Vores sygeplejerske i arresten skal snart på barsel, derfor søger vi hendes afløser.
Så hvis du har lyst til at afprøve dig selv i en spændende og meget anderledes sygeplejerskestilling i en organisation, der varetager en samfundsmæssig vigtig opgave, så har du chancen nu!
Du vil, som ansat fængselssygeplejerske, være hjemmehørende under Sundhedsenheden under Områdekontoret i Kriminalforsorgen Vest, med primær tjenestested i Assens/Odense arrest.
Du vil, i samarbejde med arrestens læge og psykiater, være ansvarlig for at varetage den sundhedsfaglige betjening af de indsatte i arresterne.
Vi tilbyder nogle anderledes rammer, hvor en spidskompetence hos dig skal være evnen til at kunne samarbejde positivt i et tværfagligt miljø med fængselsbetjente, sygeplejerskekollegaer, læger, psykiater, eksterne samarbejdspartnere såsom hospitaler og misbrugscentre.
Jobbet som fængselssygeplejerske Arbejdsopgaverne i sygeplejeklinikken er meget alsidige og med varierende kompleksitet, og kan bedst sidestilles med arbejdsgangen i en lægepraksis, idet de indsatte henvender sig til sygeplejeklinikken med problemstillinger, de ellers ville have henvendt sig til egen læge med.
Det er altafgørende i jobbet, at du har lyst til at arbejde med en patientgruppe, der lever i et fængselsmiljø og ofte har multifacetterede, komplekse sundhedsmæssige problemstillinger af både fysiske, psykiske og sociale karakter, ofte kombineret med compliance-problemer.
Fængselssygepleje kræver høj faglighed samt en empatisk, medmenneskelig, rummelig og anerkendende tilgang, hvor det oftest kræves at kunne ”tænke ud af boksen” inden for de givne rammer for at løse opgaven.
De sygeplejefaglige opgaver består blandt andet af: - Indledende sundhedssamtaler ved indsættelse med fokus på screening for blandt andet kroniske og psykiske lidelser.
- Selvstændige sygeplejekonsultationer med udgangspunkt i de indsattes somatiske, psykiske og kroniske problemstillinger, herunder rådgivning og vejledning om sundhedsbevarende forhold og egenomsorg.
- Visitering til og opfølgning på læge-/psykiaterkonsultationer.
- Planlægning, opfølgning, kontrol og koordinering af nye og igangværende behandlingsforløb af både akutte og kroniske karakter.
- Deltagelse i varetagelsen af medicindosering til arrestens indsatte.
- Fungere i en rolle som sundhedsfaglig sparringspartner for fængselsfaglige kollegaer.
Hvem er du? Vi leder efter en kollega, hvor den faglige værktøjskasse er i orden, og som samtidig kan trives i et dynamisk og anderledes miljø, men grundlæggende et sted og et sygeplejefællesskab med ambitioner. Vi har fokus på kvalitet, ensretning af arbejdsgange, patientsikkerhed samt kompetenceudvikling.
Vi lægger særlig vægt på følgende kriterier: - Det er et ufravigeligt krav, at du har været uddannet sygeplejerske igennem nogle år.
- Du skal helst have bred medicinsk erfaring og hvile i din faglighed samt have interesse for psykiatri, misbrugsproblematikker og tværkulturel sygepleje.
- Det er væsentligt, at du rent fagligt er i stand til hurtigt at kunne identificere, opspore og vurdere sygeplejefaglige problemstillinger og selvstændigt handle på disse.
- Du skal have en høj grad af selvledelse, selvstændighed, ansvarsfølelse og formå at bidrage positivt ind i et lille monofagligt arbejdsfællesskab, der baserer sig på principperne om et selvstyrende team med ledelse på afstand.
- Det vægtes højt, at du skal have gode samarbejdsevner. Du skal besidde evnen til at kunne indgå problemløsende i samarbejdsrelationer, da tværfagligt samarbejde med fængslets øvrige faggrupper er af helt afgørende betydning i dagligdagen.
