Kan du arbejde selvstændigt og struktureret med stor fokus på detaljerne? Så er det måske dig, vi leder efter. Vi er lige nu på udkig efter en dygtig og engageret studentermedhjælper til juridiske opgaver inden for området vedr. personbeskatning, som omfatter både danske forhold og forhold med relation til udlandet. Overordnet har kontoret Person og Udland ansvar for personskat, herunder indtræden og ophør af dansk skattepligt, forskerskatteordningen, beskatning af personalegoder mv.
Kontoret er en del af Skattefaglig afdeling, hvor en af hovedopgaverne er at forberede principielle bindende svar, der afgøres af Skatterådet. Herudover har afdelingen en rådgivningsfunktion, herunder at skrive og opdatere dele af Den juridiske vejledning, agere sparringspartner for øvrige enheder i Skattestyrelsen i bl.a. vejlednings- og kontrolopgaver, sikre ministerbetjening og lovforberedende arbejde og håndtere principielle sager i Landsskatteretten og ved domstolene i samarbejde med Kammeradvokaten og Skatteministeriet.
’’Som student i kontoret har jeg fået lov til at fordybe mig i spændende opgaver og lære af nogle af de dygtigste, indenfor skatteretten. Jeg har varetaget en bred vifte af opgaver og har masser af ansvar selv. Samtidigt har jeg været en del af et fantastisk team med gode kollegaer.’’ siger den tidligere student Freja Mollerup.
Dine arbejdsopgaver Du vil som student hos os få en stor opgaveportefølje, der bl.a. består af
- bistand ved bindende svar (kvitteringsbreve og anonymisering til offentliggørelse mm.)
- opdatering af links i Den juridiske vejledning
- informationssøgning
- udarbejdelse af mindre notater
- mulighed for lettere sagsbehandling f.eks. i aktindsigtssager
En del af arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med dine kolleger, mens andre opgaver stiller krav til, at du kan arbejde selvstændigt.
Din profil – struktureret, selvstændig og mod på at lære nyt Du er godt i gang med en videregående uddannelse inden for jura, samfundsvidenskab eller lignende. Vi ser gerne, at du har afsluttet første år og har minimum et år tilbage af dit studie. Det er et plus, hvis du har fulgt mindst ét skatteretligt fag på din uddannelse. Du er fagligt stærk og har en positiv tilgang til arbejdsopgaver og nye udfordringer.
Som person lægger vi vægt på, at du:
- er god til at prioritere dine arbejdsopgaver og arbejder målrettet og resultatorienteret
- har gode samarbejdsevner, er motiveret og ansvarsfuld
- er teoretisk velfunderet og kan arbejde selvstændigt
- er god til at formulere dig både skriftlig og mundtligt
- har et godt humør og gerne vil lære nyt.
Vi tilbyder - en stor og spændende arbejdsplads
- mulighed for at udvikle dig og lære nyt
- høj faglighed og gode kollegaer
- fleksibilitet med hensyn til eksamensperioder og studie
Om os Skattestyrelsens Skattefaglige afdeling består af 6 kontorer. Vi dækker områder vedrørende skat, moms og afgifter. I vores kontorer er fagligheden i højsædet kombineret med en uhøjtidelig tone og mange gode og hjælpsomme kollegaer.
Kontakt og ansættelsesvilkår Send din ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse og kompetencer via linket 'Søg stillingen' senest mandag d. 3. februar 2025. Samtaler forventes afholdt løbende.
Ansættelse vil være d. 1. april 2025 eller snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Benedicte Wiberg på telefon 72 37 16 91.
Arbejdstiden er ca. 15 timer pr. uge. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i Staten.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.