Carl Hansen & Søn har i mere end 100 år specialiseret sig i at fremstille og levere enestående møbelhåndværk ud fra designs, som er skabt af nogle af tidens mest anerkendte møbeldesignere. De mange ikoniske designs er en kombination af enkelhed, æstetik og funktion, som bringes til live gennem kompromisløst håndværk og dygtig bearbejdning af de fineste kvalitetsmaterialer. Virksomheden anses i dag som værende en af de største danske producenter af designmøbler – en succes som i de seneste årtier er blevet udbredt til det globale marked.
Produktionsplanlægning og optimering gennem data og effektivt samarbejde med produktionsteamet
Som Supply Chain Planner hos Carl Hansen & Søn bliver du en del af et erfarent team på i alt 6 planlæggere, der i tæt samarbejde med produktionen sikrer en effektiv daglig planlægning på tværs af virksomhedens forskellige produktionsafsnit. Dit domæne er maskinværkstedet, hvor du sammen med dine to kompetente kolleger har ansvaret for at skabe en gnidningsfri produktionsproces samt løbende optimere planlægningsprocessen.
Maskinværkstedet er et vigtigt led i produktionskæden, hvor de første processer med bearbejdning af træet finder sted, før møblet gradvist bliver formet til det færdige produkt. Effektiv produktionsplanlægning handler her om at tilrettelægge produktionen, så maskinerne udnytter deres fulde kapacitet og forsyner næste led i kæden med materialer i rette mængde og kvalitet – og på det rette tidspunkt.
Nogle af dine vigtigste opgaver omfatter:
Planlægning og koordinering af produktionens ressourcer
Opfølgning og løbende justering af produktionsplaner i takt med behov og ændringer
Optimering af planlægningsprocesserne for at sikre et effektivt og stabilt flow
Overvågning og analyse af data med henblik på at optimere kapacitet og identificere potentielle flaskehalse
Samarbejde med produktionen for at forbedre arbejdsgange og sikre løbende optimering
Agere bindeled og koordinere samarbejdet mellem forsyningskædens andre afdelinger
Kombinationen af datadrevet planlægning og det tætte samarbejde med produktionen er afgørende for at opretholde den høje kvalitet og effektivitet i fremstillingen af Carl Hansen & Søns møbler.
Din arbejdsplads vil være på fabrikken i Gelsted, hvor du vil referere til planlægningschefen.
Proaktiv planlægningsprofil med flair for data
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for supply chain, som fx P-ingeniør, GMM-ingeniør eller lignende inden for området. Din praktiske erfaring med produktionsplanlægning vægter dog endnu højere. Du har solid erfaring med ERP-systemer og stamdata, og du er vant til at bruge data som beslutningsværktøj i din planlægning. Carl Hansen & Søn har netop skiftet til D365FO, så kendskab dertil vil være en fordel.
Som person er du proaktiv og handlekraftig. Du venter ikke på, at udfordringerne opstår, men arbejder fremadrettet og finder løsninger, før problemerne opstår. Du trives i en dynamisk hverdag, hvor forandringer er en naturlig del af arbejdet, og du er fleksibel og positivt indstillet på løbende forbedringer og optimering af det daglige arbejde.
Du er desuden en stærk kommunikator, som formår at tilpasse din kommunikation afhængigt af målgruppen, uanset om det er ledelsen, kolleger eller andre interne samarbejdspartnere. Med din evne til at nedbryde problemstillinger til konkrete handlinger kan du hurtigt finde praktiske løsninger, der skaber værdi og bidrager til et effektivt samarbejde.
En traditionsrig virksomhed med stærke værdier og stor handlekraft
Hos Carl Hansen & Søn bliver du en del af en international virksomhed med en imponerende portefølje af ikoniske møbeldesigns, der sælges over hele verden. På trods af virksomhedens størrelse har man formået at bevare en flad struktur og en udpræget handlekraft, som gør det muligt hurtigt at træffe beslutninger og igangsætte initiativer.
Som medarbejder i Carl Hansen & Søn får du adgang til en række attraktive personalegoder, herunder kantineordning, træningsfaciliteter, massageordning og personaleforeningsarrangementer. Du vil opleve en arbejdsplads som er kendetegnet ved nærværende kultur, hvor de familiære værdier og traditioner er i højsædet.
Læs mere om Carl Hansen & Søns over 100 år lange og stolte tradition for unikt design og karakteristisk håndværk på virksomhedens hjemmeside.
PeopleLink varetager rekrutteringsprocessen i samarbejde med Carl Hansen & Søn. Vi indkalder løbende til samtale. Kontakt Partner Mikkel Nielsen på 4031 8113 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir