Vil du være med til at sikre et højt fagligt niveau i et tæt tværfagligt samarbejde? Har du erfaring med udbud og indkøb og er du god til at formidle din viden? Så er du måske vores nye udbuds- og indkøbskonsulent. På udbuds- og indkøbsområdet har vi store ambitioner, som skal udmøntes gennem en ny udbuds- og indkøbspolitik. Politikken skal sætte rammen for styrelsens indkøb, hvor vi bl.a. skal indtænke klima og bæredygtighed, når der skal købes varer og tjenesteydelser.
Vi står stærkt på værdier som fællesskab, handlekraft, læring og meningsskabelse og ønsker en kultur, hvor du oplever indflydelse, og hvor der er plads til ambitioner. Værdierne er synlige i vores hverdag og bliver aktivet inddraget i vores opgaveløsning.
Om stillingen Stillingen er placeret i team jura, der består af 16 medarbejdere, som arbejder inden for forskellige områder. Udover udbud og indkøb, varetager teamet GDPR, styrelsens regelportefølje og generel understøttelse af styrelsen i diverse juridiske problemstillinger.
Vi har brug for en ny kollega, som skal arbejde med udbud, indkøb og kontraktstyring.
Du vil sammen med dine kollegaer få ansvar for at udvikle udbuds- og indkøbsområdet. Området er under opbygning, og du vil derfor være med til at sætte retningen for den fremtidige opgaveløsning på området. Du vil få en aktiv rolle i forhold til udvikling og implementering af nye arbejdsprocesser og sikre en ensretning af styrelsens tilgang til området.
Du kommer til at være en aktiv spiller i forhold til at få den nye udbuds- og indkøbspolitik udarbejdet og implementeret i organisationen. Du kan blive projektleder på større eller mindre udbud, ligesom der løbende skal følges op på og laves understøttelse af indkøb på statslige aftaler, herunder ved SKI.
Sammen med din nærmeste kolleger vil du bl.a. få ansvaret for:
- at udarbejde, kommunikere og implementere procedurer, arbejdsgange og retningslinjer, så de forankres effektivt i organisationen, og som sikrer, at udbud og indkøb gennemføres i overensstemmelse med gældende lovgivning
- rådgivning af styrelsens medarbejdere og ledere i forbindelse med indkøb
- understøtte, gennemføre og lede konkrete udbudsprocesser i samarbejde med relevante fagteams
- at samarbejde med bl.a. Statens Rådgivningsenhed, vores departement og øvrige samarbejdspartnere på indkøbs- og udbudsområdet
- at udarbejde og implementere en kontraktstyringsmodel
Din profil: Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du kan have en længere videregående uddannelse, men du kan også have en administrativ baggrund med solid erfaring i udbud og offentlige indkøb. Det vigtigste er, at du har stor interesse inden for området og at du hurtigt vil kunne løse ovenstående opgaver på højt fagligt niveau. Ikke mindst sætter du en ære i at få processen til at gå op i en højere enhed i tæt samarbejde med organisationen.
Om dig
- Du har erfaring med udbudsreglerne og offentlige indkøb og gerne kendskab til it- kontrakter
- Du kan sammen med teamet stå i spidsen for at opbygge, strukturere og videreudvikle området
- Du er en skarp formidler og nyder at arbejde sammen med forskellige fagligheder
- Dine samarbejdsevner er i top og du har interesse for ledelse af projekter
- Du er selvstændig og tager ansvar for opgaveløsningen
- Du evner at have flere bolde i luften ad gangen og er god til at prioritere
- Du trives i et uformelt arbejdsmiljø og ser lyst på tingene, også når der er travlt
- Du har et godt humør og tager afsæt i, at det også skal være sjovt at gå på arbejde.
Færdselsstyrelsen – hvem er vi… Færdselsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet. Vi er ca. 600 medarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for sikker og bæredygtig færdsel på vejene. Vi har ansvaret for tilsyn og regulering på vejtransportområdet i Danmark og for køreprøveafvikling og -administration.
Har du lyst til at vide mere om Færdselsstyrelsens organisation, strategi og vision kan du læse herom på www.fstyr.dk.
Løn og ansættelsesvilkår Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem den pågældende faglige organisation og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Stillingen er til besættelse snarest mulig og gerne senest den 1. januar 2025 eller snarest muligt derefter.
Du vil som medarbejder i Færdselsstyrelsen opleve fleksibilitet og fokus på ”work-life-balance”. Styrelsens medarbejdere har gode rammer for hjemmearbejde, og derfor mestrer du at arbejde på distancen og ser fordele i de fleksible muligheder.
Yderligere information Har du lyst til at høre mere om stillingen, så kontakt teamleder Natasja Hyldahl Lauritzen på telefon 4187 5567 eller Indkøb- og Udbudskonsulent Lasse Magdal Jensen 4187 1809. send gerne sms, hvis telefonen ikke tages, og du ønsker opringning.
Ansøgning Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer via Færdselsstyrelsens ansøgningsportal på www.fstyr.dk senest den 21. november 2024. Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 27. november 2024.
Der vil blive indhentet referencer og straffeattest som led i ansættelsesforløbet.
Færdselsstyrelsen ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset baggrund, til at søge.