- Du er nærværende og udstyret med et venligt, positivt og medmenneskeligt livssyn og gerne investerer af dig selv for at skabe et godt fælles arbejdsmiljø med læring, arbejdsglæde, trivsel og gode samarbejdsrelationer i højsædet.
- Du er udstyret med gode pædagogiske evner og kan kommunikere sikkert og tydeligt i vejledningsøjemed til både indsatte og ansatte.
- Du har en bevidsthed om de særlige vilkår, der arbejdes under, i Kriminalforsorgens institutioner, hvor orden og sikkerhed har primært fokus.
Løn- og ansættelsesvilkår: Ansættelsen sker i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomsten samt cirkulære om organisationsaftale for sygeplejersker i staten og er omfattet af aftale om Ny Løn.
Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen.
Du ansættes i Kriminalforsorgen Sundhedsenhed Vest, hvor dit arbejdssted er Assens Arrest, Toftevej 29, 5610 Assens, samt Odense Arrest, Tinghusgade 2, 5000 Odense C.
Assens Arrest vil være dit primære arbejdssted.
Bemærk: Stillingen er et 1 års barselsvikariat løbende til 30. april 2026 med mulighed for forlængelse.
Den ugentlige arbejdstid er på 37 timer eller efter anden aftale.
Vi ønsker, at du har fremmøde i Assens Arrest 3 dage ugentligt og 2 dage i Odense Arrest, hvor du skal bistå din sygeplejekollega med aftalte opgaver.
Der err mulighed for at få en vis indflydelse på planlægning af egen arbejdstid med udgangspunkt i driften. Arbejdstiden er altid i dag tid og er med aftalt fremmøde mellem kl. 7.30 – 8.00 og fri mellem 14.30 – 16.00.
Der arbejdes ikke i weekender og på helligdage.
I ferier og ved evt. sygdom er man selvdækkende med udgangspunkt i, at de to sygeplejersker med fremmøde i Odense/Assens dækker ind for hinanden.
Stillingen er til besættelse pr. 1. maj 2025 eller efter anden aftale, alt efter dine muligheder.
Om os: Sundhedsenheden er en forholdsvis nyoprettet enhed i Kriminalforsorgen, hvor det sundhedsfaglige og personalemæssige ansvar for læge- og sygeplejegruppen er placeret hos en sundhedsfaglig ledelse bestående af en overlæge og en oversygeplejerske.
Vi tilbyder dig blandt andet faglig sparring i dagligdagen, fokuseret supervision, relevant efteruddannelse og deltagelse på kurser, herunder diplomgivende NADA-kursus, deltagelse i faglige temadage med øvrige sygeplejekollegaer i området som minimum 2 gange årligt. Herudover onlinebaserede webinarer med fagligt indhold hver måned.
I Sundhedsenheden yder vi sundhedsbetjening svarende til almen praksis til områdets ca. indsatte, der er fordelt på 29 matrikler, som dækker over arrester, åbne og lukkede fængsler i Jylland og på Fyn.
Assens Arrest har 27 pladser, Odense Arrest har 69 pladser, og bliver fortrinsvis brugt til varetægtsarrestanter.
Du kan læse mere om os på hjemmesiden:
https://www.kriminalforsorgen.dk/ Sikkerhedsarbejdet i Kriminalforsorgen indgår som en naturlig del af jobbet og vægtes meget højt. Der er nultolerance i forhold til vold og trusler.
Du søger stillingen ved at klikke på "Søg stillingen."
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring samt angivelse af referencer skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest d. 4. april 2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 15.
En forudsætning for ansættelse i stillingen er, at du, såfremt du indkaldes til samtale, giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i Det Centrale Kriminalregister.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe billedidentifikation, f.eks. pas eller kørekort.
Kriminalforsorgen opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etniske tilhørsforhold.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Camilla Lund Hansen på mail:
[email protected]