1. Alle Job
  2. Pleje og omsorg
  3. Hillerød

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Hillerød

Sygeplejerske med lyst til at arbejde med komplekse børnepsykiatriske problemstillinger i et mindre dagsteam

Fuldtid

Permanent

Dyrehavevej 48, 3400 Hillerød, Danmark

SE PÅ KORT
ID: 2862667
|
Indrykket for 3 dage siden

På BUC Hillerød har vi lige nu en spændende ledig stilling i børnepsykiatrisk afsnit på Ambulatorium med udvidet ambulant funktion for større børn B397.

Kan du se dig selv indgå i et sammentømret tværfagligt team, der arbejder med respekt for patienterne og deres familier i en svær tid?

Så læs videre!



Om B397 og dine opgaver I Ambulatorium B397 udreder og behandler vi børn i alderen 6-13 år, der er henvist for psykisk sygdom eller psykisk udviklingsforstyrrelse af et omfang, der kræver udredning og behandling i hospitalsregi. Vi har dagfunktion med 8 dagpladser.

Vi udreder og behandler børnene i tæt samarbejde med forældre og øvrigt netværk. Vi har et stærkt miljøterapeutisk grundlag, og vi arbejder aktivt med empowerment og recovery.

Din primære opgave hos os er udredning og behandling af børn med særligt komplekse børnepsykiatriske vanskeligheder, ofte i kombination med omfattende psykosocial funktionshæmning.

Vi arbejder i tværfaglige teams, og dine kollegaer vil derfor være både sygeplejersker, pædagoger, speciallæge, læger under uddannelse, psykologer, socialrådgiver, fysioterapeut og lægesekretær. Afsnittet ledes af en overlæge og oversygeplejerske i fællesskab. Derudover har vi et tæt samarbejde med skolelærere i den tilknyttede skole i det daglige arbejde.



Hvad tilbyder vi dig? Vi tilbyder et spændende og alsidigt job, hvor den arbejdsmæssige hverdag indeholder både udrednings- og behandlingsopgaver i komplekse børnepsykiatriske sager med behov for et mere dybdegående kendskab til barnet og familien. Dette giver os mulighed for at yde tæt støtte og vejledning til familien under indlæggelse, samt komme med grundige beskrivelser af barnets vanskeligheder og ressourcer til brug efterfølgende.

Du bliver en del af et afsnit, hvor børn og forældre bliver mødt med respekt og anerkendelse, og hvor et tæt samarbejde med forældrene vægtes højt. Både på afsnittet og på centeret arbejdes der med forbedringskultur og grundlæggende værdier som tillid, retfærdighed og gennemsigtighed.

Desuden tilbyder vi:

  • et afsnit med et stærkt miljøterapeutisk og tværfagligt fundament.
  • en mindre medarbejdergruppe med et godt samarbejde på tværs af faggrupper.
  • supervision og faglig udvikling.
  • arbejdstid fra mandag til fredag i dagtimerne.


Hvem er du? Du er uddannet sygeplejerske, gerne med børne- og ungdomspsykiatrisk erfaring og gerne med miljøterapeutisk erfaring/uddannelse. Du har erfaring med at arbejde sygeplejefagligt med børn samt med inddragelse af familie.

Du kan se dig selv i følgende:

  • Højt fagligt engagement
  • Lyst og evne til at arbejde med børn med komplekse psykiske vanskeligheder
  • Evner at arbejde selvstændigt
  • Lyst til at planlægge og sikre effektive forløb i samarbejde med øvrige behandlere og patientens familie

Som person har du gode samarbejdsevner, kan reflektere og er udviklingsorienteret. Du er fleksibel i opgaveløsningen og indstillet på at bidrage aktivt til afsnittets faglige udvikling.

Du har lyst til et tæt tværfagligt samarbejde og er indstillet på i dagligdagen at indgå i en tæt arbejdsrelation i en miljøpersonalegruppe.



Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er på 37 timer, og vi ønsker at du starter pr. 1. maj 2025.

Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.

Ambulatoriet har åbent i dagtimerne mandag-fredag. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.

I henhold til lovkrav skal du ved ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevise ren børneattest. Centeret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra dig, når vi indstiller til ansættelse.



Har vi vakt din interesse? Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Christine Mølskov Haarslev på 38646553.

Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket – vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgningsfrist: Søndag d. 16. marts 2025 kl. 24:00.

Samtaler: Formiddagen onsdag d. 19. marts 2025.

Du kan læse og høre mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på Job i Psykiatrien.



Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser.

Centeret har to kliniske afdelinger: Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.

Herudover har centeret en række støttefunktioner og en forskningsenhed. Samlet er vi ca. 750 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 9.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret. Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.

Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir

Opret en jobagent

Tilføj dette job til din jobagent og få lignende job direkte i indbakken

OPRET JOBAGENT

Bliv den første til at få besked når der kommer nye job
Du skal blot indtaste din e-mail her
Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Andre brugere kiggede også på disse job:

Sygeplejerske
Hillerød
Sygeplejerske
Hovedstaden
Sundhed
Hillerød
Sundhed
Hovedstaden

Andre job der minder om dette

Søg efter andre job