Nationalmuseet søger en vicedirektør til afdelingen Drift & Administration. Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Afdelingen rummer områderne bygninger og facility management samt sikring og økonomi, HR, Jura og IT og har til opgave at understøtte det samlede museum i at udkomme med det kulturtilbud, som er museets kerneopgave, dvs. at formidle, udforske og bevare kulturarven.
Med en årsomsætning på ca. ½ mia. kr. på koncernniveau, hvoraf omtrent halvdelen kommer fra andre kilder end finansloven, har Nationalmuseet brug for, at vicedirektøren er meget stærk inden for økonomi- og risikostyring af:
- statslig bevillingsfinansiering, herunder tilskudsfinansieret (f.eks. fondsfinansieret forskning) og indtægtsdækket virksomhed og
- finansiering via øvrige egenindtægter (entré og øvrige formidlingstilbud samt restaurant- og butiksdrift)
Desuden ønskes en vicedirektør med stærke driftsmæssige kompetencer, der evner at se sammenhængen mellem de forskellige driftsområder, kan identificere og håndtere risici og formår at styre den samlede koncern med stadigt fokus på museets kerneopgaver.
Nationalmuseet består af direktørembedet samt fire afdelinger. Afdelingen Drift & Administration består af et direktionssekretariat og seks enheder:
- Sikring
- Bygninger
- Facilities
- IT (workplace og infrastruktur)
- Økonomi og Regnskab
- HR & Jura
Afdelingen har ca. 120 faste medarbejdere.
Ansvarsområde Vicedirektøren er ansvarlig for afdelingens overordnede ledelse, prioriteringer og ressourceanvendelse. Vicedirektøren har ansvaret for planlægning, udvikling og koordinering af museets overordnede administrative og driftsmæssige opgaver. Vicedirektøren refererer til direktøren og er medlem af museets direktion. Da Nationalmuseet er en del af Kulturministeriets område, har vicedirektøren desuden et tæt samarbejde med Kulturministeriets departement.
Kvalifikationer Vi forventer, at vicedirektøren har:
- Relevant akademisk uddannelse, gerne suppleret med en lederuddannelse
- Ledelseserfaring på højt niveau
- Omfattende og dokumenteret erfaring med udøvelse af offentlig administration og økonomistyring, herunder erfaring med en variabel økonomi baseret på egenindtægter
- Erfaring med styring af bevillinger indenfor forskning og fonde
- Erfaring indenfor IT-området som projektejer/projektleder og erfaring med forretningsunderstøttende IT
- Erfaring med borgervendte, bygningsmæssige og sikringsmæssige forhold
- Forståelse for arbejdsvilkårene i en politisk ledet organisation – gerne fra en kulturinstitution
Vi forventer endvidere, at vicedirektøren har følgende personlige profil:
- Strategisk overblik og gennemslagskraft
- Udprægede samarbejdsevner
- Åben og engageret med evne til at inspirere og motivere medarbejderne samt vilje til at bruge og videreudvikle medarbejdernes kompetencer
- Visionære bud på udviklingen af afdelingen Drift & Administration som led i udfoldelsen af Nationalmuseets strategi
- En resultatorienteret ledelsesstil, der er tillidsvækkende og dialogskabende
Vi tilbyder til gengæld en ansvarsfuld og alsidig stilling med et stort selvstændigt ansvarsområde og en meget central position på museet.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er klassificeret i løngruppe 1 og besættes på åremål i 6 år. Der er mulighed for at forhandle et personligt tillæg.
Ansættelsen er betinget af, at vicedirektøren kan sikkerhedsgodkendes til niveauet hemmeligt og til stadighed kan oppebære denne godkendelse.
Ansøgning Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestillingen blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningen skal sendes via museets elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside
www.natmus.dk/job Den skal være museet i hænd
e senest mandag den 24. februar 2025. Første samtalerunde forventes afholdt den 10. marts 2025. Som led i ansættelsesprocessen vil der blive anvendt test.
Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos direktør Rane Willerslev (e-mail:
[email protected], telefon: 4120 6000).
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på
www.natmus.dk