Ved Mave- og Tarmkirurgi, Aarhus Universitetshospital, er en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge ledig til besættelse pr. 1. maj 2025 eller efter aftale.
Vi tilbyder et spændende job, hvor du fagligt tilknyttes det akutte team og skal deltage i udredning og behandling af patienter med lidelser inden for dette område, herunder varetage traumekirurgien og andre specialiserede funktioner, der hører med til akutteamet, herunder akut børnekirurgi.
Mave- og Tarmkirurgi varetager alle funktioner inden for det mave-tarmkirurgiske område, inklusiv de højt specialiserede funktioner, som er organiseret i teams. Herudover varetager afdelingen, på hovedfunktionsniveau, behandlingen af et bredt udsnit af kirurgiske lidelser i mave-tarmkanalen samt alle akutte funktioner. Afdelingen deltager i varetagelsen af Vestdansk Blødningscenter og Traumeteamet. Akut- og traumefunktionen er organiseret i eget akut-kirurgisk team.
Modtagelsen af de akutte kirurgiske patienter håndteres primært i regi af den Fælles Akutafdeling (FAA).
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i kirurgi med dokumenteret indgående erfaring og kendskab til traume- og akutkirurgien, og som har lyst til aktivt at videreudvikle dette område.
Vi forventer, at du ligeledes har praktisk erfaring med rollen som uddannelsesansvarlig overlæge fra lignende stilling, og at du frem for alt er dedikeret til den lægelige videreuddannelse og ønsker at drive og udvikle den lægelige videreuddannelse i samarbejde med vores dygtige UKYL’er samt afdelingens UAO.
Afdelingen har en stor forskningsaktivitet, som ledes af afdelingens to professorer. Der vil således være mulighed for forskning, og der vil være en forventning om at ansøger bidrager til at opstarte forskningsprojekter.
Du vil skulle indgå i bagvagten svarende til 1/2 rul, og kan efter aftale indgå i bag-bagvagten. For bagvagtens vedkommende er der tale om 12-skiftet tilstedeværelsesvagt, for bag-bagvagtens vedkommende er der tale om en beredskabsvagt fra hjemmet i weekenden og vagt uden for tjenestestedet på hverdage, begge 9-skiftede.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller.
Yderligere oplysninger og nærmere beskrivelse af stillingens indhold kan fås ved henvendelse til cheflæge Uffe Schou Løve på 2325 1468 eller mail [email protected].
Ansøgningen samt relevante bilag skal være modtaget senest d. 23. marts 2025.
Ansættelsessamtaler stiles mod afholdelse kort herefter.
Se funktionsbeskrivelse her.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir