Lolland Kommune står midt i en rivende udvikling. Jobvæksten er blandt de største i Danmark, og det kan bl.a. mærkes i vores byer, hvor de nye arbejdspladser skal omsættes til byliv, attraktive kulturmiljøer og gode boliger. Sjældent har mulighederne været større – vil du være med til at gøre dem til virkelighed?
Byrådet har store ambitioner, og med vedtagelsen af otte strategiske fyrtårne i august 2022 er der sat en klar retning for de næste års udvikling.
Du kan læse mere om fyrtårnene på vores hjemmeside (www.lolland.dk).
For at komme i mål er der behov for mere strategisk og organisatorisk kraft. Vi har derfor brug for en kollega, der kan medvirke til at drive forandringerne og kvalitetssikre beslutningsprocesserne, og det gælder både op mod det politiske niveau og ud i den efterfølgende realisering.
Du vil blive ansat i Strategi og Politik, der er en stabssektor med ca. 20 medarbejdere.
Sektoren har en sammensat opgaveportefølje, der er kendetegnet ved tværgående og strategiske opgaver både internt i organisationen og i samspil med omverdenen, herunder strategiudvikling, turisme- og erhvervsudvikling, boligudvikling og bosætning, kommunikation og interessevaretagelse etc.
Du vil blive udlånt to dage om ugen til Nakskov 2030, der er et partnerskab mellem Lolland Kommune, den filantropiske fond Realdania og A.P. Møllerfonden. Nakskov 2030 har et selvstændigt sekretariat, der består af to fuldtidsansatte medarbejdere og to medarbejdere fra Lolland Kommune, der er udlånt på deltid. Konkret vil du blive tilknyttet sekretariatsbehandlingen af Nakskov Bymidtefond, der støtter renovering af facader på fredede og bevaringsværdige bygninger. Du kan læse mere om initiativet på vores hjemmeside (www.nakskov2030.dk).
Strategi og Politik og Nakskov 2030 er arbejdspladser drevet af engagement og begejstring. Vi VIL skabe en bedre fremtid for Lolland. Vores mål er ikke at lykkes i strategipapiret men at skabe ægte og varig forandring. Det lykkes vi med, fordi det er et godt sted at være med engagerede og dygtige kolleger og uformelt samarbejde på kryds og tværs. Her er plads til grin og højt til loftet, også når der er travlt og vigtige spørgsmål til diskussion.
Jobbet indebærer, at du trives med nogle af de mere enkle opgaver i dagligdagen, og du finder energi i de mere tidskrævende og komplekse opgaver. Du kan både arbejde selvstændigt og i samspil med kollegaer og samarbejdspartnere.
Det er en forudsætning, at du besidder situationsfornemmelse og forståelse for at arbejde i en politisk organisation.
Du forventes at have nogen erfaring med at begå dig i en politisk ledet organisation, men det vigtigste er, at du trives med flere dagsordener.
Vi søger ikke et supermenneske men en person, der er klar til at gribe nye muligheder og samtidig bevare fokus. For os er der ingen modsætning mellem at have brug for støtte og samtidig at være robust og kunne stå på mål for sagen. Vi forventer, at du bliver ansat som udviklingskonsulent, men hvis din profil afspejler tilstrækkelig erfaring mm. vil der være mulighed for ansættelse som chefkonsulent.
Et job, hvor du vil få et stort manøvrerum og tilsvarende stor indflydelse på måden Lolland Kommune griber udviklingsmulighederne.
Strategi og Politik er en moderne arbejdsplads, hvor hjemmearbejde, onlinemøder og fleksibilitet er en integreret del af hverdagen.
Du vil blive mødt af tillid, ærlighed og ordentlighed, og vi forventer, at du møder os med samme værdier. Du vil opleve kompetente og respektfulde kolleger, og en organisation, der er gennemsyret af høje ambitioner og topmotiverede ledere og medarbejdere.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter principperne om lokal løndannelse.
Stillingen er en fuldtidsstilling, og vi forventer tiltrædelse hurtigst muligt.
Ansøgningsfristen er onsdag den 11. december kl. 23.59.
Der afholdes to samtaler og der vil til begge samtaler være en case som du skal forholde dig til.
Første samtale afholdes mandag den 16. december og anden samtale torsdag den 19. december.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for Strategi og Politik Birgitte Rønnow, mobil 29 38 83 19 og leder af Nakskov 2030 Henrik Madsen, 24 82 90 88
Vi ser frem til at høre fra dig!
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir