Vi søger lige nu nye kollegaer i Området for National Erhvervsudvikling i Erhvervsstyrelsen, hvor vi arbejder med en bred vifte af erhvervspolitiske emner i krydsfeltet mellem det nationale og europæiske med henblik på at skabe gode rammevilkår for danske virksomheder. Om dine opgaver Opgaverne i området udvikler sig over tid i takt med de poliske dagsordener, og du vil komme til at bidrage til at analysere, udvikle og eksekvere erhvervspolitiske initiativer på baggrund af din faglige viden og i tæt samspil med både interne og eksterne samarbejdspartnere.
På nuværende tidspunkt søger vi nye kollegaer, der kan bidrage på tre af kontorets kerneområder:
- Ansvarlig virksomhedsadfærd og due diligence, hvor vi blandt andet skal udforme rammerne for, hvordan de største danske virksomheder skal arbejde med due diligence, når vi skal implementere det nye direktiv om virksomheders arbejde med due diligence for menneskerettigheder og miljø (CSDDD).
- Opgørelse og dokumentation af bæredygtighed, hvor vi blandt andet arbejder med, hvordan digitalisering kan lette virksomhedernes arbejde med at indsamle, behandle og dele data om bæredygtighed (fx CSRD).
- Afdække og adressere barrierer for erhvervsudvikling i regulering med henblik på at understøtte virksomheder med nye innovative løsninger og forretningsmodeller, for eksempel indenfor erhvervsområder som biosolutions eller life science.
Dine opgaver kan bl.a. bestå i:
- Ansvarlig virksomhedsadfærd og due diligence, hvor vi står overfor en stor og betydningsfuld opgave med at omsætte det nye europæiske due diligence-direktiv (CSDDD) til dansk lovgivning og med at opbygge det nationale tilsyn, der skal håndhæve reglerne. Med denne opgave vil du få en central rolle i at understøtte og udvikle de største danske virksomheders arbejde med due diligence ift. menneskerettigheder og miljø. Der vil også være mulighed for, at du får konkret erfaring med virksomheders arbejde med ansvarlig virksomhedsadfærd og due diligence ved at indgå i sekretariatet for NCP Danmark, der bl.a. vejleder om OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheders arbejde med ansvarlig virksomhedsadfærd og behandler klager om mulige overtrædelser af retningslinjerne.
- Opgørelse og dokumentation af bæredygtighed, hvor du kan arbejde med at gøre det lettere for virksomheder at dokumentere deres bæredygtighed, herunder beregne deres klimaaftryk og leve op til lovkrav. Konkret vil du skulle arbejde med initiativet i Digitaliseringsstrategien om at fremme standardisering og digitalisering af virksomheders indsamling, behandling og deling af data om bæredygtighed i værdikæder og bidrage til udvikling af digital infrastruktur og værktøjer, som kan understøtte virksomhedernes arbejde. Dine opgaver kan også bestå i at deltage i interessevaretagelse og evt. forhandlinger i EU om kommende forslag til EU-regulering af bæredygtighed og andre danske prioriteter bl.a. ift. EU-formandskabet.
- Regulering som fremmer virksomheder med nye løsninger, hvor du kan bidrage til at realisere initiativet i Iværksætterstrategien om, at virksomheder og iværksættere med innovative teknologier og fx. grønne løsninger kan få bedre mulighed for at udvikle og teste deres løsninger gennem såkaldte regulatoriske sandkasser, hvor de sammen med de relevante myndigheder kan blive klogere på den regulering, som er relevant for deres løsning. Du vil her skulle indgå både i dialog med relevante fagministerier og berørte virksomheder og andre eksterne parter, ligesom du vil kunne indgå i arbejde ift. EU-kommissionen om relevante EU-regler. Du kan endvidere komme til at arbejde med at udvikle rammerne for international standardisering, som er helt centralt for et velfungerende indre marked i EU.
Dine konkrete arbejdsopgaver vil afhænge af dine interesser og kompetencer, og der vil være gode muligheder for løbende at rokere mellem emneområder og opgavetyper.
Om dig Du har en samfundsvidenskabelig eller juridisk uddannelse (cand.scient.pol., cand.soc., cand.scient.adm, MSc Business and Politics, cand. jur, cand. merc. jur. eller lignende). Du har interesse for erhvervspolitik og vil gerne gøre en forskel for dansk erhvervsliv. Såfremt du vil arbejde med opgørelse og dokumentation af bæredygtighed, vil det være en fordel, at du har viden om digitalisering og brug af data, ESG, miljø samt klimaregulering- og beregning.
Er du interesseret i at arbejde med implementering af due diligence-direktivet vil det være en fordel, såfremt du har en juridisk baggrund. Vi er både interesseret i helt nyuddannede kandidater og mere erfarne medarbejdere fx. fra en politisk organisation eller konsulentvirksomhed.
Derudover forventer vi, at du:
- trives med at have ansvar
- er god til skriftlig og mundtlig formidling
- er engageret, resultatorienteret og effektiv i din arbejdstilrettelæggelse
- er innovativ, fremsynet og initiativrig i din opgaveløsning
- hurtigt kan sætte dig ind i nye faglige områder samt overskue og kondensere komplekse sagsområder samtidig med at du kan fordybe dig i et fagområde
- kan prioritere din tid, når du eksempelvis har flere opgaver, og samtidig skal levere input indenfor bestemte frister
- trives med en høj grad af samarbejde med både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere, samtidig med at du kan arbejde selvstændigt
- kan læse det politiske landskab og er lyttende i forhold til erhvervslivets behov.
Om vores arbejdsmiljø Vi er ca. 20 medarbejdere i området. Du får en onboarding, der ruster dig til at tage det ansvar på dig, som du hurtigt får. Der er gode muligheder for at skifte mellem vores teams, hvis du med tiden får lyst til at prøve kræfter med nye, faglige områder. Vi sparrer meget både med hinanden i området og med vores kollegaer i resten af organisationen, så der er altid hjælp at hente, hvis du har brug for at vende en problemstilling
Vi har et ugentligt morgenmøde, hvor vi enten henter eksterne parter som fx. brancheorganisationer eller en virksomhed ind til at holde faglige oplæg, eller vender opgaverne i området. Vi er en god blanding af erfarne kræfter i embedsværket og nyuddannede.
Om styrelsen Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har ca. 1100 medarbejdere. Medarbejderne er fordelt på fem forskellige afdelinger rundt om i landet. Dit ansættelsessted vil være i København.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed med en stærk digital dagsorden. Vi har fagligt dygtige medarbejdere, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe ny værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.
Om ansættelsen Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om faste fuldtidsstillinger. Ansættelse vil ske efter kvalifikationer og for den rette kandidat kan indplacering som special- eller chefkonsulent være en mulighed.
Hvis du vil vide mere om stillingerne, kan du kontakte kontorchef for ”National Erhvervsudvikling”, Camilla Hjermind, på telefon 35 29 16 65.
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Diana O. Birch på tlf. 91 33 71 39.
Bemærk at tilgængeligheden vil være begrænset i sommerferien. Interesseret? For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” i annoncen og følger instruktionerne. Din ansøgning, CV og eksamenspapirer skal være modtaget
senest søndag den 4. august 2024. Samtaler forventes afholdt i uge 33 og 34. Stillingerne ønskes besat snarest muligt. Der vil blive anvendt test og case i forbindelse med 2. samtale.
Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her:
https://erhvervsstyrelsen.dk/jobs-i-erhvervsstyrelsen I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.