Er du en dygtig læser og skribent? Trives du med faste deadlines? Og synes du, det kunne være spændende at arbejde i en politisk styret organisation? Så har vi brug for dig til at hjælpe med at håndtere henvendelser fra borgere. Kom tæt på den politiske kommunikation Du bliver en del af Borgerbrevsenheden, hvor vi har ansvaret for at håndtere henvendelser fra borgere. Vi er en del af Kontor for IT og Service, hvor vi er i alt 23 medarbejdere.
Borgerbrevsenheden består af to medarbejdere og i øjeblikket tre studentermedhjælpere. Dine primære opgaver bliver – i samarbejde med resten af enheden – at:
- hjælpe til med, at borgere får et godt og hurtigt svar.
- læse et stort antal mails og breve, finde ind til essensen og vurdere, hvor og hvordan vi bedst kan svare.
- håndtere henvendelser og bestillinger på svar i vores sagsbehandlingssystem, F2.
- læse korrektur.
Bliv vores nye kollega Vi forestiller os, at du:
- er i gang med en videregående uddannelse i fx retorik, statskundskab, samfundsfag, sprogpsykologi, dansk eller andre sprogfag.
- er en dygtig, hurtig og grundig læser.
- skriver et fejlfrit og letlæseligt dansk og har styr på tegnsætning.
- nyder at være systematisk, grundig og meget omhyggelig.
- kan arbejde med en fast deadline.
- har lyst til at arbejde i en politisk organisation.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt.
Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.
Dit daglige arbejdssted er Holmens Kanal 20, 1060 København K.
Spørgsmål og ansøgning Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Marianne Poulsen på telefon 7220 5023 (ferie frem til 7. august).
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk
senest den 9. august 2024. Vi forventer at afholde samtaler inklusiv en kort læse- og skriveøvelse i uge 33 og 34.