Brænder du for fritidspædagogik, natur og bevægelse?
Så er det måske dig, der skal søge stillingen som vores nye barselsvikar i Mejls-Orten-Tinghøj Friskole og Naturbørnehaves SFO. Vi søger en uddannet pædagog til en stilling på 30 timer/ugen med opstart i april eller hurtigst muligt derefter. Alt efter ansøgerens kompetencer og interesser er der mulighed for at supplere stillingen med yderligere timer i friskolens andre afdelinger.
Storken har meldt sin ankomst hjemme hos en af vores dygtige pædagoger. Derfor er vi på jagt efter en uddannet pædagog som vil være barselsvikar i vores SFO. Vi søger en nærværende kollega, der er engageret i sit arbejde og som brænder for naturpædagogik og bevægelse. En kollega, der er nysgerrig og undrende på egen og kollegaers praksis. En kollega, der tør følge børnenes spor og initiativer, samt ønsker at inddrage børnene i de fælles aktiviteter.
Hver dag byder vi ca. 60 børn velkommen i SFO'en. Kl. 6.15 ankommer de første børn til morgenpasningen inden skoledagen starter. Vi åbner igen Kl. 12.05 – 16.30, hvor vi tilbyder en bred vifte af fritidspædagogiske aktiviteter.
I sommeren 2024 blev vi en DGI-certificeret SFO. Derfor har vi i hverdagen særlig fokus på bevægelse, inkluderende fællesskaber og børnenes medinddragelse. I løbet af ugen tilbydes børnene også et stort udvalg af forskellige natur og kreative aktiviteter.
I hverdagen benytter vi os så meget som muligt af vores krea-rum, multibane, hoppepude, legeplads, bålhytte og lokalområdets naturområder. En gang om ugen tilbringer vi eftermiddagen i vores idrætshal.
Vores personalegruppe rummer både nye og erfarne kollegaer. Vi vægter humor, tillid og plads til forskellighed. Med udgangspunkt i skolens værdier og vores faglige forskelligheder skaber vi sammen det bedste fritidstilbud til børnene.
Mejls-Orten-Tinghøj Friskole og Naturbørnehave ligger i naturskønne omgivelser med mark, eng og skov lige uden for døren. Skolen har ca. 175 elever fra 0. til 9. klasse. Endvidere er der ca. 65 børn i naturbørnehaven og 16 i vuggestuen.
Friskolens værdier er forankrede i det grundtvigske livs- og menneskesyn. Vi har fokus på børnenes trivsel, dannelse og faglige udvikling. Vi indgår naturligt i et tæt samarbejde med forældre, skolen og børnehaven. Vi har en engageret forældrekreds, som interesserer sig for os, og som altid stiller op, når vi har brug for hjælp eller mangler noget.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Lica Mathiesen på
20 52 92 59. Du er også velkommen til at få en rundvisning i SFO’en, dette aftales på forhånd med Lica.
Send din ansøgning på mail til [email protected] - så vi har den senest d. 3. marts kl. 12.00. Vi forventer at holde samtaler i slutningen af uge 10.
Ansættelse finder sted efter overenskomst mellem FOA, BUPL og Skoleforeningerne ved Frie Grundskoler.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir