Hos Assens Kommunale Tandpleje søger vi en dygtig og sød tandplejer.
Som udgangspunkt er stillingen på 37 timer om ugen, men da det er vigtigt for os, at vi finder den helt rigtige kollega, kan du selv få indflydelse på stillingens timeantal.
Tiltrædelse 1. april 2025, eller efter aftale.
Assens Kommunale Tandpleje består af overtandlæge, en tandlæge, daglig leder, 3 tandplejere, 8 klinikassistenter, 1 profylakseassistent samt 1 administrativ medarbejder.
Vi har to dejlige og lyse klinikker, som er beliggende i henholdsvis Tommerup og Assens.
Vi er en tandpleje i udvikling, og der vil være god mulighed for at være med til at udvikle tværfaglighed og kollegialt samarbejde, idet vi sammen skaber rammerne for klinikkernes virke.
Vi lægger stor vægt på forebyggende og tidlige indsatser i forhold til børn og unges trivsel og udvikling, ligesom vi også lægger vægt på vores egen faglige udvikling.
OG – vi lægger lige så stor vægt på er, at vi har det godt sammen og trives.
Det betyder meget for os, at vi har et godt samarbejde både internt og tværfagligt, så vi opnår bedst mulige samarbejde omkring vores børn og unge.
Disse indsatser foregår bredt, og vi arbejder hele tiden på den fortsatte udvikling af samarbejdet mellem de øvrige områder inden for børn og unge.
Vores driftsleder Karina er hver dag på klinikkerne, og hun samarbejder tæt med både medarbejdere, vores overtandlæge Michael og vores afdelingsleder omkring drift, ydelser og retning for Tandplejen.
Der er ca. 7000 børn og unge i Assens Kommune, og heraf er ca. 4500 børn og unge tilknyttet de kommunale klinikker.
De øvrige børn er tilknyttet private klinikker, vi har kontrakter med.
Hos os står du aldrig alene. Du er del af et team bestående af dygtige klinikassistenter og tandplejere.
Hos os skal forvente en alsidig hverdag, hvor du både er på klinik, deltager i møder og kan være med til at udvikle tiltag i Tandplejen.
Måske er du erfaren tandplejer, som har behov for nye tænder at undersøge, eller måske er du nyuddannet og har lyst til at prøve kræfter med den Kommunale Tandpleje.
Vi er åbne for det hele.
Det vigtigste er bare, at du er lige så nysgerrig og positiv som os andre, og kan grine af bump på vejen og forskelligheder.
Hos os er der ingen over eller under.
Alle er lige vigtige, og vi bidrager alle både til et højt fagligt niveau og den gode stemning.
Det skal afspejle sig i dit menneskesyn.
Du holder dig fagligt opdateret og kan arbejde selvstændigt, men vi bestræber os altid på at du har klinikassistent hjælp.
Du har lyst til at arbejde med børn og unge i et åbent og professionelt miljø, hvor faglighed og kommunikation er i højsædet.
Du er engageret og fleksibel.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på, at straffe- og børneattest indhentes, inden ansættelsen kan finde sted.
Hvis du er det mindste interesseret i stillingen, så håber vi, at du vil ringe til Karina på tlf. 21 77 42 37.
Du er også altid velkommen til at komme forbi til en fissurforsegling og en uforpligtende snak.
Og hvis du bare tænker: ”av min visdomstand, hvor lyder det fedt!”, så send os en kort ansøgning!
Du kan også læse mere på vores hjemmeside: tandplejen.assens.dk
Ansøgningsfrist er den 24. februar 2025. Vi holder løbende samtaler, så du selv kan byde ind med et tidspunkt.
Bevis for uddannelse vedlægges ansøgning og CV.
Tænker du at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.
Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir