Er du et menneske, der naturligt skaber gode relationer, er du resultatorienteret og kan du stå i spidsen for en engageret gruppe af kontormedarbejdere med en række vigtige opgaver? Så er jobbet som tilsynschef for de administrative medarbejdere i Tilsynscenter Syd måske det næste skridt i din karriere? Tilsynscenter Syd er et af tre tilsynscentre i Arbejdstilsynet. Vi er ca. 145 ansatte. Vi fører tilsyn med alle typer virksomheder og arbejdsopgaver. Vi er på den måde i kontakt med hele arbejdsmarkedet og skal være med til at sikre et sikkert og sundt arbejdsliv for alle, der arbejder i Danmark.
Er du en leder, der kan skabe resultater og agere frontfigur for det gode arbejdsliv? Du får det daglige personaleansvar for 19 medarbejdere. Du får ansvar for organisering, planlægning, koordinering og for kvaliteten af det faglige indhold i opgaverne.
Du skal kunne motivere og skabe gode relationer, mens du leder, og du skal have et kompetent fokus på drift og produktion samt effektivitet. Du skal være i stand til at omsætte Arbejdstilsynets overordnede mål og strategi til konkrete indsatser og resultater.
Du skal skabe et sikkert og sundt arbejdsliv for de administrative, mens de løser kerneopgaver af høj kvalitet. Ligesom du skal understøtte, at der skabes gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
De administrative medarbejdere har hovedopgaver fordelt på:
- Daglig sagsbehandling af akutte tilsynsopgaver, hvilket omhandler klager over arbejdsmiljø og arbejdsulykker.
- Første led i forhold til vurdering af alle klager over arbejdsmiljø.
- Call center funktion med besvarelse af op til 150 opkald hver dag.
- Support til centrets tilsynsførende i deres daglige funktioner.
- IT-support med tæt samarbejde til vores IT-afdeling i København, samt daglig support til vores medarbejdere i centret.
- Controlling og produktionsstyring i de fire tilsynsgrupper.
Bliv en del af vores dedikerede chefgruppe Som tilsynschef for de administrative medarbejdere bliver du en del af tilsynscentrets chefgruppe. Chefgruppen arbejder tæt sammen og har et fælles ansvar for at løse og udføre tilsynscentrets opgaver. Chefgruppen i TC Syd består af en tilsynsdirektør samt 6 tilsynschefer. Endvidere indgår du i samarbejdet mellem de 3 tilsynscentre og Arbejdsmiljøfagligt Center med henblik på at styrke faglighed, kvalitet og ensartethed på tværs af Arbejdstilsynet.
Din personlige og ledelsesmæssige profil Du har en stærk lederprofil og kan skabe trivsel, arbejdsglæde og resultater gennem en motiverende og anerkendende lederstil. Du har gennemslagskraft og kan kommunikere klart om mål, forventninger og beslutninger.
Derudover forestiller vi os, at du har en relevant akademisk uddannelse samt erfaring med personaleledelse. Desuden forestiller vi os, at du har:
- succes med at skabe gode relationer og et sikkert og sundt arbejdsliv for dine medarbejdere
- erfaring fra arbejde for en myndighed
- succes med styring af en større driftsopgave og med personaleledelse
- evne til at koordinere, planlægge og styre mange forskellige ressourcer og opgaver på samme tid
- god forståelse for IT, herunder sagsbehandlingssystemer
- lyst til at indgå i en chefgruppe og til aktivt at være med til at udvikle opgaveløsning og samarbejde
- integritet og høj personlig etik.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. maj 2025.
Du ansættes på kontraktvilkår med aflønning i løngruppe 1 (lønramme 37) og ansættelse sker som udgangspunkt på åremål for en 5-årig periode. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Ansættelse sker efter rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.
Dit daglige arbejdssted er Eltangvej 232, 6000 Kolding.
Spørgsmål og ansøgning Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at sende en mail til tilsynsdirektør Hanne Sofie Tromborg Olsen (
[email protected]) eller ringe på tlf. nr. 7220 9632.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-partner Lone Clausen, Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf. nr. 2250 3847 (fra 19. februar).
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk
senest fredag den 28. februar 2025. Vi forventer at holde samtaler den 10. og 17. marts 2025
Vi ser frem til at læse din ansøgning og endnu mere til at møde dig.