Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Vil du også gerne bidrage til at øge Forsvarets materielkapaciteter?
Fuldtid
Permanent
Lautrupbjerg 1, 2750 Ballerup, Danmark
ID: 2834597
|
Indrykket i dag
Vil du også gerne bidrage til at øge Forsvarets materielkapaciteter?
Består dit drømmejob af at eksekvere ledelsesbeslutninger i Danmarks måske mest spændende styrelse? Jeg søger et antal medarbejdere til at understøtte sammenhæng, styring, analyse og kommunikation i en nyoprettet, tværgående styringsenhed for mit område: Materielanskaffelse og –drift.
Om os
På mit område arbejder ca. 1600 engagerede civile og militære med det materiel, som vores operative myndigheder skal bruge – det omfatter alt fra kampvogne, droner og skibe til uniformer, geværer og hundefoder. I spidsen for dette står jeg og de fem chefer, som sammen med mig udgør ledelsen i den del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), som står for de operative materielkapaciteter.
I min ledelsesgruppe har vi brug for en lille enhed, som kan hjælpe os med at løfte blikket og se på tværs af området. Det skal du – og dine kommende kolleger – bidrage til ved opfindsomhed, vedholdenhed og stabil ledelsesunderstøttelse.
FMI’s arbejde er af stor samfundsmæssig betydning, og som følge heraf er der også en vis bevågenhed. Derfor er det vigtigt for os at have et tæt samarbejde og et godt arbejdsfællesskab, hvor viden er noget, vi deler – og hvor vi i øvrigt hjælper hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde i jobbet og muligheden for faglig og personlig udvikling. Det er vigtigt for at løse de komplekse opgaver – særligt når det til tider skal gå hurtigt.
Om stillingen
Dine primære opgaver bliver udvikling af ledelsesinformation og styringsværktøjer, arbejdet med vores mål- og resultatplan, sekretariatsbetjening af tværgående fora og arbejdsgrupper, kommunikation til enheden og omverdenen om vores planer, fremdrift og resultater og meget andet. Dit vigtigste fokus skal være at skabe værdi for både os som ledelse og for de ca. 1600 medarbejdere i min enhed, som skal koncentrere sig om vores kerneopgave: anskaffelse og drift af materiel.
Vi ser gerne, at du kan lide at have mange bolde i luften og er dygtig til at sikre samarbejde og følge op på beslutninger og opgaver.
Du er initiativrig, handlekraftig og er parat til at kaste dig ud i nye opgaver – med en veludviklet sans for dit mandat. Du har flair for at få tingene til at gå op i en højere enhed i et miljø præget af forskellige interesser, hvor en vis uforudsigelig er en præmis.
Der er endnu ikke udpeget en leder for den nyoprettede enhed, men da vi forbereder en reorganisering, vil vi finde den helt rigtige snart.
Om dig og din baggrund
Du har en relevant kandidatuddannelse eller officersuddannelse. Jeg søger et hold, der både består af folk med civil og militær baggrund og ønskeligt en god blanding mellem erfaring fra FMI og eksternt fx fra statsadministrationen eller fra en privat virksomhed med relationer til det forsvarsindustrielle område.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra lignende stillinger eller med forretningsudvikling, direktions- eller topledelsesbetjening. Du kan også være nyuddannet og have sans for koordination, styring og direktionsunderstøttelse.
Du indgår ubesværet i relationer og samarbejder på forskellige niveauer og trives godt med en bred kontaktflade.
Det er vigtigt, at du er en dygtig kommunikator såvel mundtligt som skriftligt og evner at formidle et budskab kort og præcist med fokus på modtageren.
Din arbejdsmetode er karakteriseret ved at være struktureret og målrettet med en udviklingsorienteret tilgang til opgaveløsningen.
Du er omstillingsparat og evner at håndtere pludseligt opståede arbejdsopgaver uden at miste overblikket.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er slået op civilt og militært.
Vi søger en blanding af erfarne og nyuddannede medarbejdere til enheden.
Som civil bliver du ansat på baggrund af din akademiske uddannelse. Og du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten.
Som militær besættes stillinger efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Dette brede opslag omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.
Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Militært er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Dit faste tjenestested vil være ved FMI i Ballerup.
Kontakt og ansøgning:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte mig (vicechef Grith Sandst Poulsen) på telefon 2426 7596. Send gerne en sms – så ringer jeg tilbage, når det er muligt.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulenterne Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178 eller Tracilla Malama Musonda på telefon 7281 9858.
Ansøgningsfristen er den 20. februar 2025 og samtaler forventes afholdt den 25. og 26. februar. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Vi ser meget frem til at høre fra dig!
Du søger via linket. For at kunne komme i betragtning, anmodes du om at vedhæfte ansøgning, CV og evt. uddannelsesbevis - meget gerne i pdf. format.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.