Er du uddannet sygeplejerske med erfaring fra psykiatri og har du lyst til at prøve kræfter med klinisk forskning? Hvis ja, så kan du være med til at gøre en stor forskel for mennesker med skizofreni og alkoholafhængighed, både på den korte og lange bane. Vi søger en struktureret og selvstændig sygeplejerske til en sjældent udbudt stilling indenfor klinisk forskning. Du vil som sygeplejerske skulle hjælpe med administration af forsøgsmedicin og støtte op om forsøgsdeltageres forløb i et forskningsprojekt, hvor vi afprøver om vægttabsmedicinen Mounjaro® kan bruges til behandling af alkoholafhængighed hos personer diagnosticeret med skizofreni.
Om stillingen Som sygeplejerske i teamet, får du en selvstændig rolle med en høj grad af fleksibilitet. Du får en spændende mulighed for at få indsigt i klinisk forskning, god mulighed for fordybelse og ikke mindst tilegnelse af nyeste viden om afhængighed og skizofreni.
Om dig Du er sygeplejerske og har erfaring med psykiatri. Du behøver ikke at have forskningserfaring, men du skal trives med at have et stort ansvar i dagligdagen, være fleksibel og se løsninger frem for begrænsninger. Du har lyst til at være en del af en arbejdsplads hvor læring og fordybelse er i høj kurs, og hvor vi alle bidrager til fællesskabet med faglighed og viden. Derudover er du engageret i dit arbejde og denne patientgruppe, og bidrager med godt humør.
Dine hovedopgaver vil være - Administration af forsøgsmedicin (Mounjaro®)
- Støtte forsøgsdeltagere i forløbet
- Ev.t. følge patienterne til blodprøvetagning eller selv tage blodprøver
Om os Du vil blive en vigtig del af forskningsprojektet DUALPSYCHIATRY hvor teamet består af professor Anders Fink-Jensen som har det overordnede ansvar, læge Søren Brøgger Jensen som er daglig leder, og flere medicinstuderende. Du vil selvfølgelig få en grundig oplæring i samtlige procedurer, og løbende sparring.
Selve forskningsenheden hvor projektet udgår fra, udfører kliniske studier relateret til behandling af alkoholafhængighed (aktuelt projekter med Wegovy®, psilocybin-terapi og Virtual Reality) og skizofreni. Derudover leder professor Anders Fink-Jensen også Neuropsykiatrisk Laboratorium, hvor der udføres dyre-eksperimentel forskning indenfor afhængighed (mus og rotter). Dvs., du kommer til at færdes på en lille arbejdsplads med lektorer, læger/ph.d.-studerende, postdocs, sygeplejersker, medicinstuderende og bioanalytikere, men hvor der er højt til loftet, flad struktur, et inspirerende arbejdsmiljø, gode kollegaer, en humoristisk omgangstone og en arbejdsplads hvor vi værdsætter den gode stemning og en god kop kaffe.
Selve projektet I alt skal 108 patienter med skizofreni og samtidig alkoholafhængighed inkluderes i et 26 ugers forløb, hvor de randomiseres til den aktive medicin (Mounjaro®) eller placebo. Rekrutteringen forventes at gå i gang i marts 2025. Patienterne møder undervejs til medicinadministration og opfølgninger, og derudover tilbydes de støttende samtaler. Besøgene foregår som udgangspunkt i forskningsenheden på Frederiksberg Hospital. En gruppe af patienterne skal også have udført hjernescanninger på Rigshospitalet, for at vi kan blive klogere på mekanismen bag en evt. effekt af forsøgsmedicinen.
Om Psykiatrisk Center København Psykiatrisk Center København (PCK) er Danmarks største psykiatriske center, og vi er kendt for at være fremme i forhold til nye behandlingstilbud, som udspringer af vores anerkendte forskning. Vi har Danmarks største psykiatriske forskningsenhed med 5 professorer og i alt cirka 100 forskere. PCK har i alt cirka 1300 medarbejdere, har årligt cirka 5500 indlæggelser og 190.000 ambulante kontakter. Centret undersøger og behandler voksne psykiatriske patienter inden for de almenpsykiatriske områder og dækker store dele af København fra Nordvest til Christianshavn, og fra Østerbro til København C, samt Frederiksberg. Det svarer til et område med ca. 450.000 borgere. Centeret er organisatorisk placeret i Region Hovedstadens Psykiatri, og geografisk placeret dels på Bispebjerg Hospital, Gentofte Hospital og Frederiksberg Hospital, samt i mindre enheder rundt omkring i lokalområdet.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fleksibel stilling på 37 timer ugentligt fordelt fra mandag til fredag i dag-tid. Dog vil der være én sen dag om ugen (til kl. 18) og en dag med mødetid kl. 7.00.
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2025 Stilling er tidsbegrænset til 2,5 år.
Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.
Ansøgning Hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at ringe til daglig leder af projektet, læge og ph.d.-studerende Søren Brøgger Jensen tlf.: 60 29 49 63.
Din motiverede ansøgning, CV, uddannelsesbevis, samt anden relevant dokumentation sendes via vores online rekrutteringssystem
senest søndag den 5. januar 2025.
Vi forventer at afholder samtaler i uge 3, 2025.
Vi glæder os meget til at høre fra dig.
Læs mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "
Job i Psykiatrien".