Motiveres du af et job, hvor du gør en forskel for samfundet? Kan du favne både en stor teknisk faglig bredde, tænke i helheder, dyrke udviklingspotentialer og bidrage til samarbejdet i en ledelsesgruppe, hvis resultater kan mærkes i de danske virksomheder og hos de danske forbrugere? Så kan denne stilling være dit drømmejob. Vi arbejder for at skabe sikkerhed for de danske forbrugere, så de kan have tillid til de produkter, de køber på EU’s indre marked. Virksomheder skal opleve lige markedsvilkår, og derfor kontrollerer vi, at de erhvervsdrivende overholder de gældende lovkrav. Det gør vi ved at føre tilsyn hos virksomheder og kontrollere produkter, ligesom vi vejleder og kommunikerer om regler og meget andet.
Du bliver en del af ledelsen i Produkter, som er en afdeling på ca. 45 medarbejdere. Medarbejderne har en stor bredde af tekniske og administrative kompetencer. I samarbejde med ledergruppen og kollegaer fra støttefunktioner, skal du sikre opgavevaretagelsen og personaleledelsen, med styrelsens fælles mål for øje.
Markedsovervågning I afdelingen for Produkter overvåger vi en lang række produkter, som er tilgængelige for de danske forbrugere. Det kan være legetøj, el-produkter eller noget helt tredje, som vi ud fra en risikobaseret tilgang undersøger ved tekniske tests og kontrol af om mærkning og dokumentation lever op til de gældende regler og standarder. Udover at markedsovervåge har vi fokus på at styrke virksomhedernes regelefterlevelse igennem dialog og kommunikation med udgangspunkt i konkrete vejlednings- og kommunikationsindsatser og virksomhedernes behov.
Afdelingen består af 4 teams og du vil blive leder for et fagteam, hvor vi arbejder med at sikre, at virksomhederne efterlever reglerne f.eks. ift. Pyrotekniske produkter, gasprodukter, metrologi, ædelmetaller og elevatorer. Vi benytter en bred palette af metoder til markedsovervågningen f.eks. Virksomhedsbesøg og 3. parts kontroller. Teamet består af 11 dygtige og engagerede medarbejdere og dig som teamleder.
Hvad kommer du til at lave? Sikkerhedsstyrelsen arbejder for at gøre det sikrere at være forbruger og lettere at være virksomhed i Danmark. De mål har du selvfølgelig som overligger for hver eneste arbejdsdag, som typisk består af:
- Personaleledelse og medarbejderudvikling. Som leder går meget af din tid med at lede dine medarbejdere og sikre, at de trives i jobbet, fortsat udvikler sig og at de sammen med kollegaerne indfrier styrelsens mål og forventninger. Det indebærer bl.a., at du holder teammøder og medarbejderudviklingssamtaler, at du prioriterer og planlægger opgaver og ressourceallokering fleksibelt. at du er i tæt dialog med medarbejderne og kan formidle styrelsens strategiske retning og sætte tydelig retning for arbejdet og udviklingen i teamet.
- Faglig ledelse. Du bliver en del af den faglige ledelse i Produkter og derfor er du også en naturlig faglig sparringspartner for medarbejderne. Som faglig leder har du fokus på driften og fremdriften i sagsbehandlingen. Du har kendskab til forvaltningsloven, forståelse for vigtigheden af ensartethed i sagsbehandlingen og i samarbejde med medarbejderne dyrker du de faglige processer med henblik på at sikre kvaliteten.
- Udvikling og idriftsættelse. Du skal sammen med medarbejderne i teamet og vore kollegaer i resten af styrelsen have fokus på, at udvikle måden hvorpå vi markedsovervåger, således at vi fortsætter med at være en relevant og effektiv myndighed, der også kan håndhæve fremtidens markedsovervågningsopgaver og skabe de bedste rammer for virksomhedernes regelefterlevelse.
Hvad forventer vi af dig? Som teamleder i Sikkerhedsstyrelsen skal du finde det motiverende at arbejde i en organisation i forandring og at være med til at forme opgaver, processer og løsninger.
Du passer perfekt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i dette signalement:
Du er en motiverende og udviklingsorienteret leder. Du går højt op i, at de medarbejdere, du har ledelsesansvar for, både fungerer fagligt og socialt i jobbet. Du har øje for den enkelte medarbejders stærke og svage sider, så du kan sikre, at vedkommende udvikler sig i jobbet. Og så formår du at formidle, hvordan den enkelte medarbejders opgaveløsning spiller ind i en større helhed. Du har fokus på at skabe et team, hvor man hjælper hinanden og lykkes sammen, og hvor du understøtter, at de selv finder løsninger, hvor det giver mening.
Du arbejder struktureret og skaber overblik. Du navigerer sikkert rundt mellem dine mange arbejdsopgaver, og du har overskud til at ændre kurs, når direktion eller ledelse har akut behov for et oplæg, en status eller hjælp til fremdrift på strategiske mål.
Du har nysgerrigheden, begejstringen og modet til at finde de bedste løsninger med afsæt i strategien. Du er fuld af initiativ, har et positivt Mindset og et smittende humør. Du er ikke typen, der sidder og venter på handlingsanvisninger. Tværtimod har du stort drive og tager gerne ansvar for en opgave.
Du er relationsskabende og ved, at samarbejde er den bedste strategi. Du kan begå dig på alle niveauer i organisationen, og du er vellidt for det. I løbet af en arbejdsdag har du kontakt med mange forskellige personer, og du møder dem alle med et smil og med en grundholdning om, at kollegaer spiller hinanden gode gennem sparring og videndeling. Vi forestiller os, at du har en teknisk, juridisk eller anden relevant akademisk uddannelse, og at du har erfaring med projektledelse og implementering af nye løsninger. Hvis du har kendskab til markedsovervågning, erfaring som teamleder og en form for lederuddannelse, er det et absolut plus, men det er ikke noget krav. Det er også et plus, hvis du har kendskab til at arbejde i en offentlig og politisk styret organisation samt kendskab til forvaltningsloven og sagsbehandling i relation til denne.
Send din ansøgning via link på
www.sik.dk senest den 21. januar 2025. Vi forventer at afholde samtaler d. 23. januar 2025 og 2. samtaler d. 28. januar 2025.
Du ansættes på fuld tid efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation med tiltrædelse pr. 1. marts 2025.
Har du spørgsmål til selve stillingen, er du velkommen til at sende en sms til kontorchef Nicoline Zederkof Jensen på tlf.: 29239604, så vil hun ringe retur hurtigst muligt.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-rekrutteringspartner Mie-Pil Simmelsgaard-Madsen på tlf.: 91337045