1. april 2024 niveau).
Ansøgning Søg stillingen på
https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/ Ansøgningen skal indeholde- Motiveret ansøgning
- CV
- Dokumentation for uddannelse
Vi forventer at holde samtaler i uge 2.Ansøgningsfristen er 1. januar 2025.Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.