Skal din indsats være med til at lukke samfundets sprækker, så flere socialt udsatte oplever et værdigt liv? Kan du kickstarte og drive vores indsamlingsindsats, så vi kan nå længere ud og møde nye behov?
”Jeg har 4.000 kr. at leve for om måneden. Men på et tidspunkt fik jeg kun udbetalt det halve. Jeg tænkte: Hold kæft. Det kan jeg da ikke leve for. Så måtte Søren give mig mere mad den måned”, griner Jan og kigger på Søren. Søren er fra vores udkørende indsats Social Drive Out, som er en af de 250 institutioner, sociale tilbud og projektindsatser KFUM’s Sociale Arbejde driver rundt i hele landet sammen med 1.200 ansatte og ca. 2.500 frivillige.
Med afsæt i vores strategi igangsætter vi en ambitiøs fundraisingindsats, som skal skabe frie midler til at landsorganisationen kan handle hurtigt og målrettet på de behov vi ser. Fokus er på private donationer, faste bidragsydere og testamentariske gaver.
Fælles for begge stillinger er, at du får til opgave at engagere folk i den gode sag. Du brænder for at opbygge, udvikle og drifte en stærk indsamlingsindsats, der kan vokse og skabe varige resultater - det kræver både indsigt og ihærdighed. Fundraising er en langsigtet investering, som vi vil prioritere og følge tæt. Det er vigtigt, at du kan afkode organisationens DNA og at du samarbejder tæt med kommunikationskonsulenterne, så vi sikrer en troværdig fortælling om vores arbejde og overholder vores kommunikationsprincipper. Den etiske balance vægter højt for os, og vi arbejder med stor respekt for de mennesker, vi møder.
Vi søger to nye medarbejdere, som skal udgøre vores fundraising team. I skal supplere hinanden og bidrage med forskellige kompetencer. Vi tegner her to profiler, men kompetencerne kan kombineres på tværs og vi er åbne for andre sammensætninger. Udvikling af nye fundraisingaktiviteter sker i tæt samarbejde i fundraisingteamet.
PROFIL A – Data, systemer og digital strategi
Du får ansvaret for, at vores digitale indsamlingsmotor kører optimalt – fra betalingskanaler og CRM til automatiserede donorrejser og rapportering. Du sikrer, at vi har styr på data, så vi kan træffe de rigtige beslutninger og optimere vores fundraisingindsats. Det er dig vi går til, når vi skal have overblik over KPI’er, performance og økonomiske flow bag indsamlingerne, og du trives i krydsfeltet mellem fundraising, teknologi og analyse. Du kender til marketing automation og kan opsætte flows, der understøtter donorloyalitet. Du kender reglerne for GDPR, indsamlingsloven og de etiske retningslinjer i indsamlingsbranchen. Du bliver en vigtig brik i at sikre, at vores fundraising har en stærk digital og datadreven rygrad, men skal samtidig være skarp på udvikling og eksekvering af aktiviteter og kampagner.
PROFIL B – Kampagne og kommunikation
Du driver vores fundraisingkampagner og sørger for, at vi når ud til de rigtige mennesker med de rigtige budskaber. Du tester og optimerer annoncer, hjemmesider og e-mailflows, så vi hele tiden forbedrer vores resultater. Når der skal genereres leads, er du på forkant med at afprøve nye værktøjer – fra quizzer og gamification til hvervegaver. Du sikrer, at vores budskaber performer, og at vi får mest muligt ud af vores kampagnebudgetter. Du har erfaring med digital markedsføring og leadgenerering og ved, hvordan man får mennesker til at engagere sig. Du er vant til at arbejde med digital annoncering og hvordan data kan bruges til at optimere konvertering. Du har måske også kendskab til telemarketing og kan samarbejde med eksterne bureauer om at følge op på vores leads.
Testamente-fundraising ser du som et område med potentiale, og du er nysgerrig på at udvikle arvemateriale, planlægge events og kommunikere til potentielle testatorer. Hvis du allerede har erfaring med arvemarkedsføring, er det en fordel – men vigtigst er, at du har lyst til at arbejde strategisk og kreativt med donorengagement.
I din ansøgning må du gerne skrive hvilke kompetencer og erfaringer du bringer ind, så vi kan sammensætte det stærkeste team. Angiv i din ansøgning, hvilken af de to profiler du matcher bedst.
Baggrund
Du har arbejdet med fundraising, kommunikation eller digital markedsføring hos en NGO, indsamlings- eller interesseorganisation. Eller du har arbejdet med digitalt salg og markedsføring i andre sektorer og kan overføre dine kompetencer til at sælge den gode sag. Det vigtigste er, at du har et stærkt drive og at du kan sætte dine kompetencer og erfaringer i spil.
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor der aldrig er tvivl om meningen med arbejdet. Du træder ind i et stærkt kollegialt fællesskab, en varieret og fleksibel arbejdsdag med et stort selvstændigt ansvar og høj grad af frihed. De to fundraisere/kampagnekoordinatorer refererer til sekretariatslederen, hvor I vil indgå i et team med organisations- og kommunikationskonsulenter. Vi glæder os til sammen med jer at engagere endnu flere i den gode sag.
KFUM’s Sociale Arbejdes formål er at skabe værdige kår for mennesker i hjemløshed, ensomhed, misbrug, fattigdom og andre udsatte livssituationer. Vi er et værdibåret arbejdet med stærke rødder i civilsamfundet og i mere end 100 år har vi handlet på de udfordringer, vi ser for mennesker på kanten. Vi oplever stor opbakning fra både politikere, samarbejdspartnere og private personer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Din arbejdsplads bliver på KFUM’s Sociale Arbejdes hovedkontor i Strib ved Middelfart. Løn og ansættelsesvilkår efter aftale jf. landsorganisationens lønregulativ. Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Gitte Holmgaard eller Fundraisingrådgiver Christian Sophus Ehlers, som assisterer i rekrutteringen. Se kontaktoplysninger i højre spalte.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 5.-6. marts og anden samtale d. 13. marts. Stillingerne ønskes besat pr. 1. maj 2025.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir