Er du en stærk og erfaren leder med interesse for at sikre korrekt opkrævning, afregning og bogføring af skatter og afgifter? Kan du skabe resultater og optimere forretningsprocesser? Har du mod på at lede en stor organisation med godt 400 medarbejdere under forandring i de kommende år? Så er du måske den nye underdirektør for Opkrævning og Betaling i Ringkøbing og Frederikshavn. Som underdirektør for Opkrævning og Betaling i fagområdet Borger- og Virksomhedskontakt i Skattestyrelsen får du ansvaret for ”Danmarks største kasseapparat”, hvor vi opkræver ca. 1.300 mia. kr. hvert år i skatter og afgifter. Du får en helt central del af ansvaret for, at Skattestyrelsens opkrævning af skatter og afgifter lever op til de højeste faglige standarder. Afdelingens opgaver består bl.a. af opkrævning af tilgodehavender fra skatteydere samt udbetaling af overskydende skatter og afgifter mv.
Om området Borger- og Virksomhedskontakt i Skattestyrelsen dækker en række tværgående opgaver inden for både opkrævning, vejledning og kommunikation. Fagområdet består af fem underdirektørområder fordelt i hele landet, som har til formål at sikre en korrekt og effektiv opkrævning af skatter og afgifter samt professionel kommunikation og vejledning af borgere og virksomheder. Som underdirektør for afdelingen Opkrævning og Betaling i Ringkøbing vil du referere til fagdirektøren for Borger- og Virksomhedskontakt i København.
Afdelingen Opkrævning og Betaling fungerer som 1. regnskabsmæssige forsvarslinje og har til ansvar at sikre korrekt opkrævning og afregning, herunder bogføring og afstemning af statens indtægter samt korrekt håndtering af rykkere, renteberegning og henstand. Du skal sikre en korrekt og effektiv drift af opkrævningen samt udvikle nye forretningsprocesser og arbejdsgange bl.a. i forbindelse med implementeringen af nye it-systemer på opkrævningsområdet. Afdelingen står over for en række forandringsprocesser som led i gevinstrealiseringen af en række store it-projekter og automatiseringsløsninger.
Som underdirektør skal du skabe gode rammer for, at afdelingens ledere og medarbejdere kan løse deres opgaver bedst muligt samt sikre et godt samarbejde med og bidrage til leverancer på tværs af Skattestyrelsen, øvrige styrelser i Skatteministeriet og eksterne parter som fx Rigsrevisionen.
Forventninger til den kommende underdirektør Du har en relevant videregående uddannelsesbaggrund inden for forvaltning, økonomi, revision, jura eller tilsvarende kvalifikationer.
Det er en fordel, hvis du har konkret erfaring med ledelse af ledere, samt erfaring fra arbejdet i større organisationer, gerne fra det offentlige eller det finansielle område. Vi lægger vægt på, at du er en dygtig leder, der har skabt resultater, samt at du er robust og struktureret.
Derudover lægger vi vægt på, at du har:
• Flere års erfaring med ledelse af ledere samt erfaring med forandringsledelse
• Gode samarbejds- og kommunikationsevner.
• Solid økonomistyrings- og regnskabsforståelse.
• Vilje og evne til sikker og korrekt drift, samtidig med et øje for optimering af processer.
• Høj grad af selvstændighed og ansvarsfølelse.
• Evnen til at sikre gode og rettidige leverancer fra afdelingen.
• Forståelse for vilkårene i en politisk organisation og ledelsesbetjening.
Vi tilbyder Et virkeligt spændende og udfordrende job, hvor du får mulighed for at præge udviklingen inden for Skattestyrelsens arbejde med opkrævningsområdet, så vi får implementeret fremtidssikrede løsninger, der sikrer vores skattegrundlag.
Du vil referere til Skattestyrelsens fagdirektør for Borger- og Virksomhedskontakt og får personaleansvar for 16 ledere og godt 400 medarbejdere.
Afdelingen har hovedsæde i Ringkøbing med to enheder placeret i Frederikshavn, hvorfor der må påregnes rejseaktivitet i forbindelse med ledelsen af enhederne i Frederikshavn samt i forbindelse med øvrige møder andre steder i landet i fagområdet Borger- og Virksomhedskontakt samt resten af Skattestyrelsen.
Kontakt og ansættelsesvilkår Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 2, svarende til lønramme 38. Stillingen forventes besat på åremål. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet er Damstrædet 2, Ringkøbing. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.
Tiltrædelse som udgangspunkt den 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 24. februar 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fagdirektør Peter Thorgaard på e-mail
[email protected] eller telefon 72 37 19 82.
Vi forventer at holde 1. samtaler den 6. og 7. marts 2025 i Ringkøbing. Derudover skal du afsætte yderligere tid til test samt 2. samtale den 20. eller 21. marts, som eventuelt afholdes i København, hvis du går videre i rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet en straffeattest.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.