Har du solid erfaring med at drive store og komplekse It-udviklingsprojekter? Motiveres du af at spille en central rolle i en vigtig samfundsopgave? Så er du måske vores nye kontorchef i Udlændingestyrelsen.
Om stillingen Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM) har en spændende portefølje af it-udviklingsprojekter, som omfatter både fælleseuropæiske og nationale projekter. De fælleseuropæiske projekter skal sikre implementering af en række fælleseuropæiske forordninger, der har til formål at styrke kontrollen med EU’s ydre grænser og beskytte Europas sikkerhed. De nationale projekter indbefatter både projekter på tværs af danske myndigheder samt rent interne projekter i koncernen. Vi søger en kontorchef, der kan sikre fremdrift, porteføljestyring og samarbejde på tværs samtidig med, at deadlines og budgetter overholdes.
Du bliver chef for et nyoprettet kontor ”Koncern It Udviklingsprojekter”, som er en del af Center for It, Beredskab og Udvikling i Udlændingestyrelsen. Kontoret kommer til at bestå af en kontorchef, en enhedschef og ca. 10 medarbejdere, som primært er projektledere. Derudover er der tilknyttet eksterne konsulenter.
Du kan læse meget mere om os
her.
Dine arbejdsopgaver Som kontorchef får du ansvar for ledelsen af det nyoprettede kontor, der driver IT-udviklingsprojekter på tværs af ministeriet. Dine primære arbejdsopgaver som kontorchef bliver, at:
- sætte retning og sikre fremdrift i koncernens samlede it-udviklingsprojekter
- styre it-projekter fra planlægning til implementering i samarbejde med interessenter
- indgå i diverse styregrupper og ledelsesfora
- sikre kvalitet i ledelsesinformation og styregruppemateriale
- koordinere ressourcer og kompetencer på tværs af projekterne
- håndtere interne og eksterne leverandører samt sikre effektiv økonomistyring
Vi anvender den fællesstatslige it-projektstyringsmodel som ramme for vores arbejde.
Om dig Vi forestiller os, at du:
- har flere års ledelseserfaring og en relevant akademisk uddannelse
- har solid erfaring med ledelse af it-udviklingsprojekter, gerne i en offentlig kontekst
- evner at tage ejerskab for helheden og arbejde på tværs af en stor organisation med mange forskellige interessenter
- bidrager til en åben, ærlig og tryg kommunikation og dialog med medarbejdere og kollegaer
- har godt blik for og bidrager til engagement og trivsel i centret og koncernen
- er teamplayer og vil gøre dit bedste for at bidrage til samarbejdet og skabe løsninger, der sikrer den rette fremdrift
Det er en fordel, hvis du har erfaring med styring af it-økonomi, agile udviklingsprocesser og den statslige it-projektmodel.
Vi tilbyder - En dynamisk arbejdsplads med engagerede kollegaer
- En ledergruppe, der prioriterer nærværende ledelse og fagligt stærke resultater
- Fleksible arbejdsforhold og mulighed for indflydelse
- En arbejdsplads med fokus på trivsel og et godt arbejdsmiljø.
Nysgerrig? Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Marie Wessel på tlf. 2328 0107 eller e-mail
[email protected].
Søg jobbet Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag
den 6. april 2025. Vi forventer at holde 1. samtaler den 9. og 10. april samt 2. samtaler den 23. og 24. april. Der vil være et testforløb med bistand fra Statens Center for Rekrutteringstest mellem 1. og 2. samtalerunde.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 1.
Stillingen besættes som udgangspunkt på åremål og er med tiltræden snarest muligt.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 37.
Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.
Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.
Dit arbejdssted er Udlændingestyrelsen, Adelgade 11-13, 1304 København K.
Som kontorchef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer med tildeling af 11 cheffridage pr. år.
Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata
her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.