Er du en serviceorienteret problemløser med et skarpt øje for kvalitet, og vil du trives med at veksle imellem support og administration af it-systemer samt rutinemæssige klargørings- og årshjulsopgaver? Så er det dig, vi leder efter! Vi tilbyder… En elevstilling hvor du bliver en del af en afdeling med en flok fantastiske kollegaer, der blandt andet håndterer it-support, systemadministration, i-sikkerhed, it-projekter samt systemdrift. Derudover agerer kontoret bindeled ift. det it-tekniske behov i styrelsens it-systemer og for forretningen generelt i et tæt samarbejde med styrelsens it-leverandører.
Du kommer til at være en del af et team, der håndterer 1st line og 2nd line opgaver i et tæt samarbejde med afdelingens andre teams.
Du vil få et bredt samarbejde med styrelsens fagligt dygtige medarbejdere, og du vil få mulighed for at udvikle din it-service og it-tekniske viden samt bidrage til at understøtte det faglige arbejde på social-, bolig- og byggeriområdet i Danmark.
Vi lægger vægt på det professionelle samarbejde med gode relationer, god dialog og sparring på tværs af afdelingen og med resten af forretningen. Det ser vi, som en hel naturlig og nødvendig del af hverdagen hos os.
Dine opgaver Du vil sammen med dine kolleger komme til at arbejde med at supportere, administrere samt drifte styrelsens applikationer og it-platform. Ansvaret for driften af styrelsens PC’ere, netværk, og serverplatform varetages af en it-driftsleverandør, som teamet har løbende samarbejde og koordinering med.
Du kommer til at indgå som en del af 1st line supporten, der blandt andet vejleder i brugen af styrelsens systemer, står for klargøring af PC’ere og mobile enheder til medarbejdere og udfører bruger- og systemadministration. Derudover vil du løbende bidrage ind i afdelingens drifts-, projekt- og compliance opgaver.
Vi forventer derfor, at du:
- har flair for it-support og systemadministration
- kan identificere behov og bidrage til udviklingen og effektivisering af løsninger
- formår at komme hele vejen rundt om en opgave og sørger for, at relevante inddrages rettidigt i arbejdet
- er serviceminded og løsningsorienteret
- kan formidle mundligt og skriftligt klart og præcist på dansk
- trives med
- rutinemæssige driftsopgaver
- systemadministration
- brugerkontakt
- at følge procedurer og arbejdsgange
Din profil Vi forventer, at du som person er en moden og engageret holdspiller, god til at vidensdele og altid opmærksom, når der er brug for dig i afdelingens opgaveløsning. Du kan lide at spotte optimeringsmuligheder og at finde gode løsninger på udfordringer. Du har overblik og er kvalitetsbevidst i dit og afdelingens arbejde. Du tager ansvar og sikrer, at dine opgaver bliver fulgt til dørs. Du vil befinde dig godt i et miljø, hvor procedurer og årshjul skaber ensartethed og smidig opgaveløsning.
Desuden lægger vi vægt på, at du:
- er motiveret, positiv og respektfuld
- skaber tillid, fremtræder rolig, diplomatisk og empatisk
- er omstillingsparat, fleksibel og motiveret både fagligt og socialt
- kan arbejde selvstændigt og er ansvarsbevidst
- er mødestabil
- finder det naturligt at lære nyt, når opgaven kræver dette
Om Tværgående Digitalisering og IT Afdelingen består af 24 ansatte og er en del af Social- og Boligstyrelsens søjle for Struktur og Forretning. Afdelingen er opdelt i fire teams: It-styring, It-drift og -arkitektur, Digitalisering og I-sikkerhed. Du vil referere til teamlederen for It-drift og -arkitektur.
Vi arbejder ud fra en forretningsorienteret tilgang, hvor alle i afdelingen bærer ansvaret for et højt serviceniveau.
Høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform, hvor vi ser muligheder frem for begrænsninger. Vi er en afdeling, hvor vidensdeling er en naturlig del af hverdagen. Vi tager alle ansvar for det gode arbejdsmiljø og prioriterer det gode samarbejde både internt og eksternt.
Social- og Boligstyrelsen er en arbejdsplads med en spændende, relevant og travl hverdag, et stærkt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og højt ambitionsniveau. Social- og Boligstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med mange ansatte fra både Sjælland og Jylland og ligger under 10 minutters gang fra Odense Banegård.
Løn og ansættelsesvilkår For at blive It-supporterelev hos os, skal du have bestået eller forvente at kunne bestå grundforløbet inden d. 1. marts 2025. Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. marts 2025.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation.
Hvis vi tilbyder dig stillingen, vil du blive bedt om at sende en privat straffeattest til vurdering af, om du kan ansættes i stillingen. Ansættelse er således betinget af både fremlæggelse af straffeattesten og af tilfredsstillende oplysninger i attesten.
Stillingens ansættelsesområde er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligstyrelsen, Edisonsvej 1, 5000 Odense C.
Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside
www.sbst.dk. Der er ansøgningsfrist den 1. januar 2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 3 2025
Vil du vide mere? Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte teamleder for It-drift og –arkitektur Peter Fich Holmskov på telefon 41 73 08 73 eller It-chef Helle G. Berg på telefon 20 59 30 66.