Er du struktureret og detaljeorienteret med en stor interesse for både udvikling og drift af opgaver omkring optagelse af vores kommende studerende til Absalon, og har du fokus på kvalitet i din opgaveløsning? Så er det måske dig, vi søger til Team Studiehjælp.
Med Professionshøjskolen Absalons strategi følger et uddannelsesløfte til de studerende. Løftet bygger på en ambition om, at de studerende skal kunne mærke deres uddannelse fra første dag. Derfor skal de studerende opleve, at Absalon er én samlet organisation, der sætter de studerende først, og som har en stærk og tydelig uddannelsesprofessionalisme. Vi bidrager aktivt til regionens vækst og velfærd gennem udbud af gode og relevante uddannelses- og udviklingsmuligheder.
Har du lyst til at være med i teamet, som optager Absalons nye studerende? Så søger vi i Uddannelsesservice to kolleger, der vil være en del af Team Studiehjælp, hvor de primære opgaver er at sagsbehandle ansøgninger til Absalons professionsbacheloruddannelser, specialiserede opgaver inden for kvalitetskontrol, indberetning af data og opgaver som superbruger af vores administrationssystem, esas, samt koordinerende opgaver.
Vi søger to kolleger, der vægter det gode teamarbejde højt, og som har erfaring med sig fra tidligere stillinger inden for sagsbehandling, offentlig administration og arbejde i en politisk styret organisation. Du har samtidig fokus på at levere høj faglig kvalitet til fastsatte deadlines. Derudover er det vigtigt, at du kan genkende sig selv i følgende:
Du arbejder struktureret og detaljeorienteret uden at miste det store overblik i en hverdag, hvor dagene og opgaverne ikke er ens. Det er motiverende for dig at dykke ned i sammensatte administrative opgaver og sammenhænge – herunder at arbejde med tal og data og anvende dette til at understøtte ledelsesbeslutninger gennem bl.a. notater og sagsfremstillinger. Du er handlekraftig og tager initiativ til at løse opgaver både i teamet og på tværs af organisationen.
Det gode samarbejde motiverer dig. Du er ansvarsbevidst og dine kolleger ved, at de kan regne med dig. Samarbejde med andre falder dig naturligt, samtidig med, at du trives med selvstændigt ansvar for egne opgaveområder. Hvis du har brug for hjælp, siger du til, og hjælper gerne andre, så vi sammen når vores mål.
Du har en nysgerrig tilgang til, hvordan man løser en opgave inden for et givent regelsæt. Samtidig har du lyst til at være en del af driften, hvor opgaveporteføljen er bred og varieret med mange samarbejdsflader. Din indsats er altid med fokus på kvalitet og på den tværgående sammenhængskraft.
Du har interesse for IT-systemer, en udpræget systemsnilde, og forstår vigtigheden af at finde de mest optimale digitale løsninger i sagsbehandlingen og det øvrige administrative arbejde. Som en erfaren bruger af Microsoft365 forstår du dig på at jonglere i mange systemer og dokument‐ og sagsbehandlingsværktøjer.
Derudover forventer vi os, at du:
• har en relevant uddannelse (fx kontoruddannet eller akademisk uddannelse)
• ikke har noget imod at lægge din hovedferie uden for juli. I forbindelse med optagelsesopgaverne er der spidsbelastningsperiode i juli. Du vil dele opgaven med an-dre kolleger, så det vil ikke være aktuelt hvert år.
• det vil være en fordel, at du kan tale og skrive engelsk.
Du kommer til at arbejde med opgaver, der knytter sig til teamet på tværs af fagligheder. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:
Sagsbehandling. Du sagsbehandler og vurderer ansøgninger i forbindelse med optagelse på vores professionsbacheloruddannelser og ansøgninger om obligatorisk og ansøgt merit. Derudover deltager du i behandling af komplekse enkeltsager med fokus på ansøgeres og studerendes baggrund og gældende juridiske rammer.
Systemansvar. Vi benytter os af flere sagsbehandlingssystemer, og du bidrager til udvikling af effektive arbejdsgange for brug af systemerne. Du fungerer som superbruger på vores tværsektorielle administrative sagsbehandlingssystem, esas.
Kvalitetskontrol og indberetninger er nogle af dine ansvarsområder, og du står for kvalitetskontrol af teamets samlede sagsbehandling af ansøgninger og for indberetning af vores optag. Du danner dig overblik over større datasæt og udleder sammenhænge og uregelmæssigheder i data.
Sørge for koordinering og kommunikation. Du indgår i koordinering og kommunikation mellem Uddannelsesservice og de enkelte centre på Absalon samt andre dele af organisationen. Du betjener samarbejdspartnere med relevant information, sagsfremstillinger mv. inden for optagelsesområdet, når beslutninger skal træffes.
Indgå i arbejdsgrupper og udvikle arbejdsgange og processer. I Uddannelsesservice arbejder vi sammen på tværs, og du vil derfor få mulighed for at indgå i tværgående arbejdsgrupper, der løbende udvikler arbejdsgange, implementerer forskellige forbedringstiltag og koordinerer opgaver på tværs af afdelingens teams.
Team Studiehjælp er en del af Uddannelsesservice og består af 17 engagerede og kompetente medarbejdere med forskellige uddannelsesbaggrunde samt en teamleder. Teamet arbejder målrettet med opgaver inden for rekruttering og fastholdelse af studerende. Med afsæt i vores fælles faglighed og forskellige perspektiver samarbejder vi om at levere høj kvalitet i vores indsats med rekruttering og fastholdelse, der spænder fra at støtte ansøgere og studerende til at sikre et godt samarbejde med eksterne partnere. Vi prioriterer samarbejde, videndeling og best-practice for at skabe den bedst mulige service og støtte.
Arbejdsstedet er på Campus Slagelse, hvor vi har en sund og varieret kantineordning og mulighed for at træne i vores fitnesslokale eller på alle de mange trapper, der er på campus. Hvis du er med tog på arbejde, så er vi placeret lige ved Slagelse Station, så du kører næsten lige til døren.
Du skal forvente rejseaktivitet til Absalons øvrige campusser i forbindelse med møder med kolleger og samarbejdspartnere.
I Uddannelsesservice ønsker vi at give mulighed for hjemmearbejde inden for rammer, der understøtter trivsel, samarbejde og et stærkt arbejdsfællesskab. Der er mulighed at arbejde hjemme op til 2 dage om ugen, hvis ens opgaver tillader det.
• Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
• Stillingerne er på fuld tid, og vi vil gerne have, at du begynder senest den 1. marts 2025.
• Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte teamleder, Claus Gerstrøm Eliasen, på tlf. 7248 1823.
• Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne sid senest d. 19. januar 2025.
• Vi forventer at holde samtaler i uge 4 og 5.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir