Er du skarp til håndtering af vand på terræn og har lyst til at styre vores klima- og vandløbsprojekter og opgaver sikkert i mål sammen med et ambitiøst og fagligt stærkt team?
Så læs gerne videre! Om jobbet
Vi søger to kollegaer, der kan bidrage i vores klimaarbejde for at beskytte Vejle mod regn og stormflod og til at få vores mange vandløbsprojekter gennemført. Du skal have en stærk faglig profil, herunder erfaring med brug af VASP og Scalgo. Derudover skal du være god til at bevare overblikket og have flair for at tale med borgere og lodsejere i øjenhøjde.
Vi søger to medarbejdere til team vandmiljø, som skal varetage vandplanprojekter, klimaopgaver i relation til oversvømmelse af Vejle midtby og myndighedsbehandling efter vandløbs- og kystbeskyttelsesloven. Fremover vil dele af grøn trepart opgaven også være tilknyttet teamet i tæt samarbejde med Natur & Udeliv.
Som ekstra kolorit på dit job vil vi gerne finde en kollega til vores højtvandsvagt hver 4. uge. Opgaven kræver at du kan træffe hurtige beslutninger på baggrund af vejrprognoser og vandløbsdata samt varetage koordineringsfunktionen, når der er oversvømmelse i Vejle midtby.
Stilling 1 – Klimaprojekter og sagsbehandling efter Kystbeskyttelsesloven og vandløbsloven
Vejle Kommune arbejder på at beskytte byen mod stigende problemer med vand fra opland og fjorden. Vi har flere klimabeskyttelsesprojekter, særligt projekter om optimering af Vejle bys vandveje og dige projekter af forskellig karakter, på listen i 2025 og frem. Som en naturlig forlængelse vil du også varetage behandling af sager om privat kystbeskyttelse, vand på terræn og deltage i arbejdet med vores stormflodsstrategi.
For at lykkes med alle stillingens opgaver er det derfor vigtigt, at du kan tolke og navigere i vandløbsloven og andre relevante love for at sikre lavest mulig påvirkning på såvel ejendomme som natur, når regn og stormflod er på dagsorden.
Stilling 2 – Vandløbsprojekter og sagsbehandling efter vandløbsloven
Vejle Kommune arbejder med vandløbsprojekter med et holistisk syn på de værdier og den anvendelse, som området har i dag og i fremtiden, og særligt med fokus på de klimaudfordringer som er i sigte. Vi løser alle opgaver i relation til vandløb, lige fra restaureringsprojekter (vandplanprojekter), regulativrevisioner, minivådområder samt drænsager til kommunikation med kommunens å-mænd om den praktiske vedligeholdelse.
Dine opgaver vil som udgangspunkt være udarbejdelse af vandplansprojekter/projektledelse og sagsbehandling efter vandløbsloven, men med mulighed for at byde ind på andre af vores opgaver. Dette kan være tilladelser til vådområder, restaureringsprojekter, minivådområder og svar på lokalplaner. Opgaverne tildeles ud fra faglige og personlige kompetencer.
Vi tilbyder dig
Stillingerne er i team Vandmiljø, som er en del af afdeling Vand. Team Vandmiljø arbejder primært med vandløb og i det åbne land. Begge job giver mulighed for at deltage i projektering og gennemførelse af vandløbsrestaureringer og klimaprojekter.
Opgaverne i team Vandmiljø bliver løst af syv miljøsagsbehandlere, som arbejder bredt med vandmiljø, bl.a. afgørelser efter vandløbsloven, miljømålslov, kystbeskyttelsesloven, samt vandplansprojekter og klimaopgaver. Det vil være muligt at kombinere de to stillingers faglige profil.
Der er fire store opgaver i teamet; vandplanprojekter, regulativrevision, sagsbehandling, bl.a. kyst og drænsager og ikke mindst klimaopgaver. I takt med de seneste års megen regn er der en stor opgave i opgradering af vandveje i Vejle midtby, både de nuværende to åer, men også fremtidens vandveje. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med team spildevand, Vejle Spildevand, Natur&Udeliv, Klimasekretariatet og den øvrige Teknik & Miljø forvaltning.
I teamet har vi ansvaret for at styre vandet gennem åerne i Vejle. Det er vores 4 højtvandsvagter, der beslutter hvornår slusen skal startes, og har overblikket over de mange indsatser, der sættes i værk under kraftig regn eller stormflod. Højtvandsvagten har vagt hver 4. uge og bliver honoreret ved siden af den normale ansættelse.
Vi forventer, at du har følgende baggrund:
- relevant faglig uddannelse som ingeniør, biolog eller lignende
- erfaring med udarbejdelse og gennemførelse af projekter inden for klima- og vandløbsområdet
- har erfaring og flair for sagsbehandling i henhold til kystbeskyttelsesloven og vandløbsloven
Desuden vægter vi, at du har følgende personlige egenskaber:
- har mod og overblik til at deltage i vores højtvandsvagt, og er klar til at træffe hurtige beslutninger(den ene stilling)
- deltager aktivt i udviklingen af vores arbejdsplads og de resultater, vi skaber
- kan lide udfordringer og har ”drive” til at nå resultater
- har situationsfornemmelse og gode samarbejdsevner
- er positiv og har humoristisk sans
- er serviceorienteret, tør tage ansvar og kender værdien af dialog
- arbejder selvstændigt og struktureret
- er god til at skabe netværk både blandt kolleger og til eksterne samarbejdspartnere
- forstår at arbejde i en politisk ledet organisation
Om os
I afdeling Vand er vi 17 personer, der trives godt sammen, og har en engageret tilgang til vores opgaver. Vi har opgaver inden for grundvand, spildevand og vandløb, herunder også indsatser i vandhandleplaner, søer og fjord, samt klimaopgaver. Vi arbejder i teams, der prioriterer, tilrettelægger, udfører og evaluerer vores arbejde inden for aftalte rammer. Vi arbejder som et hold i samarbejde med forvaltningens øvrige afdelinger for at sikre borgere og lodsejere den bedst mulige serviceoplevelse.
I Vejle Kommune er der ca. 1000 km målsatte vandløb, hvoraf ca. 350 km er offentlige. Vi er i fuld gang med at løse og omstille os til et vådere klima. Det er vigtigt for os, at løsninger sker i tæt samarbejde med erhverv, borgere og interesseorganisationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er fast med 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst og lokal løn. Tiltrædelse 1. maj 2025.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest den 16. marts 2025. Første samtale forventes afholdt den 21. marts 2025 og anden samtale den 25. marts 2025.
Har du lyst til at vide mere?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Mette Højby på tlf.: 29743384 eller Annette Bonde på tlf.: 21425569.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Du kan læse mere om os på Klima, natur og miljø - Vejle Kommune
Profilanalyse
Vi benytter personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med ansættelsen.