Har du lyst til at arbejde praktisk med en bred vifte af opgaver inden for friluftsliv, naturforvaltning, biodiversitet, dyrehold og naturnationalpark? Så har vi en spændende stilling til dig som skovarbejder på Læsø. Opgaver og organisering Naturstyrelsen forvalter vores fælles natur. De statslige naturområder skal i fremtiden være mere sammenhængende med fokus på en mere vild natur rig på levesteder for planter og dyr, og områderne skal give alle borgere gode rammer for friluftsliv.
I jobbet vil du samarbejde med kolleger fra forskellige faggrupper i Naturstyrelsen. Vi lægger vægt på at have et godt arbejdsmiljø og et samarbejde præget af gensidig tillid og respekt.
Du vil blive en del af styrelsens lokale enhed Naturstyrelsen Vendsyssel. Vi forvalter ca. 18.000 ha skov og lysåben natur. Fra Skagen i nord til Tranum i syd samt på Læsø. På Læsø forvalter vi ca. 3.900 ha, hvoraf 1.900 ha er skov og 2.000 ha er lysåben natur. I fremtiden vil 1.100 ha indgå i Naturnationalpark Læsø Klitplantage. Medarbejderstaben for hele enheden består pt. af 14 funktionærer, 13 skovarbejdere samt 1-2 elever. På Læsø vil du indgå i et team på 3 personer, som samarbejder i det daglige. Du skal forvente, at en betydelig del af opgaverne løses selvstændigt. Du kan læse mere om os på
www.naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/vendsyssel/.
Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver inden for friluftsliv og naturforvaltning med hovedvægt på at øge biodiversiteten i den kommende naturnationalpark samt generelt at bidrage til en rigere natur og på alle Naturstyrelsens arealer på Læsø. Naturstyrelsen arbejder i den forbindelse med græssende dyr og har et eget kreaturhold på Læsø med ca. 250 Galloway. Vi vægter højt, at dyrenes trivsel, velfærd og naturens udvikling går hånd i hånd. Du vil komme til at føre tilsyn med disse dyr og forventes sammen med andre kolleger også at bidrage til denne opgave uden for normal arbejdstid.
En anden vigtig opgave er også at skabe rammer for friluftsliv, hvilket bl.a. sker igennem udvikling og drift af friluftsfaciliteter.
På Læsø arbejder vi også med naturnær skovdrift, naturpleje, bevarelse af fortidsminder, og vi samarbejder i høj grad med lokalsamfundet om forvaltningen af Læsøs enestående natur.
Din profil Vi forventer, at du har en relevant uddannelse som f.eks. skov- og naturtekniker, landbrugsuddannelse eller anden naturuddannelse med vægt på praktiske færdigheder. Du har stor interesse for natur i bred forstand. Du kan dit håndværk og kan derigennem løse en lang række praktisk opgaver.
Det vil være en fordel, hvis du har interesse for dyrehold og enten har praktisk erfaring eller har lyst til praktisk arbejde med kvæg.
Det kunne også være interessant, hvis du har evner og interesse for formidling af natur og biodiversitet.
Det betyder meget for os, at du er god til mennesker, og at du ønsker at bidrage positivt til opgaveløsningen og fællesskabet på arbejdspladsen.
Du skal være bosiddende eller ville bosætte dig på Læsø.
Konkret vil vi gerne, at du:
- Er god til at samarbejde - at du naturligt etablerer og vedligeholder gode relationer med andre mennesker.
- Er en god formidler af de indsatser, vi gennemfører, og kan formulere dig på et let forståeligt sprog.
- Kan være Naturstyrelsens loyale repræsentant i hverdagens møde med de mange mennesker, der benytter vores naturarealer.
- Evner effektivt at planlægge din arbejdsdag og arbejde selvstændigt.
- Har et højt fagligt engagement og har lyst til løbende at udvikle din faglighed.
- Har kendskab til almindelige opgaver inden for skovdrift og naturpleje, og kan bruge motorsav og andre småmaskiner.
- Har mindst B-kørekort og erfaring med at føre traktor og ATV.
- Har grundlæggende IT-kompetencer og lyst til at bruge IT i dagligdagen.
Vi tilbyder En spændende stilling, hvor du har mulighed for at udvikle og bringe dine kompetencer i spil i forvaltning af store sammenhængende naturarealer. Du får en plads på et hold med engagerede og fagligt dygtige kolleger.
Du vil blive en del af en arbejdsplads, hvor vi er stolte af det, vi laver, og hvor vi brænder for forvaltningen af vores fælles natur. Den udvikling Naturstyrelsen er i gang med mod mindre fokus på produktion og mere fokus på natur og friluftsliv, vil du få en vigtig rolle i.
Vi er en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige mennesker. Vi vægter et konstruktivt samarbejde og sætter et godt arbejdsmiljø højt.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomst) samt tilhørende organisationsaftale for skov- og naturteknikere m.fl. ansat i Naturstyrelsen eller organisationsaftale for landbrugsarbejdere, gartneriarbejdere, gartnere og forsøgsmedarbejdere.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner og dit arbejdssted er Naturstyrelsen Vendsyssels arealer på Læsø.
Kørekort til personbil er et krav.
Tiltrædelse sker den 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Flere oplysninger Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte personaleleder Søren Møller Pedersen, tlf. 21618303.
På
https://naturstyrelsen.dk/om-naturstyrelsen/job-og-uddannelse kan du læse mere om at være medarbejder i Naturstyrelsen.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende dine oplysninger vedlagt ansøgning og CV senest den
19. marts 2025, kl. 12:00. Vi forventer at holde samtaler tirsdag den 25. marts 2025.